Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Celsius, Anders, svensk Astronom, (1701-1744) - Celsius, - 1) Olof d. Æ., svensk Polyhistor (1670-1756) - 2) Olof den Y., sv. Præst og Historieskriver (1716-94) - Celsus, - 1) en af de saakaldte 30 Tyranner - 2) Aulus Cornelius, rom. Forf. fra Ti-er's Tid - Celsus, platonisk Filosof - Celt, arkæol. Betegnelse for en Økse af særlig Form, fra Bronzealderen. - Celtis L., Slægt af Ælmefam., Buske eller Træer med spredte og toradede, hele og ofte noget skæve Blade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
produktiv og har offentliggjort sine fleste Afh. i
Sthlm-Akademiets »Handlingar«. Han redigerede
Almanakken 1728—37, 40, 41, 43—45.
Vetenskapssocieteten i Upsala fejrede 1901 200-Aars Mindet
om C. med en Tale af Hildebrandsson.
J. Fr. S.
Celsius, 1) Olof d. Æ., svensk Polyhistor
(1670—1756), var fra 1699 Lærer ved Upsala
Univ., først i Filosofi, siden i Græsk og
østerlandske Sprog. Samtidig var han
Landsby-Sognepræst og blev 1719 Dr. teol., 1727 Prof. i
Teologi og 1736 Domprovst i Upsala. Paa en
Udenlandsrejse 1696—98 skaffede han sig stor
Indsigt i østerlandske Sprog — den kæreste af
hans mange Sysler. C. var velbevandret paa
vidt forsk. Omraader: Arkæologi og Botanik, sv.
Ordbogsarbejde m. m. 1745—47 udgav han en
omfattende Afh. om Planterne i Biblen:
Hierobotanicon sive de plantis sacræ scriptaræ, som
skaffede ham stort Ry. Hans ikke mindste
Fortjeneste var den store Hjælp, han ydede Linné.
2) Olof den Y., foreg.’s Søn, sv. Præst og
Historieskriver (1716—94), blev 1740 filos.
Magister og 1747 Prof. i Historie ved Upsala Univ.
C. lod sig præstevie, udnævntes 1752 til Dr.
theol., og blev 1753 Sognepræst i Sthlm, fra 1774
som pastor primarius. Fra 1777 til sin Død var
han Biskop i Lund. C. udgav forsk.
skønlitterære Værker samt periodiske Skr. Mest syslede
han dog med Historie, og han var en af 18. Aarh.’s
mest læste sv. Historieskrivere. Højest satte
man hans »Konung Gustaf I’s historia«
(1746—53) og »Konung Erik XIV’s historia« (1774),
begge oversatte til Tysk (Bogen om Erik XIV
ogsaa til Fransk). Paa Stænderrigsdagens
Opfordring udgav han 1767 Beg. til »Svea rikes
kyrkohistoria«, som dog ikke gaar længere end
til Ansgar’s Død 865. — C. nød ogsaa stor
Anseelse som Taler — fl. af hans Mindetaler er
trykte — og spillede bl. a. derved en betydelig
politisk Rolle. Paa Rigsdagen 1760—62 var han et
af det yngre Huepartis Ledere. Hans
Selvstændighedstrang fjernede ham efterhaanden fra
Partiet, men han havde vedvarende paa de flg.
Rigsdage stor politisk Indflydelse.
A. M. D.
Celsus, 1) en af de saakaldte 30 Tyranner,
Modkejser mod Gallienus, levede som
forhenværende Krigstribun i Afrika, da han lod sig
overtale til at opkaste sig til Kejser. Efter 7
Dages Forløb blev han myrdet i Sicca, og hans
Lig kastet for Hundene (262 e. Kr.).
2) Aulus Cornelius, rom. Forf. fra
Tiber’s Tid, skrev i Tilslutning til Sextierne en
Encyklopædi, der omfattede Landbrug, Medicin,
Krigsvæsen, Retorik og Filosofi. Af dette Værk
er bevaret 8 Bøger (VI—XIII), der indeholder
en Fremstilling af Lægevidenskabens System,
udarbejdet efter gode gr. Kilder (Hippokrates
og Asklepiades) og i et godt Sprog. Som det
eneste lat. Skr. om Medicin fra den ældre
Oldtid er det af ikke ringe Vigtighed, særlig for
Kirurgiens Historie. — Udg. af Daremberg
(Leipzig 1859); S. de Renzi (Neapel 1851,
med Leksikon), oversat paa Tysk af
Ritter (Stuttgart 1840); Scheller-Frieboes
(Braunschweig 1906).
Celsus, platonisk Filosof, om hvem intet
andet er bekendt, end af han paa Kejser
Marcus Aurelius’ Tid forfattede et Skr. mod de
Kristne, hvoraf en stor Mængde Brudstykker er
bevaret i den Gendrivelse, Origines skrev et
Aarh. senere. Fra den eklektiske Platonismes
Standpunkt angriber C. Kristendommen for
Mangel paa Klarhed og logisk Sammenhæng;
Gud, som er evig og absolut og hævet over alle
menneskelige Bestemmelser, har kun frembragt
det evige, i Mennesket den udødelige Sjæl,
medens alt forgængeligt stammer fra Materien, der
beherskes af en fys. Nødvendighed, hvori Gud
ikke griber ind, da alt fra Evighed af er
ordnet efter faste Love og ikke trænger til
Forbedring. De Kristnes Lære om Synd og
Forsoning er derfor urimelig, og deres Forestilling
om Gud som Menneske i Strid med Guds sande
Væsen, men naar dertil kommer, at de i deres
Hovmod anser deres egen Tro for den eneste
rette, fordømmer alle nationale Religioner og
stiller sig uden for det alm. Statssamfund,
bliver deres Sekt en Fare, som maa bekæmpes ved
alle Midler. (Litt.: Tl. Keim, »Célsus
wahres Wort« [Zürich 1873]).
W. N.
Celt, arkæol. Betegnelse for en Økse af
særlig Form, fra Bronzealderen. Den er oftest
lille, mest 5—8 cm lang, med lige ell. buet Eg,
bagtil dannet som et ret svært, aabent Rør,
hvori et vinkelbøjet Skaft
passedes ind, stundom med
en Øsken til yderligere
Befæstelse ved Baand. I
Danmark hidrører denne Type
væsentlig fra den yngre
Bronzealders ældre og især
nyere Tidsafsnit, hvor C.
hører til de mere alm.
forekommende Oldsager; oftest
findes de som de
Arbejdsredskaber, de antagelig var,
spredte og tilfældigt, ogsaa
i beskadiget Stand; ikke
sjældent forekommer de i
Depot- og Votivfund. Formen
varierer gennem Tiderne;
særligt Arbejde er sjældent
anvendt paa dem; oftest er
kun Støberandene groft
afpudsede. Mulig har C. ikke udelukkende tjent
som Økseblad, men kan have tjent til Skærpe
for et Vaaben. Navnet skyldes opr. en
Skrivefejl i den lat. Vulgatatekst til Job’s Bog. —
Lat. celtis bet. en Stenhuggermejsel. Mejsler af
C.’s Form kendes baade fra Bronze- og
Jernalderen.
H. A. K.
 |
| Celt, ældre Type (c. 1/4). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
