Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Böhmen (tsch. Cechy) (se Kortet »Østerrig«), Kongerige og Kronland under det østerr.-ung. Monarki
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forøgelse af den kgl. Magt; navnlig gik det ud
over Prag og de andre Stæder, som mistede
deres lokale Selvstyre og store Landejendomme.
1556 fik Jesuitterne Indgang i B., og 1561
besattes atter Ærkebispestolen i Prag, som havde
staaet ledig siden 1421. Alligevel gjorde
»Modreformationen« ikke store Fremskridt i B.
under Ferdinand I og heller ikke under hans Søn
Maximilian (1564—76), der havde friere
religiøse Anskuelser. Stænderne bevægede endog
1575 Kong Maximilian til mundtlig at
anerkende den saakaldte »bøhmiske Konfession«
(Confessio Bohemica), der i Hovedsagen er identisk
med den augsburgske Trosbekendelse, kun i
Nadverdogmet mere overensstemmende med
Calvin’s Lære. Maximilian’s Søn Rudolf
havde kun ringe Interesse for de religiøse
Stridigheder; han elskede Kunst, forsømte
Statssagerne og var periodisk sindssyg. Fra Aar 1600 blev
han af pavelige Udsendinge og af sin Broder
Matthias tvunget til en mere klerikal Kurs; men
Rivalskabet mellem Brødrene tvang snart
Rudolf til at søge Hjælp hos de bøhmiske
Stænder, og ved det saakaldte »Majestætsbrev« af 9.
Juli 1609 anerkendte han Confessio Bohemica
og gav Protestanterne Kontrol over Prags Univ.
Samtidig garanterede de protestantiske og de
kat. Medlemmer af Landdagen gensidig
hinanden fuld religiøs Frihed. Bagefter søgte
Rudolf forgæves at tage sine Indrømmelser
tilbage ved Hjælp af Ærkehertug Leopold’s Hær;
Stænderne sluttede sig nu til Matthias og
udraabte ham til Konge (23. Maj 1611); allerede
det flg. Aar døde Rudolf. Skønt Matthias
havde fundet Støtte hos de protestantiske Stænder,
gik hele hans Politik som Konge ud paa at
svække det nationale protestantiske Parti. Han
fik den ivrige Katolik, Hertug Ferdinand af
Steiermark valgt til sin Efterfølger;
Protestanternes Rettigheder blev tilsidesatte, deres Kirker
lukkede o. s. v. Dette førte til Uroligheder i
Prag, hvorunder nogle bøhmiske Adelsmænd
kastede to af Kongens Raadgivere ud gennem
Vinduerne i det kgl. Slot (23. Maj 1618) — en
Begivenhed, der blev den direkte Anledning til
Trediveaarskrigen (s. d.). Da Matthias
døde det flg. Aar, valgte de bøhmiske Stænder
Kurfyrste Frederik af Pfalz til Konge; men i
Slaget paa det hvide Bjerg ved Prag (8. Novbr
1620) tilføjede den kejserlige Hær Bøhmerne et
afgørende Nederlag.
B. maatte nu underkaste sig uden Modstand,
og den nationale Bevægelse blev slaaet ned for
lange Tider. De vigtigste nationale Ledere
henrettedes, og alle aktive Protestanters og
Nationalisters Landejendomme konfiskeredes.
Næsten hele den gl. tschechiske Adel blev paa den
Maade drevet i Landflygtighed og erstattedes
med indvandrede tyske Eventyrere. Den kat.
Modreformation gennemførtes med stor
Grusomhed; alle standhaftige Protestanter maatte
udvandre. Kong Ferdinand afskaffede 1627 B.’s
gl. Konstitution, idet han fratog Landdagen al
lovgivende Myndighed; samtidig fik det tyske Sprog
lige Ret med det tschechiske i offentlige Sager.
Kolonister fra Sydtyskland erstattede det uhyre
Befolkningstab, som Trediveaarskrigen og de
religiøse og politiske Forfølgelser foraarsagede.
Katolicismen blev derved bragt til afgjort Sejr
og Tyskheden samtidig i høj Grad styrket. B.
mistede efterhaanden al politisk Individualitet
og blev simpelthen en Del af Østerrig. — Efter
Karl VI’s Død (1740) rejste Kurfyrste Karl af
Bayern Krav paa B.’s Trone, gjorde Indfald i
Landet, erobrede Prag og lod sig vælge til
Konge af B. (19. Decbr 1741); men allerede det flg.
Aar erobrede Østerrigerne B. tilbage. Under
Maria Theresia og endnu mere under hendes
Søn Josef II foretoges fl. Ændringer i
Administrationen, hvorved de sidste Spor af B.’s
Selvstyre udslettedes. Saaledes afskaffedes 1749
de særlige bøhmiske Domstole; de bøhmiske
Embedsmænd stilledes under
Centralregeringen i Wien; og under Josef II, der ikke vilde
krones i Prag som Konge af B., indførtes det
tyske Sprog i alle højere Skoler. Samtidig gik
Landet stærkt fremad i økonomisk og kulturel
Henseende.
Efter Napoleonskrigene, som for øvrigt ikke
berørte B. meget, vaagnede den tschechiske
Nationalbevidsthed atter, og der begyndte en
national Bevægelse, der først fandt sit Udtryk i
en Opblomstring af den tsch. Litt.
Metternich’s Styre forhindrede her som overalt i de
habsburgske Lande enhver fri politisk Rørelse.
1845 gjorde den bøhmiske Stænderforsamling
dog Krav paa sin Ret til at bevilge Skatter; og
1847 opstillede Stænderne et helt
Reformprogram med flg. Hovedpunkter: fyldigere
Repræsentation for Byerne, Ret for
Stænderforsamlingen til at øve Kontrol med Landets Finanser,
Indførelse af det tschechiske Sprog i alle højere
Skoler. Efterretningen om Februarrevolutionen
1848 vakte stor Ophidselse i Prag. Paa et
Folkemøde 11. Marts vedtoges en Ansøgning til
den kejserlige Regering, krævende lige Ret for
det tschechiske Sprog med det tyske i offentlige
Sager, Sammenkaldelse af en Landdag for alle
de bøhmiske Lande (B., Mähren og Schlesien)
og talrige liberale Reformer. Den Deputation,
som forebragte disse Ønsker i Wien, fik et
undvigende Svar; men en ny Deputation fremsatte
Kravene i skarpere Form, og Kejser Ferdinand
erklærede derefter (8. Apr.), at begge
Nationaliteter i B. skulde nyde lige Rettigheder, at
Spørgsmaalet om Mährens og Schlesiens
Genforening med B. skulde overlades til en
østerrigsk Rigsdag, og at en Landdag skulde
sammenkaldes for B., i hvilken Stæderne skulde
have fyldig Repræsentation. Valgene til denne
Landdag fandt Sted 17. Maj; men p. Gr. a. de
voldsomme politiske Begivenheder blev den
aldrig indkaldt. Af Had til Tyskerne undlod
Tschecherne at deltage i Valgene til Rigsdagen
i Frankfurt, der skulde udarbejde en fri
Forfatning for hele det tyske Rige. Derimod
udsendtes fra Prag Opfordring til alle de slaviske
Stammer i Østerrig om at sende
Repræsentanter til en slavisk Kongres, som aabnedes
i Prag 2. Juni; endog udenrigske Deltagere
havde indfundet sig. Det vedtoges her at udsende
et Manifest til alle europ. Folk for at oplyse
dem om de virkelige Forhold i Østerrig;
endvidere en Adresse til Kejseren, fremsættende
de slaviske Krav; og endelig lovede de slaviske
Stammer hinanden gensidig Hjælp i Kampen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
