Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bygningskunst (hertil Tavlerne »Bygningskunst« I-XII), Arkitektur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ogsaa Postamenter og Gesimser løb inde paa
Murfladen, stundom med Fremspring under og
over Søjlerne, og hele Søjlestillingen
reduceredes i Grunden til at blive en dekorativ Ramme
omkr. rundbuede Muraabninger, hvis Buer paa
Forkanten profileres som en ionisk Epistyl og
hviler paa tilsvarende Kragsten. Det ældste
Eksempel paa denne ny Ordning er Resterne af
Tabularium ved Kapitol (78 f. Kr.), derefter
Marcellus-Teatret fra Augustus’ Tid og det
Flaviske Amfiteater, Colosseum (c. 70 e. Kr.). I
Templerne kunde man vel fastholde de frie
Søjler, men selv i mindre Bygværker brugtes
det ny System. Det gælder saaledes jævnligt
Triumfbuerne, der er at opfatte som
Underbygninger for Triumfatorstatuer og derfor over
Gesimsen har tilføjet et Postament for
Quadrigaer (Feltherrevogne) og Trofæer, den
saakaldte Attika, hvis Navn vidner om dens
hellenistiske Oprindelse, men som af Romerne
hurtigt overførtes til anden Arkitektur og saaledes
vandt alm. Hævd. Herved reduceredes ogsaa
de gr. Templers Gavltrekanter i mange Tilfælde
til en blot og bar Dekoration, og snart løsnedes
dette Motiv fra sin opr. Plads og brugtes i
formindsket Maalestok over Blendinger, Døre
og andet Steds; Pompeji byder et af de ældste
Eksempler herpaa (Eumachios’ Hus). I det hele
er de rom. Bygninger rige paa Prydværk.
Under den skildrede Udvikling var det ganske
naturligt, at Søjleordenerne maatte opløses og
blandes. Proportionernes Forskelligheder
udviskes helt, Bjælkelagene flyttes fra den ene
Orden til den anden; ioniske Søjler faar
doriske Triglyffriser. Doriske Søjler optræder
gerne i toskansk Form, men deres Kapitæl
smykkes med Skulptur. Det ioniske Søjlehoved
lader sig paavirke af det korinthiske og
udstyres med fire Hjørnevolutter. Men mest yndede
Romerne det korinthiske, som de gav en
ganske bestemt Type, hvis de da ikke
sammensmeltede det med det rom.-ioniske til
Kompositkapitælet (et af de ældste Eksempler paa
Titus-Buen i Rom, 70 e. Kr.). Overalt træder
Rigdommen frem, baade i Stof og i Form: Mosaikgulve,
kostbare Stenarter og skulpteret Ornamentik. I
Gesimserne bruges mange fl. Led end tidligere,
og især optræder Volutkonsoller, der skyder
sig frem under Cornichen og desuden bruges
paa mange andre Bygningsled. Som det
vigtigste Ornament tjente det rige, plastiske
Akanthusværk, stundom ogsaa mere naturalistiske
Motiver (Guirlander, Grene, Bukranier), der
jævnlig fik den fineste og smagfuldeste
Udførelse; Akanthusrankerne paa Kejser Augustus’
ødelagte Fredsalter (Ara Pacis) i Rom staaer
fuldt paa Højde med de bedste hellenistiske
Dekorationer. Naar man jævnlig har sagt, at de
haardhændede, praktiske Romere ikke naar
Hellas’ kunstneriske Fuldendthed, er dette vel
rigtigt, men det maa huskes, at Forskellen mere
bunder i Tiden end i Nationen, at allerede
Hellenismen havde sprængt den gammelgræske
Arkitekturs snævre Rammer, og at det er den
hellenistiske Kunst, hvormed Rom hist. hører
sammen. I Virkeligheden lykkedes det ogsaa
Romerne i den første Kejsertid at bevare den
klassiske Overlevering og trods Søjleværkets
ny Brug at skabe en sund og skøn Arkitektur.
Vitruv’s berømte Arkitekturværk, som er
skrevet paa Augustus’ Tid, vidner om den stærke
Tradition, og selv om han stiller Fastheden og
Nytten først paa sit Program, glemmer han ikke
Skønheden, ligesom han har bevaret Læren om
Arkitekturleddenes indbyrdes Forhold, om
Modulberegningen, hvorefter alle Dele bestemtes i
Forhold til Søjlens nedre Radius. (II, Fig. 1—2).
Under de første rom. Kejsere udfoldedes en
vældig Byggevirksomhed. Vel kender vi intet til
Roms store Lejehuse, der iflg. Forordningerne
ikke maatte være højere end 70 rom. Fod, men
Ruinerne lærer os, at Byen da forvandledes til
en Marmorstad; især Forum fyldtes af
Templer, Triumfbuer og Søjlehaller, Palatinerhøjen
af Kejserpaladser, Omegnen af Landsteder og
Villaer, og Prov. kappedes med Hovedstaden;
fl. af Tidens smukkeste og bedst bevarede
Bygninger findes uden for Rom (f. Eks. Templet
Maison carrée i Nîmes, Tiberius’ Triumfbue i
Orange). De flaviske Kejsere (69—96) fortsatte
efter endnu større Maalestok (det rom.
Colosseum), og baade Trajan (Basilika Ulpia og
Trajansøjlen) og især Hadrian var vældige
Bygherrer. Under den sidstnævnte sker da ogsaa
et afgørende Gennembrud i B.’s Historie, som
karakteriserer Romerarkitekturens tredie
Periode, da Hvælvsystemet udnyttes i
Storarkitekturen til Skabelsen af monumentale Rum.
Allerede tidligere fik Triumfbuerne
tøndehvælvede Portrum, og i Basilikaerne ser vi
Spiren til Udviklingen af en ny Rumarkitektur; de
overdækkede Sales Loft bæres af fl.
omkringløbende Søjlerækker, af hvilke de midterste er
højere og støtter en lysgivende Overbygning.
Denne hellenistiske Udvikling af Ægyptens
 |
| Fig. 8. Marcellus-Teatret i Rom. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
