Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bygningskunst (hertil Tavlerne »Bygningskunst« I-XII), Arkitektur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
medens Brunellesco endnu kun raadede over en ret
begrænset klassisk Formskat og f. Eks. næsten
kun brugte glatskaftede korinthiske Søjler,
begyndte hans nærmeste Efterfølgere at beherske
de forsk. Søjleordener. Ogsaa Ornamenterne
sluttede sig nærmere og nærmere til det rom.
Acanthusværk. Dog nøjedes man ingenlunde med
at efterligne Oldtiden; den ny Tid stillede ny
Opgaver, som Rom ikke havde kendt i sin
Velmagtstid; Paladsfacader, Raadhuse, Loggiaer og
Kirker kunde ikke kopieres efter hedenske
Templer, som da heller aldrig blev direkte
efterlignede; dertil var Datiden for selvstændig og
for sund, og lærerigt er det at følge, hvorledes
selv de rent ideale Centralanlæg udvikles
videre, hvorledes Kuplernes Yderarkitektur,
Tambur og Lanterne, formes til en kunstnerisk Helhed,
og hvorledes de perspektiviske Kundskaber gør
sig gældende i B. Facadekompositionerne vinder
efterhaanden en rytmisk Veksling, som
Antikken kun i ringere Grad havde kendt, og
Enkelthederne bliver livfuldere, idet Renaissancen
opsøger de rigeste antikke Pilastre og digter
videre paa Grundlag af dem.
Gennem Værker af florentinske Arkitekter som
Michelozzo, Majano og Rosellini kan Udviklingen
følges, men den betydeligste Florentiner i
Generationen nærmest efter Brunellesco var dog
Alberti; paa een Gang Forf. og Arkitekt skrev
han det første litterære Arbejde om
Arkitekturen siden Vitruv og Oldtiden og definerede
dens Skønhed som en fornuftmæssig, harmonisk
Samstemning mellem alle Dele, saaledes at intet
kan føjes til og intet tages fra, uden at det hele
bliver ringere, og selv søgte han at gennemføre
Teorierne i Bygninger som Palazzo Rucellai i
Firenze og Kirkerne S. Francesco i Rimini og
S. Andrea i Mantova, hvor han bidrog til den
klassiske Udformning af Søjleordener og
Arkader. I det hele fastholdt Florentinerne
Brunellesco’s nøgterne, rolige Program, omend
deres Stil i sidste Halvdel af Quattrocento blev
elegantere og sirligere (Cancellaria i Rom, 1486,
Palazzo Strozzi, 1489), men da Renaissancen efter
1450 bredte sig over Italien, ændredes dens
Karakter. Især i Norditalien, hvor man var fjernet
fra de antikke Kilder, og hvor den nord.-europ.
Gotik sad fastere i Sadlen, blev den strenge
Florentinerstil dekorativ og
legende (V, 2). Medens
Interessen for Proportioner og
Logik, der fra første Færd
var mere kompositionel end
reel, svækkedes, medens
Helheden ofte blev sløj og
usammenhængende, dyrkedes den
festlige, maleriske
Marmorinkrustation i Venedig, hvor
den lille Kirke S. Maria dei
Miracoli er det ypperste
Eksempel paa Byens særegne
Renaissance, og den
hjemlige brogede
Teglstensarkitektur i Bologna og i
Lombardiet; overalt lagdes der
særlig Vægt paa den rige
Ornamentik, som vi møder
i Dogepaladsets Gaard og
fremfor alt i Facaden af
Klosterkirken Certosa ved
Pavia. De norditalienske
Stenhuggeres dekorativt
ornamentale Retning, der bedst
kendetegnes ved deres
Balustersøjler, fik Indflydelse i hele Italien. Men
midt i Rigdommen mærkes der dog en ny
Afklaring; Laurana viste Vejen med Slottet i
Urbino og fra Urbino udgik den ny Tids
Hovedmester, Bramante, der fik sin første
Virkekreds i Norditalien.
Højrenaissance (Cinquecento). —
Allerede i et Ungdomsværk som Sakristiet ved S.
Satiro i Milano forstod Bramante at forene den
 |
| Fig. 19. Palazzo Strozzi i Firenze. |
|
| Fig. 20. Bramante’s Tempietto ved S. Pietro in Montorio i Rom. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
