Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Cavour, Camillo Benso di, Greve, ital. Statsmand, (1810-1861)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Europas Frihed og ytrede aabent sin Jubel over
Julirevolutionen. Novbr 1831 tog han, ked af
Militærtjenesten, sin Afsked til Familiens store
Misnøje og gav sig til at studere
Nationaløkonomi, der i hans Øjne var den vigtigste
Videnskab til Fædrelandets Trivsel. Han gjorde
senere fl. Rejser til Frankrig og England (særlig
1835 og 1843), og her fæstnedes hans frisindede
Grundsætninger og hans Kærlighed til det
konstitutionelle Kongedømme, medens han lige saa
stærkt fordømte Mazzini’s revolutionære Planer
som sit Hjemlands klerikale og aristokratiske
Enevælde. Skønt han var overtydet om Adelens
snare Fald og om Samfundets gradvise
Udvikling i demokratisk Retning, afviste han bestemt
Tanken om alm. Valgret som alt for forhastet
og mente, at de praktiske Fremskridt burde
gaa forud for de politiske. Tidlig var han klar
over, at det ikke alene gjaldt at forøge Landets
Rigdom, men ogsaa at fremme dens Fordeling
og et godt Forhold mellem Arbejdsgiverne og
Arbejderne. Særlig følte han sig tiltalt af eng.
Statsordning og Statsstyre, samt andre eng.
Forhold, og fik derfor senere af sine
Modstandere Spottenavnet »Mylord C.«. Imidlertid
havde han 1835 overtaget Styrelsen af sin Faders
Godser og udviklede sig hurtig til en ivrig og
ypperlig Landmand, indførte ny
Dyrkningsmaader, Brug af Guano og Maskiner o. s. fr.;
Ejendommene blev efterhaanden
Mønstergaarde, og han selv tjente i Aarenes Løb en stor
Formue. 1842 var han Medstifter af et stort
Landbrugsselskab, der ikke alene arbejdede for
Landbrugets Udvikling, men ogsaa blev
Samlingssted for alle frisindede Mænd i Landet. Han
tog meget virksom Del i dets Arbejder, bl. a.
som Medarbejder af dets Blad, men blev
alligevel fortrængt 1846 af sine radikale
Modstandere. Endvidere skrev han Artikler til fr. og
schweiziske Tidsskr om sociale og politiske
Spørgsmaal, saaledes om Frihandelens Bet., om
Anlæg af Jernbaner i Italien og om Irlands
Tilstand (imod O’Connell’s Bestræbelser for at
ophæve Foreningen med England) samt
medvirkede desuden til Grundlæggelse af Bankerne
i Genua 1844 og Turin 1847 o. a. offentlige
Formaals Fremme.
Da en friere Luftning Efteraaret 1847
begyndte at røre sig i Kongeriget Sardinien, var
C. straks rede til at kaste sig ind i politisk
Virksomhed, skønt det endnu varede 5 Aar, før
han kom til at spille den ledende Rolle. Han blev
Decbr Medstifter af et Dagblad med det
varslende Navn Risorgimento (Genoprejsning, d. v.
s. Italiens), og om end Balbo skrev
Programmet, blev C. dog Bladets ansvarlige Leder og var
i de flg. Aar dets vigtigste og flittigste
Medarbejder. Da Genua, som altid var forrest i
politisk Optræden, Jan. 1848 sendte en
Deputation til Hovedstaden for at bede om større
Frihed, holdt Redaktørerne et Fællesmøde for
at drøfte deres Stilling til Spørgsmaalet. Her
udtalte C. da aabent, at man skulde kræve en
fri Forfatning, hvad ogsaa vedtoges. Selv
tredie gik han til Justitsministeren for at
overbringe Ønsket, og da Censuren ikke vilde
tillade Trykning af Mødets Forhandlinger, sendte
C. personlig Kong Karl Albert en Meddelelse
derom, hvorhos han i sit Blad gjorde gældende,
at naar Neapolitanerne kunde faa en
Forfatning, hvad nys var lovet dem, kunde
Piemonteserne vel ogsaa være værdige dertil. Da
Kongen endelig bestemte sig til at give efter for
Stemningen, blev C. Medlem af en
Kommission til at udarbejde Valgloven, og den var
ogsaa nærmest hans Værk, d. v. s. hvilende paa
meget indskrænket Valgret. Da Kongen i Marts
besluttede sig til at paaføre Østerrig Krig for
at udfri Lombardiet og Venetien fra dets
Herredømme, var C. aldeles enig heri: »nu var det
savojiske Kongehus’ Skæbnetime slaaet«. Han
delte ogsaa fuldt ud Forhaabningerne om
Sejren, men da Skuffelsen kom, var han tidlig paa
det rene med, at Italien maatte have en
Stormagt til Hjælper. Han saa da nærmest hen til
England, hvis frisindede Statsmænd han
nærede den største Tillid til. Han vidste helt vel,
at det fr. Folk nok vilde ønske Østerrigerne
fordrevne, men ingenlunde ønskede Italiens
Uafhængighed og endnu mindre Dannelsen af
et stort norditaliensk Kongerige. C. blev ikke
straks valgt til Deputeretkamret, men kom først
derind ved Udfyldningsvalg i Juni og sluttede
sig straks til Højre. Han kæmpede stadig og
med stor Kraft mod Venstres radikale Forslag
og trodsede djærvt den Hyssen, der fulgte hans
Taler baade fra Flertallets og fra Tilhørernes
Side. Ved de ny Valg Jan. 1849 vragedes han,
men fortsatte ufortrøden sin Kamp i
Bladartikler. Førsteministeren Gioberti’s Plan, at
genindsætte Storhertugen af Toskana og Paven i
deres Lande med Vaabenmagt, for derved at
undgaa udenlandsk Indblanding og siden samle
alle Italiens Fyrster til fælles Kamp mod
Østerrig, havde hans fulde Billigelse, men blev
imidlertid ikke forsøgt. Derimod optog Sardinien
Kampen alene, og Nederlaget ved Novara
fulgte snart efter.
C. sluttede sig straks til den unge Konge
Victor Emanuel’s Politik, og hans ny
Førsteminister d’Azeglio; men han, der allerede som ung
Officer havde tænkt sig en Gang at blive
Italiens Minister, og som tiltroede sig at have
kunnet hindre Ulykken, saafremt han selv
havde haft Ledelsen i sin Haand, følte sig skuffet
over, at hans egne Meningsfæller ikke vilde ell.
turde optage ham i Ministeriet. Et Tilbud om at
blive Sendemand i London afslog han, idet han
foretrak at blive hjemme og arbejde for
Frihedens og Ordenens Sag. Juli 1849 valgtes han
paa ny ind i Deputeretkamret for Turins første
Kreds og beholdt denne Kreds uafbrudt til sin
Død. Da Oppositionen vægrede sig ved at
godkende Freden, skønt der ingen Mulighed var
for at komme uden om, raadede han dristig til
at forsøge en ny Opløsning; dette Raad blev
ogsaa fulgt og viste sig at være rigtigt. Han
blev selv Ordfører for det Udvalg, som
foreslog Fredstraktatens Billigelse, og fra denne
Stund var C. en af Kamrets ledende Mænd og
en af dem, hvis Tale altid blev hørt med
Opmærksomhed. Dog var han ikke egl. veltalende,
ja talte knap det ital. Sprog fejlfrit, men hans
overlegne Indsigt, grundige Kundskaber og
skarpe Tankegang sikrede ham Indflydelse.
Han støttede ivrig Siccardi’s Lovforslag om at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
