Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bygningskunst (hertil Tavlerne »Bygningskunst« I-XII), Arkitektur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Populært kaldes den romanske Stil
Rundbuestilen, og baade i det Indre og det Ydre er
Buerne halvcirkelformede som de romerske;
rundbuede er de tragtformede Vinduer, hvis
Lysaabning af praktiske Grunde gøres saa lille
som muligt; et rundbuet Spejl (Tympanon)
indsættes hyppigt over Dørene; Rundbuefriser
under Gesimserne slutter sig til fremspringende
Murlisener, der markerer Hjørner og stundom
Faginddeling og sammen med Soklerne synes at
omgive Murfladerne med en beskeden, men sund
og kraftig Ramme. Vægsøjler og Søjlegalerier
kan forekomme i Yderarkitekturen, især omkr.
Apsider og Portaler, og i senromansk Tid kan
talrige Blendinger og Prydelser brede sig over
Murene. Men i Reglen respekteres Murfladerne,
og der er i den romanske Stil et kraftigt,
primitivt, tektonisk Element, som ogsaa gør sig
gældende i Detaillerne. Rom. Profiler,
rom.-korinthiske Kapitæler bruges fra første Færd,
misforstaas og simplificeres, men ved Siden af
dem udvikles der Kapitælformer af tektonisk
Præg, beslægtede med byzantinske, men dog
maaske selvstændige, først og fremmest
Terningkapitælet (tidligst i S. Abbondio i Como 1013),
dernæst Kegle-, Folde- og Trapez-Kapitæler af
mange forsk. Former, der blandes og mødes
med rigt skulpterede, figurprydede
Fantasikapitæler. Knap saa stor Mangfoldighed viser
Søjlebaserne, der dog ogsaa stundom kan blive helt
tektonisk formede, og hvis attiske Profiler efter
1050 jævnligt udstyres med Hjørneknopper, der
udligner Overgangen mellem Rundleddene og
den firkantede Plint. Den strenge
Regelmæssighed og Orden var gennemgaaende ikke de
romanske Haandværkeres Sag, og selv om de
respekterede Symmetrien, var de ingenlunde
dens Slaver. Stundom synes det, at de med
fuld Bevidsthed har brudt den symmetriske
Orden, og sammen med kraftige, primitive
Former gaar en umiddelbar Glæde over rig og
vekslende Ornamentik, Tovsnoninger,
sammenflettede, skærende Acanthusranker, symbolske
Tegn og Dyrefigurer og Menneskeskikkelser.
Udsmykningen er gerne samlet om Portalerne o. a.
arkitektoniske Hovedled, men Billedkvadre kan
ogsaa findes spredt i Murene. Vel viste visse
sydlige Lande tidligt større Dygtighed i at
efterligne de rom. Former, og vel udvikledes
der især i 12. Aarh. og c. 1200 med Antikken
som Læremester et elegantere, stundom
raffineret fint Prydværk, der bl. a. faar Udtryk i
Bladkapitæler med fine, runde Bladknopper;
der er dog i den romanske Stil en Famlen og
Usikkerhed, men tillige en Frodighed og en
Grøde, der synes at vise, hvorledes ny
Folkeslag tager fat med ny, uprøvede Kræfter og
lidt efter lidt udformer deres egen B. af den
antikke Tradition.
Den frodige Mangfoldighed virker endnu
stærkere, fordi det ovf. skildrede Kirkesystem ikke
er fæstnet, men stadigt ændres og udvikles, og
fordi Udviklingen er saa forsk. i de enkelte
Lande. Topografien er næsten lige saa vigtig
som Kronologien. I det splittede Italien
gjorde allehaande Strømninger sig gældende. Rom
holdt fast ved den gl. Basilikatype, der
smykkedes med Cosmaternes brogede Kunst, Venezia
gik med Marcuskirken i byzantinsk Retning, og
i Syditaliens Normannerrige mødtes byzantinsk
og arab. i en ejendommelig Blanding, hvis
ypperste Repræsentanter skabtes paa Sicilien; i
Palermo (Capella Palatina 1129—40) og i Monreale
findes den arab. Spidsbue. Syrisk-byzantinsk
Indflydelse mærkes ogsaa i Pisa, hvor
Domkirken rejstes 1063—1118, Baptisteriet efter 1153
og det skæve Taarn efter 1174, alle med
pragtfuld Yderarkitektur, Marmorklædning, Arkader
og Søjlegalerier i ret klassiske Former. Finere
og smagfuldere var dog den toskanske
Facadearkitektur med dens antikiserende Former og
dens Inkrustation af mørkegrønt og hvidt
Marmor (S. Miniato al Monte, III, Fig. 1, 11. Aarh. og
Baptisteriet i Firenze). Langt mere end Syd- og
Mellemitalien deltog Lombardiet i den egl.
romanske Udvikling; det synes at være det europ.
Moderland for en Række af Stilens Detailler
(Buefriser, Terningkapitæler), dets vandrende
Stenhuggere spredte ogsaa rigere Former, som
løvebaarne Søjler, viden om; det kendte tidlig
Ribbehvælvingen, og det har sin Part i
Udformningen af det bundne System (S. Ambrogio i
Milano, S. Michele i Pavia, o. s. v.). Megen Bet.
har endvidere den lombardiske, fra Romerne
arvede Teglstensarkitektur. Ogsaa Frankrig
frembyder et meget broget Billede. I
Sydfrankrig (Provence) opvokser der en klar
Protorenaissance, der præger Enkelthederne (III. Fig. 2),
medens Hvælvingsproblemet løses ved Hjælp af
runde ell. tilspidsede Tøndekonstruktioner, som
dog fagdeles ved Pilastre og Gjordbuer; der
bygges store eenskibede Kirker paa denne
Maade (Katedralerne i Avignon og Orange),
ell. med Kupler over de enkelte Fag (Angoulême,
Fontevrault). Den ejendommeligste Kuppelkirke
er dog St Frond i Périgueux (efter 1122), som
følger den byzant. Femkuppeltype. Ved Siden
heraf staar Hallekirker, hvis tre omtr. lige høje
Skibe dækkes af Tøndehvælv. I Burgund føles
Protorenaissancen ligeledes stærkt, men i alt
Fald Prov.’s nordligste Del tog Del i den
nordfranske Udvikling, der lagde særlig Vægt paa
Ribbehvælvene (Langres, Vézelay og
Cisterciensernes Bygninger). Ribbede Krydshvælv træffes
i Loire-Egnen, i Picardiet og Ile-de-France,
hvor Udviklingen tidligst (c. 1150) fører over i
Gotikken; Overgangsstilen tilhører f. Eks.
Morienval (c. 1125) og St Martin-les-Champs i
Paris. Nordfransk er ogsaa den runde Koromgang
med udstraalende Kapeller. Mere konservativ
stod Bretagne og Normandiet, der især
kendetegnes ved dets ejendommelige »normanniske«
Detailler (Buer med tandsnitbrudte Profiler,
Siksaklinier, Pibe- ell. Foldekapitæler). Medens
den pyrenæiske Halvø nærmest fulgte
Sydfrankrigs Eksempel, hører Normandiet
sammen med England, hvis lange Storkirker med
lige afsluttet Kor smykkes med lgn. Enkeltheder
(Winchester, Ely, Peterborough), og som efter
1175 halvt aktiv tager Del i Gotikkens Udvikling
(Canterbury). Tyskland har fremragende og
selvstændig Bet. for det romanske Kirkesystems
Udvikling; den ovf. givne Fællesskildring tager
særligt Hensyn til tysk B. Bisp Bernward’s
Kirker i Hildesheim (Beg. af 11. Aarh.) er
ligesom fl. a. saksiske Bygninger Basilikaer med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
