Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Cervantes Saavedra, Miguel de, Spaniens ypperste Digter, (1547-1616)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med at skrive for Teatret. Iflg. eget Udsagn
forfattede han i Løbet af faa Aar nogle og tyve
Skuespil, af hvilke adskillige gjorde ikke liden
Lykke, inden Lope de Vega fik
Eneherredømmet over den sp. Skueplads; især var det
Tilfældet med La Confusa, som han ogsaa selv
satte megen Pris paa. Af disse Stykker besidder
vi nu kun to, nemlig den mærkelige Tragedie
Numancia og Lystspillet El trato de Argel, hvor
han ogsaa har benyttet sine egne algierske
Minder og Erfaringer. Men derefter søgte han
og forsøgte sig i det ene Embede efter det andet
uden synderligt Held. Og Medlemmer af hans
egen Familie, hvilken der i det hele, ifølge
bevarede Procesakter og lignende, ikke var
meget ved (heller ikke Datteren), skaffede ham
adskillige Bryderier. Nogen videre dygtig
Embedsmand synes han heller ikke at have været.
1588 havde han en lidet lønnende Post i Sevilla
ved »den uovervindelige Armada«’s
Provianteringsvæsen, og da dette Embede inddroges, blev
han — takket være en Vens Protektion — ved
at fungere som Skatteopkræver (for nogle af
Kronens specielle Indtægter) i det sydlige
Spanien, uagtet han som Kommissionær havde
forløbet sig mod nogle gejstlige Myndigheder og
var en Tid blevet ekskommuniceret. Han maatte
som Opkræver rejse meget omkr. og lærte derved
at kende bl. a. Provinsen La Mancha ud og ind,
men for øvrigt døjede han ogsaa i disse Aar
adskillige ubehagelige Historier med
udeblivende Løn og egen Gæld til det Offentlige, som han
aldrig fik betalt. 1597 arresteredes han i Sevilla
p. Gr. a. formentlig Regnskabsuorden; han slap
dog ud ved Løfter —, som han ikke holdt. Det
er bedrøveligt at se den store Digter midt i al
denne økonomiske Jammerlighed. Et Sagn
fortæller, at han noget senere blev sat fast i den
lille By Argamasilla, som Følge af en Tvist med
dens Beboere i et Embedsanliggende. Det Hus,
hvor han skal have siddet fangen, viser man
endnu, med den (rimeligvis helt ud af Luften
grebne) Tilføjelse, at der begyndte han at digte
»Don Quijote«.
Febr 1603 (synes det) flyttede han med sin
Hustru til Valladolid og gjorde her første Del
af sin udødelige Roman færdig. Den ældste Udg.
af El ingenioso hidalgo Don Quijote de la
Mancha, d. v. s. dens første Del, saa Lyset i Madrid
1605 (Kvart), trykt hos Juan de la Cuesta. Den
er dediceret Hertugen af Béjar, Alonso López
de Zùñiga y Sotomayor. (1905 mindedes dens
Udgivelse ved en pompøs Jubilæumsfest i
Madrid). De mange Udg., der hurtig fulgte efter
hverandre, vidner om, at Bogen straks slog
ypperlig an; ikke desmindre opkom i 18. Aarh.
det Sagn, at C., da den ikke straks blev optaget
med fortjent Bifald, udsendte et anonymt lille
Skr., El Buscapié, hvori han — for at gøre
Reklame for sit Værk — fortalte, at »Don
Quijote« egl. var en Satire over Kejser Karl V,
og at en stor Del af Personerne i Romanen var
Portrætter af kendte Folk fra hans Tid. 1848
udgav Don Adolfo de Castro, en af sit
Fædrelands Litt. ikke ufortjent Videnskabsmand, som
dog i det hele ikke har noget godt Lov paa
sig for Paalidelighed, en Bog i Cadiz, der
skulde være den tabte Buscapié; men en
grundig Kritik fik snart klaret, at her forelaa et
Falsum. — C. tjente ikke lidet ved sin Roman,
men var dog i stadig Pengeforlegenhed. I Slutn.
af 1608 træffer vi ham og hans Familie i
Madrid. Han havde dog forinden i Valladolid
(1605) oplevet en ærgerlig Hændelse, idet en
ung Mand var blevet dræbt i en Tvekamp nær
ved hans Bolig; man antog, at det drejede
sig om en Kærlighedshistorie med en ung Pige
i C.’s Hus (maaske den før omtalte Datter ell.
en Søsterdatter, har man ment), og i den
Anledning arresteredes omtr. hele Familien, men
blev dog løsladt efter nogle Ugers Forløb.
Hvordan Sagen egl. hang sammen, vides ikke fuldt
ud, skønt dens Akter for største Delen er
bevarede. C. havde i sine sidste Aar Velyndere og
Beskyttere i Greven af Lemos, Vicekonge af
Neapel og Hertugen af Lerma’s Svigersøn, og
senere i Ærkebispen af Toledo, Don Bernardo
de Sandoval; i temmelig trange Kaar var han
dog lige til sin Død. 1613 udkom de ypperlige
Novelas ejemplares, 12 i Tallet; en 13., La tía
fingida, er fundet i Beg. af 19. Aarh. Fra 1615
har man to Værker af C., nemlig Digtet El
viaje al Parnaso, hvori han lader sine litterære
Samtidige passere Revu, og et Bd dram.
Arbejder, af hvilke 8 farceagtige Smaastykker
(Entremeses) ubetinget er det bedste. Særskilt
trykt er et 9. lille Stykke af samme Art, Los
dos habladores, og der er maaske Grund til at
tro, at to lgn. Entremeses ogsaa er af »Don
Quijote«’s Forf.
Men medens C. arbejdede paa 2. Del af sin
Roman, havde han den Ærgrelse, at der 1614
pludselig dukkede en Fortsættelse — og det
ikke nogen helt uheldig — af hans 1. Del op
i Tarragona; paa dennes Titelblad angav en vis
Alonso de Avellaneda sig som Forf. Nu skyndte
C. sig med at faa sin 2. Del ud (tilegnet Greven
af Lemos); det skete i Slutn. af 1615. Avellaneda
blev selvfølgelig taget grundig under
Behandling i den; og Publikum blev betaget af denne
ligesom af 1. Del. — Efter Udgivelsen af dette
Værk beskæftigede C. sig med fl. digteriske
Arbejder; men kun et af disse blev færdigt til
Trykken: den fantastiske Roman Los trabajos
de Persíles y Sigismunda. Den prægtige
humoristiske Fortale til denne ellers ikke
overdreven værdifulde Bog slutter med de Ord:
»Farvel, Vid og Munterhed; Farvel I lystige
Venner; thi nu skal jeg til at dø, og jeg haaber inden
en føje Stund at se eder glade igen i det andet
Liv«. Digteren havde i nogen Tid lidt af
Vattersot, som nu tog stærkt Overhaand i Beg. af
Apr. 1616. Endnu 19. Apr., efter at have
modtaget den sidste Olie, skrev han et forunderligt
gribende Brev til Greven af Lemos, i hvis Beg.
han, spøgefuldt benyttende et gl. Vers, siger:
»Med Foden i Stigbøjlen og med Døden paa
Læberne skriver jeg Eder til, høje Herre«. 4
Dage efter døde C.; man har villet gøre
gældende, at det var samme Dag som Shakespeare;
men man har i dette Tilfælde ikke husket
Forskellen mellem den julianske Kalender, som
endnu brugtes i England, og den gregorianske,
som var indført i Spanien. Han blev begravet i
Trefoldighedsordenens Klosterkirke i Madrid;
siden 1609 havde han været Medlem af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
