Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Caracalla, rom. Kejser 211-17 e. Kr. - Caracalu, By i Rumænien, Valakiet, ligger 150 km VSV. f. Bukarest - Caracara (Polyborus thorus), se Gribbefalke. - Caracas, Hovedstad i den sydamer. Republik Venezuela og i Forbundsdistriktet C. - Caracci, d. s. s. Carracci. - Caraccioli, neapolitansk Familie af gr. Oprindelse - Caracoles, By i den chilenske Prov. Antofagasta - Caracolit, et farveløst, tilsyneladende heksagonalt Mineral, der bestaar af Svovlsyre, Blyilte, Natron, Klor og Vand - Caractacus, se Caratacus. - Caradoc-Lagene, en ældre Betegnelse for Bala-Lagene. - Caradozzo, italiensk Guldsmed, se Foppa. - Cara(f)fa, neapolitansk Slægt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at beholde Hærens Yndest, og ogsaa den af ham
udstedte vigtige Lov, hvorved den rom.
Borgerret tildeltes alle fri Indb. af Riget, hænger
sammen med hans Finansstyrelse; Provinserne kom
derved foruden deres tidligere Ydelser tillige til
at betale de for de rom. Borgere særlige
Skatter, men denne Forholdsregel danner dog den
naturlige Konsekvens af de foregaaende
Kejseres Politik, der gik ud paa at udjævne
Uligheden mellem Hovedstaden og Provinserne.
Ligesom Faderen var ogsaa C. meget
byggelysten, og han opførte især de pragtfulde Bade
(Termer), hvis Ruiner endnu hører til de mest
fremtrædende i Rom.
Kr. E.
Caracalu, By i Rumænien, Valakiet, ligger
150 km VSV. f. Bukarest. (1900) 12025 Indb.
Ved C. forefaldt 1599 et Slag mellem Fyrst
Michael af Rumænien og Tyrkerne.
H. P. S.
Caracara (Polýborus tharus), se
Gribbefalke.
Caracas, Hovedstad i den sydamer. Republik
Venezuela og i Forbundsdistriktet C., 1930
km2 med (1910) 113204 Indb., ligger 920 m o. H.
i en Dal bag den venezuelanske Kystkæde, og har
(1910) c. 73000 Indb. C. er ved Baner forbundet
med Havnestæderne La Guaira og Puerto
Cabello. Centrum for Byen er Plaza Bolivar med
Præsidentens Palads, Katedralen, Biskoppens
Palads. Endvidere findes i Byen Universitetet
med Bibliotek og Mus., Palacio federal,
Panteon med Bolivars Grav, Teater o. s. v. Byen
grundlagdes 1567 af Diego Lozada under
Navnet Santiago de Leon de C. og var i lang Tid
Hovedstad for det sp. Generalkapitanat C.
Byen har ofte været hjemsøgt af Jordskælv.
M. V.
Caracci [ka↱rat.∫i], d. s. s. Carracci.
Caraccioli [ka↱rat.∫oli], neapolitansk Familie
af gr. Oprindelse. Af dens Medlemmer kan
nævnes Gianni C., der som Dronning Johanne II’s
Sekretær og Yndling tyranniserede Folket
1416—32, indtil han dræbtes af nogle
Sammensvorne.— Roberto C., 1425—75, Biskop i Lecce
samt Prædikant i Minoriterordenen, vandt stor
Anseelse som Forf. af Prædikener og andre
teologiske Skr (hans Værker er udgivne bl. a.
i Venedig 1490, 3 Bd i Folio). — Marino C.,
Kardinal og Diplomat (1469—1538), Biskop af
Catania, sendtes af Pave Leo X til Tyskland for at
faa Kurfyrsten af Sachsen til at udlevere
Luther til ham; 1529 førte han
Fredsunderhandlinger med Milano i Karl V’s Navn, og efter
den sidste milanesiske Hertugs Død fungerede
han som Statholder i hans Land. — Jean
Antoine C., f. i Beg. af 16. Aarh., d. 1569, levede
i Frankrig; som Biskop af Troyes førte han et
noget verdsligt Liv og viste tillige stærk
Sympati for Reformationen, hvis Førere, Calvin og
Théod. de Bèze, han omgikkes. C. deltog som en
af de kat. Bisper i den bekendte Sammenkomst
i Poissy, men optraadte meget selvstændig, og
da han kom hjem derfra, lod han sig ordinere
som reformert Biskop, blev saa afsat og levede
de sidste Aar af sit Liv under Navnet Fyrste af
Melfi. — Domenico C., f. i Neapel 1715, d.
smst. 1789, en begavet og vittig Mand, 1780
Vicekonge paa Sicilien, 1786 Udenrigsminister, var
som Gesandt i Frankrig en god Ven af
Encyklopædisterne. — Francesco C., neapolitansk
Admiral og Patriot (1752—99). 1798 var han med til
at eskortere den flygtende neapolitanske
Kongefamilie til Palermo og overgik den Gang selve
Nelson i Sømandskunst, hvilket lagde Grunden
hos den eng. Søhelt til et dødeligt Had mod
ham. Kort Tid efter optraadte han i den
nyoprettede parthenopæiske Republiks Tjeneste, blev
dens Krigsminister og Admiral og kæmpede
tappert mod Englænderne og Kardinal Ruffo’s
Tropper. Efter Neapels Kapitulation fik Nelson,
paa Opfordring af sin Elskerinde, Emma
Hamilton (denne var atter paavirket af
Dronningen af Neapel), ham udleveret, under det
Paaskud, at han vilde frelse den tapre Mands Liv.
Men da han havde faaet C. l sin Magt, lod han
ham hænge i en Raa paa C.’s eget Admiralskib
»Minerva« og derpaa kaste i Havet.
(E. G.). E. M-r.
Caracoles [-↱kålæs], By i den chilenske Prov.
Antofagasta, forbundet med Staden Antofagasta
ved en Jernbane, opstaaet ved Opdagelsen af
Sølvminer 1870 i den den Gang til Bolivia
hørende Ørken Atacama. C. ligger 2865 m o. H.
og har c. 3000 Indb.
M. V.
Caracolit, et farveløst, tilsyneladende
heksagonalt Mineral, der bestaar af Svovlsyre,
Blyilte, Natron, Klor og Vand; det optræder som
Forvitringsprodukt af naturlige Blyforbindelser
paa fl. St. i Chile.
(N. V. U.). O. B. B.
Caractacus, se Caratacus.
Caradoc-Lagene [↱kärädåk-], en ældre
Betegnelse for Bala-Lagene.
Caradozzo [-↱dåt.so], italiensk Guldsmed, se
Foppa.
Cara(f)fa, neapolitansk Slægt. Giovanni
Pietro C. valgtes til Pave under Navn af Paul
IV (1555—59). Dennes Nevø Carlo (1517—61)
var Gejstlig af Livsstilling, men meget verdslig
i sit Liv. Efter nogle Aars Krigstjeneste kom
han til at nyde godt af Onklens Nepotisme og
blev Kardinal; ved Ligaen med Henrik II af
Frankrig mod Spanien spillede han en
væsentlig Rolle, men drev snart i Smug forræderske
Underhandlinger med Filip II og berigede sig
desuden umaadelig. Endelig styrtedes han af
selve sin Onkel tilligemed sine to Brødre, og
efter Konklavet 1559, hvor Pius IV valgtes,
arrestederes han og henrettedes sammen med
Broderen Antonio. — Antonio C., d. 9. Marts
1693 i Wien, var i østerr. Tjeneste fra 1665 og
naaede Feltmarskals Rang, 1683 var han med
til at undsætte Wien, 1686 til at indtage Ofen.
Mod de ung. Rebeller (Tököly’s Tilhængere) var
han meget haard og holdt 1687 en Blodret, som
foranledigede hans Tilbagekaldelse; dog
udnævntes han siden til Guvernør i Siebenbürgen
og Ridder af den gyldne Vlies. En Tid kæmpede
han mod Frankrig under Karl af Lothringen.
— Ettore C. di Ruvo, neapolitansk Patriot
(1769—99), sluttede sig til den fr. Revolutions
Ideer og blev sat i Fængsel i Sant’ Elmo 1795,
men flygtede ved en Officersdatters Hjælp til
Milano. Med Franskmændene kom han igen til
Napoli 1799 og viste sig nu lige saa ædelmodig
som tapper i Krigen; men efter Stadens Fald
blev han svigefuldt fangen og henrettet. Han
døde med stort Mod. (Litt.: A. Reumont,
»Die C. von Maddaloni« (Berlin 1851, 2 Bd) —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
