Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Børn (jur.). Ordet Børn betegner (I) et Slægtskabsforhold (modsat Forældre), (II) et Alderstrin (modsat Voksne)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fødselsattest ikke Moderens Navn. Tidligere havde
et saadant Barn overhovedet ikke Ret til at faa
at vide, hvem der var dets Moder; det fik
derfor retligt ingen Moder, medmindre hun selv i
Ord ell. Gerning anerkendte Barnet som sit. For
B. f. efter 1. Juli 1908 er det nu bestemt, at
Barnet ell. dets Værge altid kan forlange Bevis
meddelt fra Stiftelsen om, hvem Moderen er. —
Hvem der er Fader til et Barn, kan
vanskeligt bevises med Sikkerhed; men Retsordenen
opstiller særlige Bevisregler (se ndf. A. 2 og
B. 3 og 4).
A. Ægtebørn. Ordet Ægtebarn kommer af
Ægtekonebarn (opr. Adelkonebarn). Opr.
betegnede det derfor en »Ægtekones« Barn, men
denne Bet. har det tabt og bruges nu om
ethvert Barn, der har Ægtebarns Retsstilling.
1. Ægtebarn er a) ethvert Barn, hvis
Forældre var gifte paa den Tid, da Barnet blev
undfanget — et saadant Barn er »ægtefødt«, selv
om Forældrenes Ægteskab er blevet opløst før
Barnets Fødsel, b) ethvert Barn, hvis Forældre
senere har indgaaet Ægteskab. Sker dette før
Barnets Fødsel, er Barnet »ægtefødt« ligesom
de under a) nævnte B.; sker det efter Fødslen,
bliver Barnet Ægtebarn fra Ægteskabets
Indgaaelse (»legitimeres« ved Ægteskabet), c) B.
kan endelig blive Ægtebørn ved
Legitimationsbevilling, ell. ved at Faderen kuldlyser dem.
Om disse to Klasser af B. gælder særlige
Regler (se Kuldlysning og Legitimation).
I det flg. tænkes kun paa B., der er
ægtefødte ell. legitimerede ved
Ægteskab.
Disse B. vedbliver at være Ægtebørn, naar
Forældrenes Ægteskab opløses, ja selv om det
omstødes som ugyldigt. Hvis Ægteskabet
overhovedet ikke maa bestaa, fordi Parterne er for
nær beslægtede ell. besvogrede, ell. fordi en af
dem var gift i Forvejen (se Ægteskab), synes
en log. Betragtning at føre til, at Børnene ikke
bliver Ægtebørn, og denne Konsekvens drages
ogsaa i England. Af Hensyn til den uskyldige
Ægtefælle lader da. Ret (D. L. 3—16—16—8)
dog B. blive Ægtebørn, hvis blot en af
Forældrene (baade ved Vielsen og paa
Undfangelsestiden) var uvidende om, at der forelaa
Bigami ell. Blodskam. Beslægtede Regler gælder
i Tyskland og Frankrig. I Norge (Arvelov § 4,
jfr. L. 10. Apr. 1915) og Schweiz gaar man af
Hensyn til Børnenes Tarv endnu videre og lader
Børnene blive Ægtebørn, selv om begge
Forældre var »i ond Tro«. Dette vil ogsaa blive
Reglen efter de Udkast til L. om Ægteskabs
Indgaaelse og Opløsning, der i 1913 blev afgivne
af en skandinavisk Kommission (de sv. Udkast
er Maj 1915 vedtagne af Rigsdagen i Sverige).
I ældre Tid, da Trolovelse fandt Sted, var
»Fæstefolks« B. ogsaa Ægtebørn i visse Tilfælde
(D. L. 5—2—33); en saadan Regel er ogsaa
optaget i den schweiziske Lovbog (Z. G. B. § 260).
I Sverige har man bevaret meget vidtgaaende
Regler i denne Retning, og efter de lige
omtalte sv. Lovforslag bliver alle B. af Forlovede
(trolovade) Ægtebørn.
2. Hvis der skal føres Bevis for, at et Barn
er Ægtebarn, maa det bevises: a) hvem der er
Moder til Barnet (se ovf.), b) at Moderen er
(har været) gift, c) at hendes Mand er Fader
til Barnet (Mandens »Paternitet«). Beviset for
Moderens Ægteskab føres normalt ved
Vielsesattest. Paterniteten kræver intet særligt
Bevis, saafremt Barnet er undfanget, medens
Ægteskabet bestod (ell. nøjagtigere: saafremt
det efter Oplysningerne om Undfangelsestiden
ikke er givet, at det er undfanget uden for
Ægteskabet). For dette Tilfælde opstiller man
nemlig her — som i andre Lande — den
Grundsætning, at Ægtemanden anses som Fader til
Barnet, medmindre det bevises, at han ikke
er det (»pater est quem nuptiæ demonstrant«).
— Sætningen fraviges dog, hvis Ægtefællerne
var lovformelig separerede paa
Undfangelsestiden. — Det er uden Bet., om det oplyses, at
Moderen paa Undfangelsestiden har staaet i
Forhold til andre Mænd; thi derfor er det ikke
udelukket, at det er Ægtemanden, der er Fader.
Da man heller ikke tillægger Parternes
Forklaring afgørende Vægt, kan man vanskelig
bevise, at Barnet ikke er Ægtebarn, medmindre
det kan oplyses, at Manden er impotent, ell. at
Manden ell. Konen i hele det Tidsrum, inden
for hvilket Undfangelsen kan være sket, har
været bortrejst, i Fængsel e. l.
Hvis det er givet, at Barnet er undfanget før
Ægteskabets Indgaaelse, er Sætningen »pater
est . . .« uanvendelig. Til Gengæld tages det her
i Alm. som tilstrækkeligt Bevis for Paterniteten,
at Manden anerkender, at han er Fader til
Barnet; herved maa dog mærkes, at et Barn, der
er undfanget uden for Ægteskab, aldrig kan
blive Ægtebarn, hvis det oplyses, at Moderen
paa Undfangelsestiden har haft Samleje med fl.
Mænd (anderledes ofte i Udlandet).
Om Beregningen af Undfangelsestiden (det
Tidsrum, inden for hvilket Undfangelsen kan
være foregaaet) haves ofte Lovregler i
Udlandet; efter tysk Ret er det saaledes Tiden fra
181 til 302 Dage før Fødslen (inkl. altsaa et,
Spillerum af 122 Dage). Hos os indhenter man,
hvor der opstaar Tvivl, en sagkyndig Udtalelse
om det enkelte Tilfælde; herved vil
Spillerummet efter Retslægeraadets nuv. Praksis som
oftest kunne bringes ned til lidt over 2 Maaneder.
3. Om Ægtebarns Retsstilling er
Hovedgrundsætningen, at det staar i fuldt
anerkendt Familieforhold baade til Fader og til
Moder. P. Gr. a. den nedarvede Opfattelse, der
betragter Manden som Familiens Hovedperson,
vil Forholdet til Faderen dog have de stærkeste
Virkninger.
Barnet skal saaledes bære samme Efternavn
som Faderen — ogsaa hvis han opnaar
Navneforandring, medens Barnet er under hans
Forældremagt. Barnet bliver adeligt, hvis
Faderen er adelig; derimod faar det ikke hans Rang
(men et adeligt Barn kan i Kraft af sin Adel
faa samme ell. en anden Rang). Indfødsret
(Statsborgerret) faar Barnet, hvis Faderen
havde det ved Barnets Fødsel (ell. hvis han dør
forinden, da ved Døden), ell. hvis han faar det,
før Barnet fylder 18 Aar. Med Indfødsretten
erhverver Barnet Forsørgelsesret her i Landet;
dets Forsørgelsessted (s. d.) vil i Reglen bero
paa Faderens Forhold (Fattigl. 9. April 1891
§§ 18 og 22).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
