Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Cellini, Benvenuto, ital. Guldsmed, Billedhugger, Stempelskærer og Medaillør, (1500-1571) - Celliter, se Lollharder. - Cello, se Violoncel. - Cellobiose (Cellose), C12H22O11, er en krystallinsk Sukkerart - Cellulæ mastoideæ, se Øre. - Cellularpatologi.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
uden Orlov tog han 1545 til Firenze. Under
Cosimo I indtog han ogsaa her en fremskudt
Stilling som Billedhugger og Guldsmed, men
finansielle Vanskeligheder og den stadige Rivaliseren
med den overmægtige Bandinelli forbitrede ham
Livet. 15. Febr 1571 begravedes han i S. S.
Annunziata. — Kendskabet til C. og hans store
Popularitet skyldes først og fremmest hans
Selvbiografi, der gaar til 1562 (Originalen
i Laurenziana i Firenze), en fængslende,
udmærket skrevet Bog, fuld af levende Træk og af
stor kulturhistorisk Værdi (særlig kendt gennem
Goethe’s Overs. efter en i øvrigt ikke nøjagtig
Kopi; en dansk Overs. fra Italiensk 1899;
Hovedudg. ved O. Bacci 1900). C.’s stærke og ofte
pralende Forherligelse af sit eget Jeg og hans
Angreb paa Modstanderne har vakt
Mistænksomhed m. H. t. Manuskriptets Paalidelighed;
nyere Undersøgelser har dog ofte kunnet
bekræfte C.’s Oplysninger, og i det hele og store
turde Bogen være et paalideligt hist. Dokument.
— Af Selvbiografiens store C.’ske Produktion er
nu kun yderst lidt tilbage (mange af
Guldsmedearbejderne er vel endnu ikke navnefæstede). Og
det tiloversblevne gør Skaar i de høje
Forestillinger om C.’s Kunstnerpersonlighed. En
overmaade habil Guldsmed og Tekniker, der ogsaa
i sit Skulpturværk vel meget er Guldsmeden og
filer paa Detaillerne, men rigtignok gør dem
udmærket, en ferm og dygtig Kunstner, men
uden dybere Originalitet. Skulptur: det store
Bronzerelief »Nymfen fra Fontainebleau« med
den hvilende Kvinde og den udmærkede Hjort
(fra Anet-Slottet, nu i Louvre), Relief med
Mynde (Bargello i Firenze), Cosimo I’s
kolossale Bronzebuste (Bargello), stort
Marmorkrucifiks (Escorial) samt den berømte
Bronzestatue: »Perseus med Medusas Hoved«
(1545—54) i Loggia de’ Lanzi i Firenze, en slank og
smuk Mandsskikkelse; paa Sokkelen findes i
Nicher fortræffelige Bronzestatuetter. Bl.
C.’s Medailler kan yderligere nævnes: Kardinal P.
Bembo og Ercole II d’Este-Medaill.;
Udarbejdelsen af den antikke Leda-Kamé i Wiens
Hofm. tilskrives C. I Guldsmedefaget tildeles der
med mere ell. mindre. Ret C. en Del kostbare
Sager, Kander, Skeer, Saltkar etc. i forsk.
Samlinger. Det berømteste og fuldt autentiske
Arbejde er Frants I’s Saltfad (Taffelopsats) i
Hofmus. i Wien, et efter Idé og Komposition ret
barokt Arbejde, men af mesterlig Udførelse. C.
skrev foruden Selvbiografien Trattati dell’
oreficeria e della scultura (1568), en Discorso om
Arkitektur og nogle Sonetter. (Litt.: Plon,
B. C. [1883, 1884]; Monografi ved Molinier
[les Artistes célèbres]; Supino [1901];
Torelli [1903]; P. de Bouchaud [Paris 1903];
W. Fred [Muther’s »Die Kunst«]; Gailly
de Taurines [1908]; Darvai [Budapest
1907]).
A. Hk.
Celliter, se Lollharder.
Cello [↱sjælo], se Violoncel.
Cellobiose (Cellose), C12H22O11, er en
krystallinsk Sukkerart, der dannes ved
Spaltning af Cellulose og forholder sig dertil som
Maltose til Stivelse. Den er meget letopløselig i
varmt Vand, næsten uopløselig i Alkohol. Den
vandige Opløsning reducerer Fehling’s Vædske
meget stærkt og drejer Polarisationsplanet til
højre: [α] D = +34°. Den spaltes ved
Hydrolyse til 2 Mol. Glukose.
R. K.
Cellulæ mastoideæ, se Øre.
Cellularpatologi. Fra Oldtiden af har Læger
og Naturforskere forsøgt at bringe
Sygdommene ind i Systemer, og disse har naturlig taget
som Udgangspunkt de Naturopfattelser, der til
de givne Tider har været de herskende.
Saaledes har Patologien (ɔ: Læren om
Sygdomsprocesserne) til forsk. Tider faaet sit særegne
Præg, efter som man henførte Sygdommene til
rent mekaniske Processer (smlg.
Iatromekanikerne) ell. til kem. Processer (smlg.
Iatrokemikerne). Nogle har absolut
paastaaet, at det var de faste Organer, der var
Udgangspunkterne for Sygdommene; denne
Opfattelse har man betegnet som
Solidarpatologien (s. d.) (af solidus, fast). Andre har
givet Legemets Vædsker Skylden for at være
Sygdommenes Sæde; denne Lære har man
kaldet Humoralpatologien (s. d.) (af
humores, Vædsker). Efter 19. Aarh.’s store
Fremskridt i Studiet af den finere Anatomis
Enkeltheder gik det efterhaanden op for Forskerne
paa disse Omraader, at det, der i sidste
Instans er Bæreren for alt organisk Liv, er
Cellen, og det laa da nær at udforske Cellens
Forhold ikke alene under den sunde, men ogsaa
under den syge Tilstand. Omkr. Midten af 19.
Aarh. udformede da Virchow en hel
patologisk Teori baseret paa de Observationer, som
var gjorte over Cellernes Forhold i den sunde
og syge Organisme. Denne hele Lære kaldte han
C., og efter gentagen Prøvelse af sine
Anskuelser, der enkeltvis var fremkomne i talrige
tidligere Arbejder, samlede han hele Systemet
i en Række Forelæsninger, som stenograferede
af en Tilhører og reviderede af Forf. udkom
1858. Bogen fremkaldte en levende Debat,
oplevede allerede næste Aar en ny Udg, og 1861
en 3., i hvilken Forf. havde foretaget en Del
Ændringer, ikke i Hovedsynspunktet, men i
Enkelthederne. Cellevirksomheden, som Virchow
inddelte i nutritiv, formativ og
funktionel, kendes jo i øvrigt langtfra i
Enkelthederne; men nogen Forestilling derom har man
vidst at skaffe sig ved Observation over de
encellede Organismer, hvor man har gjort sig
Rede for, at Livsprocessen forandres ved, at
man udsætter Cellen for forsk. udvortes
Paavirkninger, saasom Kulde, Hede, kem.,
elektriske Indflydelser, Lys, og man ser Cellen
under disse Indflydelser vise forsk. Forhold
saasom forøget ell. formindsket Bevægelighed,
Størrelse- og Formforandringer. Nu maa man
erindre, at Cellen i den sammensatte, dyriske
Organisme ikke alene er afhængig af de til den
direkte naaende ydre Paavirkninger, men
ogsaa af dem, der naar de øvrige Milliarder af
Celler, der sammensætter Organismen, og
saaledes kan ikke blot Nabocellerne ved direkte
Saftudveksling forøge ell. forringe Cellens
Livsenergi, men ogsaa indbyrdes fjerne Celler kan
gennem Paavirkning af Næringsvædsken —
Blodet — udøve Indflydelse paa hinanden, saa at
den ene Celles Livsenergi til en vis Grad
afhænger af hele Organismens Tilstand, medens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
