Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bygningskunst (hertil Tavlerne »Bygningskunst« I-XII), Arkitektur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Udførelsen ofte mindre fin (Mosaikgulve), men
man lærte at beherske endogsaa hele Byanlæg;
tidligst genopbyggedes Piræus og Priene efter
en færdig Plan. Desværre er vort Kendskab til
de egl. ny Storbyer, Alexandria, Antiochia
o. s. v., forholdsvis ringe, og hvor vidt den
hellenistiske Periode har naaet, er det derfor
vanskeligt at fastslaa. Sikkert er det dog, at den
trods alle Nyheder bevarede meget af
Frihedstidens arkitektoniske Grundtræk, Symmetri og
Harmoni, og at Romerne gennem den tog Arv
efter Grækerne. (Litt.: J. Durm, »Baukunst der
Griechen«, 3. Opl. [1910; »Handbuch der
Architectur«]; F. Noack, »Baukunst des Alterthums«
[1910; »Geschichte der Kunst« I]; W. H.
Goodyear, Greek refinements [1912]; Perrot
& Chipiez, Histoire de l’art VII; O.
Puchstein, »Die ionische Säule« [1907];
Puchstein & Koldewey, »Die griechischen
Tempel in Unteritalien und Sizilien« [1899];
Curtius & Adler, »Olympia« II [1892—96];
Michaëlis, »Parthenon« [1871]; Collignon,
Le Parthenon [Paris 1912]; I. L. Ussing,
»Den gr. Søjlebygnings Udvikling« [1894]; Fr.
Poulsen, »Den dekorative Stils Historie«
[»Tidsskr. f. Industri« 1913 og Særtryk]).
Etruskerne. Til Etruskernes B. kender
vi forholdsvis lidt, og den store Rolle, man
tidligere har ladet dem spille, maa reduceres
betydeligt. Selv Hvælvingskonstruktionerne, der er
blevne fremhævede som deres arkitektoniske
Hovedbedrift, forekommer i Grækenland
(Akarnanien) i det mindste samtidigt med de ældste,
sikkert tidsfæstede etruskiske Kilestenshvælv (5.
Aarh.). Alderen af den hvælvede Cloaca maxima
i Rom er saare omtvistet, og Byporten i
Volterra tilhører i sin nuv. Skikkelse den
hellenistiske Tid. I højere Arkitektur og især i
Templerne brugte Etruskeme ikke Hvælv, men
viste sig paa afgørende Punkter som
Grækernes Lærlinge. De yndede Prydværk og
Beklædninger af Terrakotta, og til deres
Tempelbygninger brugte de Træ og Ler, saa at der ikke
er bevaret et eneste etruskisk Gudehus; af
Vitruv’s Beskrivelse kendes Typen, der afveg en
Del fra den gr. (Anter med dyb Forhal, hvis
Loft bares af fl. Søjlerækker bag hinanden;
Cella ofte tredelt til tre Guddomme). Ogsaa de
saakaldte toskanske Søjler med deres
gammeldoriske Kapitæler, glatte (ikke riflede) Skafter
og plumpe Profilbaser minder om de gr., og i
Detaillerne mærkes der overalt Efterklang af
hellensk Ornamentik i mindre fin og smagfuld
Udførelse. Ejendommeligst er Etruskernes
Grave, som paa deres Vis kappes med de ægypt.
Det er for en Del Hulegrave, huggede i
Klipperne, og der kan i dem træffes baade falske
og virkelige Kilestenshvælv. Men da det var
Hensigten med Gravrummene at efterligne de
Levendes Boliger, finder vi ogsaa i
Klippegravene interessante Kopier af Bjælkelofter og
vinder gennem deres Indretning en tydelig
Forestilling om det etruskiske Privathus, hvis Ydre
desuden kendes af Askeurner, og som tydeligt
er en Forgænger for de rom. Privatboliger.
(Litt.: Durm, »Baukunst der Etrusker und
Römer« [1885; Handbuch der Architectur«]; L.
Fenger, Le temple étrusco-latin [Kbhvn 1909]).
Romerne. Etruskeme var Romernes
Forgængere og første Læremestre i Arkitekturen.
En særlig etruskisk Kvaderbehandling
forekommer i Roms ældste Bymure, og det berømteste
Tempel af etruskisk Orden var den rom.
Jupiter-Helligdom paa Capitol. Men selv om der blev
bygget meget i den opblomstrende
Verdenshovedstads tidligere Tid, er det allermeste
forsvundet, og da Romerne politisk vandt
Overmagten, gik de kunstnerisk i Lære hos
Grækerne. Allerede hen imod Midten af 2. Aarh.
f. Kr. var de saa vidt, at en rom,. Bygmester i
selve Athen kunde overtage Ledelsen af
Zeustemplets Bygning, men det var dog først en
Menneskealder senere, at de første hellenistiske
Templer rejstes i Tiber-Staden.
Den første, endnu republikanske
Periode i Roms B. kan karakteriseres ved
Krydsningen af etruskiske og sentgræske Motiver.
En etruskisk Arv er Grundtypen for
Privatboligen, der allerbedst kendes fra Ruinstaden
Pompeji, hvis ældre Bygværker endnu tilhører
Republikkens Tid; det opr. tagdækkede
Arnerum er omdannet til et aabent Atrium med
smaa Sidevinger (Alæ), hvorom der er
grupperet en Række andre Værelser (Vestibulum,
Tablinum med Anebilleder o. s. v.), og hvortil
der efter gr. Forbilleder bagtil føjes en
Søjlegaard (Peristylum). Rummene smykkedes med
dekorative Malerier, men udadtil var det
pompejanske Hus nøgent og bart, uden
Facadekomposition og uden Vinduer. Arkitekturens
Hovedopgave var endnu Templerne, hvis hele
Plananlæg, høje Underbygning og »toskanske«
Søjler hyppigt vidner om Arv fra Etruskeme, som
dog snart veg for mere hellenistiske
Grundformer og Detailler.
I Løbet af Aarh. f. Kr. kom Rom til at
staa paa et lgn. Udviklingstrin som de
hellenistiske Storbyer, og Arkitekturen fik
tilsvarende Opgaver, ikke blot Templer, men ogsaa
Teatre, Badeanstalter (Termer), Torvepladser og
Torvehaller. Som et Udslag af Romernes
brutalere Forlystelser skabes Amfiteatrene; et
arkitektonisk Resultat af deres politiske og
krigeriske Sejre er deres store Monumenter og
Triumfporte, hvoraf der fra Kejsertiden er
bevaret omtr. 125, og i god Overensstemmelse
med deres praktiske Dygtighed lagde de særlig
Vægt paa Nyttebygninger; berømte er de rom.
Akvædukter, Vandledninger, som gerne
udmunder i Kildehuse, Nymphæer, og det er sikkert
betegnende for rom. Aand, at den kommunale
Torvehal, Basilikaen, kan siges at være deres
betydningsfuldeste Bygningstype. Med selve
Opgaverne overtoges ogsaa de kunstneriske
Virkemidler til deres Løsning; den anden
Periode af rom. B., den tidligere Kejsertid til
lidt ind i 2. Aarh. e. Kr., maa karakteriseres
som en Videreudvikling af de hellenistiske
Arkitekturproblemer, først og fremmest ved
Kombinationen af Søjle og Bue. Da Søjlerne ikke
kunde følge Trit med Bygningernes Størrelse,
lod man dem følge Etagerne, i Reglen saaledes,
at man brugte dem i hist. Rækkefølge, nederst
dorisk-toskanske, derover ioniske og øverst
korinthiske. Samtidigt voksede de sammen med
Væggene som Halvsøjler ell. Pilastre, medens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
