Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Censur, Bedømmelse, dels af en Eksaminands Kundskaber og Modenhed, dels af Skr. som agtes offentliggjorte - censura ecclesiastica kaldes Biskoppens Magt til at suspendere og ekskommunicere - censurere, bedømme; udøve Censur. - Census. Herved forstodes i Rom den Del af Censorernes Virksomhed, der havde med Folketællingen og Skatteligningen at gøre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Som Eksempel herpaa kan nævnes Sagen mod
Sognepræst Niels Mikkelsen Aalborg. Hele den
ældre Censurlovgivning bortfaldt ved Struensee’s
Reskr. af 14. Septbr 1770, hvorefter
fremtidig ingen skulde være pligtig til »at lade sine
Bøger ell. Skr, som han vilde overgive til
Trykken, underkaste Censur og Approbation ell. til
den Ende at indlevere samme, for at
gennemses, til dem, hvem sligt Hverv hidtil har været
overdraget«. Da dette Reskr. imidlertid
misforstodes, blev det ved et nyt Reskr. af 7. Oktbr
1771 nærmere forklaret derhen, at selvfølgelig
ingen maatte misbruge den bevilgede
Trykkefrihed til dermed at overtræde andre borgerlige
Love, og at derfor enhver Forf. var ansvarlig
for, at hans Skr. ikke stred mod Loven og
Forordningerne. Det blev derhos udtrykkelig
paabudt, at Bogtrykkeren skulde bære Ansvaret,
hvis Forf. ej kunde angives, og at ingen Bøger
maatte trykkes, uden at enten Forf.’s ell.
Bogtrykkerens Navn var anført. Men denne
Trykkefrihed blev kun af kort Varighed. Ved Reskr.
af 27. Septbr 1799 og Plakaterne af 1805,
1810 og 1814 (se nærmere Trykkefrihed)
vendte man faktisk for en stor Del tilbage til
den gl. Tilstand.
I Norge ophævedes C. 1814 ved Grl.’s § 100,
i Danmark 1849 ved Grl.’s § 91.
I Sverige var C. og Kontrollen med
Indførelsen af udenlands trykte Skr i 17. og 1.
Halvdel af 18. Aarh. efterhaanden blevet
overordentlig trykkende og ganske prisgivet
Administrationens Vilkaarlighed. 1765 lykkedes det
»Huepartiet« helt at afskaffe C. undtagen for
religiøse Skr og at indføre Trykkefrihed, dog
at ingen maatte bestride ell. anfægte Rigets
Grundlove. Allerede under Gustaf III blev den
vundne Frihed imidlertid Skridt for Skridt
taget tilbage, og navnlig knebledes den periodiske
Presse. Medens derefter Formynderregeringen
under Gustaf IV’s Mindreaarighed begunstigede
Trykkefriheden, fortrædigede Gustaf IV’s
Regering Pressen ved ethvert Middel, der stod til
dens Raadighed. I den efter hans Afsættelse
vedtagne ny Grundlov (Regeringsformen af 6.
Juni 1809) blev derfor i dens § 86
Trykkefriheden kraftig hævdet. — Smlg.
Trykkefrihed. Om C. ved Teatre, se Teater-C.
(Litt.: H. F. Rørdam, »Kbhvn’s Univ.’s
Historie« I—III [Kbhvn 1868—73]; H. Koch,
»Bidrag til C.’s Historie« [i »Hist. Tidsskr.« VI, 2];
E. Holm, »Universitetsprogram for 1885«; V.
Pappafava, »Die moderne
Pressgesetzgebung. Eine geschichtlich-rechtsvergleichende
Studie« [Leipzig 1906]).
(C. V. N.). C. W. W.
censura ecclesiastica kaldes Biskoppens
Magt til at suspendere og ekskommunicere,
indtil Kirken har faaet Oprejsning for, hvad den
har lidt. Tugtemidlerne, der anvendes, kaldes
ofte censuræ ecclesiasticæ, enten latæ sententiæ,
naar Brøden umiddelbart fremkalder Straf, ell.
ferendæ sententiæ, naar der endnu kræves en
Dom i Sagen (se Kirketugt).
H. O.
censurere, bedømme; udøve Censur.
Census. Herved forstodes i Rom den Del af
Censorernes Virksomhed, der havde med
Folketællingen og Skatteligningen at gøre. Da saavel
Stemmeret som Tjenestepligt (Bevæbningens
Art) afhang af Formuens Størrelse, var med C.
uopløselig forbundet Inddelingen af Folket i
Klasser efter Formuen; hertil knyttede sig
endvidere Censorernes ejendommelige moralske
Straffemyndighed. — C. foregik paa
Marsmarken, hvor Censorerne havde et eget
Embedslokale. Til Grund lagdes den af de foregaaende
Censorer opstillede Borgerliste, der omfattede
samtlige voksne, mandlige, økonomisk
selvstændige Borgere, inddelte i Tribus, Klasser og
Centurier, samt økonomisk selvstændige Børn
og Kvinder. Borgerne mødte efter Tribus, der
toges for i en bestemt Orden. Hver Borger
opgav under Ed Navn, Alder, Hjemsted (Tribus),
Hustru og Børn, samt Formue, saavel fast
Ejendom som Løsøre. Censorerne ansatte Formuen
til et vist Beløb i Penge (ogsaa dette Beløb
hedder C.); de kunde som Straf ansætte den højere
end dens virkelige Værdi, idet Skatten betaltes
af den ansatte Værdi. — En Særstilling ved C.
indtog de Borgere, der tjente til Hest
(Ridderne); de mødte paa Torvet i Rom, ikke paa
Marsmarken, og underkastedes en Prøve m. H.
t. deres Tjenstdygtighed.
C. var opr. kun beregnet paa selve Rom, der
jo fra først af faldt sammen med Romerstaten.
De ældste Borgerkommuners (Municipiers)
Indbyggere har sikkert mødt i Rom, hvad der
ikke kunde volde Vanskelighed, da de alle laa
i Roms Nærhed. Hvorledes man har baaret sig
ad med de fjernere Borgerkolonier, ved vi ikke.
Efter at hele Italien havde faaet Borgerret ved
Forbundsfællekrigen, lod man Magistraten i
hver Borgerkommune holde C. samtidig med den
rom. og indsende Listerne til Rom. Paa den
Tid havde dog allerede Censuren overlevet sig
selv. Siden 168 f. Kr. betaltes ikke mere
Formueskat i Rom; den forsk. Bevæbning efter
forsk. Formue var allerede langt tidligere i
Hovedsagen afskaffet; Vaabnene leveredes af
Staten mod Fradrag i Soldaternes Sold. C.
tjente saaledes i Republikkens Slutning væsentlig
kun til at inddele Borgerskabet i de Grupper,
der laa til Grund for Afstemningen i
Folkeforsamlingerne (Tribus, Klasser og Centurier), og
til at føre Opsyn med de højere Stænders
Vandel. Den afholdtes uregelmæssigt og med store
Mellemrum.
I det rom. Forbundsrige har der sikkert ogsaa,
før det fik Borgerret, fundet en C. Sted;
Romerne maatte kende de enkelte
Forbundskommuners Styrke af vaabenført Mandskab, og
Kommunerne kunde sikkert ikke undvære direkte
Skatter, der forudsætter en C. Efterretninger
herom mangler. — Ogsaa i Prov. holdtes C.,
utvivlsomt kommunevis, i Sicilien saaledes hvert
5. Aar, fra andre Prov. mangler Efterretninger.
I Kejsertiden bortfaldt efterhaanden den gl.
Form for den rom. C.; den afholdtes sidst under
Vespasian. Til Gengæld hører vi nu mere om
Prov.’s C. Den besørgedes med Mellemrum af
kejserlige Kommissærer, altid højtstaaende Mænd,
undertiden Medlemmer af Kejserhuset. Den var
nødvendig for at kunne ligne Prov.’s Afgift
retfærdigt paa de enkelte Kommuner. Endvidere
holdt de enkelte Provinskommuner C. hvert 5.
Aar; den besørgedes af de øverste Magistrater i
Kommunen, der i C.-Aaret førte Titlen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
