Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Cha-no-yu, sino-jap., Navn paa Japanernes Teceremoni - Chanskaja Stavka, d. v. s. Kanens Telt ell. Lejr, den bukejevske Kirgiserhordes Centralpunkt - chanson, et fr. Ord, der, anvendt i indskrænket Bet., betegner en kortere Vise ell. Digt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
omtales C. som anvendt i Japan af den
buddhistiske Zen-Sekt, og c. 1450 fæstnede Munken
Shuko C. i bestemte Ceremonier, der gennem
hans Elev Shogunen Ashikaga Joshimasa
(1449—79) vandt stor Udbredelse, navnlig i højere
Kredse, og sluttelig udformedes i det nu
brugelige Ritual af Zen-Munken Sen-No-Rikkiu
(d. 1591). I øvrigt findes der fl. forsk. Systemer
med dertil hørende Lærebøger. C. bestaar i en
Række symbolske Handlinger, der gradvis fører
ind i Etikkens og Filosofiens højeste Sandheder,
sluttende med en buddhistisk Læresætning. C.’s
Formaal er Fred, Harmoni og en højere Moral.
Uadskillelig fra C. er Kakemonoen (s. d.) med
et dybsindigt Tankesprog ell. en kunstnerisk
Fremstilling, Maleri ell. Tegning, og den
naturtro Blomsterdekoration (se Ikebana). Hvert
Redskab, der anvendes, Porcelænet, Teskeen,
Servietten etc., hver Handling og Bevægelse har
sin symbolske ell. rituelle Bet. Tepavillonen
(cha-no-ma) ligger i en særlig Have (cha-niwa),
der er særlig indrettet med Indgangsport, gl.
Stenlygter etc. Selve Ceremonien foregaar i 3
Afdelinger: 1) Røgelseceremonien (kô-awase), 2)
Sakédrikning og Spisning, 3) selve
Tedrikningen. — Tidligere gav C. Anledning til mægtige
Orgier og en ruinerende Udfoldelse af Luksus,
men har i Tidens Løb bidraget overordentlig til
Uddannelsen af Japanernes berømte Høflighed
og deres fine ceremonielle Manerer, ligesom den
ogsaa har spillet en Rolle for Kunst og
Kunstindustri, idet der lagdes Vægt paa en
gennemført kunstnerisk Stil og Smag i alt vedrørende
C. (Litt.: Ida Trotzig, »Cha-no-yu,
Japanernes Teceremoni« [Sthlm 1911]; De la
Mazelière, Le Japon, Histoire et Civilisation
[Bd II, S. 360, Paris 1907]).
F. de F.
Chanskaja Stavka [↱кanskaja-↱stafka], d. v. s.
Kanens Telt ell. Lejr, den bukejevske
Kirgiserhordes Centralpunkt, grundlagdes 1826 af
Djangin Kan og er som Følge af de vigtige
Aarsmarkeder blevet til en fast Koloni. Den har
1500 Indb., russ. Myndigheder, en russ. Kirke
og en Moské.
M. V.
chanson [∫ã↱sǡ], et fr. Ord, der, anvendt i
indskrænket Bet., betegner en kortere Vise ell.
Digt, især bestemt til at synges og derfor i Alm.
knyttet til en bestemt Melodi. Visens Omraade
i Frankrig er meget stort, og Viselitteraturens
Rolle har fra de ældste Tider af været
overordentlig betydelig. Den egl. Folkevisedigtning kan
følges tilbage til Slutn. af 12. Aarh.; den er
væsentlig fortællende og dramatisk, og de
optrædende Personer er for en stor Del de
samme, som vi træffer i vore Dages Folkeviser; den
unge Pige, der længes efter at blive gift, den
forladte Elskerinde, den ulykkelig Gifte (la
maumariée) o. s. v.; det er disse ældste Viser,
der danner Grundlaget for de oldfranske
Romances. Af herhenhørende Samlinger skal
anføres: Paulin Paris, Le Romancéro françois
(Paris 1833), K. Bartsch, »Altfranz.
Romanzen und Pastourellen« (Leipzig 1870). Viser fra
14. Aarh. er udgivne af Stickney i Romania
(Bd VIII); for 15. og 16. Aarh.’s Vedk. findes
de vigtige Samlinger af Gaston Paris
(Paris 1875) og Armand Gasté (Caen 1866).
Det er for en stor Del Folkeviser, der danner
Grundlaget for 17. og 18. Aarh.’s rondes à
danser, brunettes, petits airs tendres o. s. v.; nogen
samlet Bearbejdelse af dem findes ikke;
derimod har 19. Aarh.’s Folkevisedigtning været
Genstand for ivrige Efterforskninger og
foreligger trykt og kommenteret i værdifulde Udg. af
Bladé, Roland, Puymaigre, Doncieux o. a.
Ved Siden af de egl. Folkeviser findes ogsaa
en rig Litt. af politiske, hist., satiriske,
erotiske, anakreontiske Viser; en stor Del af disse
tilhører opr. Skønlitteraturen, men mange af dem
er hurtig blevne populære og saaledes paa en
vis Maade blevne Folkeviser. De ældste
historiske Viser, vi ejer, dateres fra 12. Aarh.; de
skyldes Forf. som Conon de Béthune og
Thibaut de Champagne o. s. v. og behandler
Emner vedrørende Korstogene. Senere afgiver
næsten enhver hist. Begivenhed af nogen Bet. Stof
til Viser, der tager Parti for ell. imod. Under
Religionskrigene paa Renaissancetiden bliver
Visedigtningen næsten en Magt; utallige er de
Viser, hvor Hugenotterne haaner Katolikkerne
ell. omvendt, og hverken Hertugen af Guise,
Prinsen af Condé, Henrik III ell. Henrik IV
gaar Ram forbi. Et Udvalg af de hist. Viser fra
de ældste Tider til 1600 er udgivne af Le
Roux de Lincy (2 Bd, Paris 1842). Paa
Frondekrigens Tid fremkommer der en stor
Mængde satiriske Viser, der i forsk. Henseender
frembyder stor Interesse, og Glæden over
Ludvig XIV’s første Sejre faar Udtryk i
begejstrede, patriotisksindede Viser, ligesom Skammen
og Sorgen over de senere Nederlag, over
Ulykkerne ved Rosbach o. s. v., skaffer sig Luft i
haanende Nidviser. I 18. Aarh. optræder baade
Greven af Maurepas og Voltaire som
Chanson-Digtere, og de maa begge bøde for deres
vittige Viser, der ikke fandt Naade for
Regeringens Øjne. Paa Revolutionstiden antager
Viselitteraturen et vildt og blodtørstigt Præg; fra
denne Tid skriver sig saaledes La Carmagnole,
La Boulangère, Ça ira og La Marseillaise, der
nu er blevet Frankrigs Nationalsang. Under
Kejserdømmet tier den politiske Vise; men
under Restaurationen vaagner den atter til Live,
baaret frem af en Béranger’s sprudlende
Vid. Under Julirevolutionen skriver Casimir
de Lavigne La Parisienne, og fra 1840
stammer Musset’s begejstrede Le Rhin allemand.
1848 udvides Omraadet; Arbejderne kommer
med, Socialismen breder sig og afføder en Rk.
Viser, af hvilke skal fremhæves Chants des
ouvriers af Pierre Dupont. Den politiske
Visedigtning, der synes at have slumret under
Napoleon III og den fr.-tyske Krig, vaagnede
igen for en kort Stund under Boulangismen.
Af bakkiske Viser findes næsten intet
overleveret fra Middelalderen; derimod er der
bevaret nogle enkelte af 15. Aarh.’s Drikkeviser,
der skyldes Olivier Basselin, og fra 16.
Aarh. har vi den interessante Samling af Jean
Le Houx. I 17. og 18. Aarh. har den
bakkisk-erotiske Genre mange Dyrkere, bl. hvilke skal
anføres Voiture, Scarron, Chapelle, Piron, Vadé,
Collé, og Traditionen fortsattes værdig ved
Désaugiers og Béranger. Af moderne Visedigtere
maa især nævnes Xanrof, Mac Nab og A. Bruant.
Kr. N.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
