Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Buskmænd, den opr. fra de holl. Kolonister stammende Betegnelse paa de dværgagtige, sydafrikanske Folkestammer - Busknegre, Maroner, se Guayana. - Buskplantning i Skovbruget: den Fremgangsmaade, ved hvilken man i St f. l sætter fra 4 til mange Planter paa eet Sted - Busksanger, se Rørsangere. - Buskskvætte (Bynkefugl), se Digesmutter. - Buslajev, Fjódor Ivanovitsch, russ. Filolog (1818-98) - Busmækker, se Skvalderkaal. - Busnach, Willam, fr. dramatisk Forf., (1832-1907) - Busnois, Antoine (egl. de Busne), belg. Komponist fra 15. Aarh.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
rammes paa nært Hold. Det fornemste
Kvinderedskab er Gravestokken, der i Reglen er
forsynet med en tyngende Stenkugle. Opr. gik de
nøgne ell. højst forsynede med et
Skindforklæde; deres Bolig var fortrinsvis Huler ell.
overhængende Klippely. I sproglig Henseende
stod B. fuldstændig isoleret, og deres Sprog var
spaltet i talrige Dialekter, der nu for en stor
Del er uddøde; det mest ejendommelige i deres
Sprog er Smæklydene, der ogsaa kendes fra
Hottentotterne, der dog rimeligvis opr. har
optaget dem fra B. Det for B. mest karakteristiske
Forhold er dog deres Legemsbygning, der først
og fremmest er mærkelig ved den ringe Højde
(jfr Dværgfolk). Racerene B. opnaar næsten
aldrig en Højde paa over 145 cm, og Kvinderne
er endnu betydeligt lavere. Naar der
undertiden berettes om B. af større Legemshøjde, er
der enten Tale om Blandinger, ell. der
foreligger en Navneforveksling, idet Navnet B.
ogsaa undertiden anvendes i Sydafrika om
bortflygtede Negre, der lever et frit Liv i de
utilgængelige Skovegne. Foruden ved den ringe
Legemshøjde udmærker de ægte B. sig ved
deres Hudfarve, der i Lyshed langt overgaar
de omboende Negerfolks. Med de øvrige
Afrikanere har de dog det krusede Hovedhaar
tilfælles, selv om ogsaa B.’s Haar afviger fra de
fleste andre Afrikaneres ved en større
Tilbøjelighed til, at fl. Haar samler sig i Spiraler, og
ved en mere udpræget pletvis Optræden. Et
andet typisk B.-Træk er de overordentlig korte
og brede Øremuskler. Ligeledes iøjnefaldende
er Legemsproportionerne, idet selve Kroppen
har en meget betydelig Længde i Forhold til
Benene, hvad der maa tydes som et barnligt
uudviklet Træk, saa det kan se ud, som om
B.’s ringe Højde ikke beror paa en ligelig
Reduktion af alle Dimensioner, men paa en for
tidlig indtruffet Standsning i Væksten.
Yderligere nævnes den saavel hos B.-Kvinderne som
hos Hottentot-Kvinderne optrædende
Steatopygi. — B.’s tidligere større Udbredelse
fremgaar ikke alene af Traditionen og ældre
Rejseberetninger, men ogsaa af de Fund af
B.-Stensager, der er gjort i Sydafrika. Berømte er
ogsaa de Tegninger, der endnu træffes alle Vegne
i Huler og paa overhængende Klippevægge paa
de Steder, hvor B. har levet; det er dels
rigtige Malerier, der er udførte med Jordfarver,
dels fordybede Tegninger ell. »Petroglyfer«. I
Reglen forestiller de Dyr og Jagtscener, og de
gl. B., der har udført dem, har med stort
Mesterskab fremstillet Dyrene, hvorimod den
menneskelige Figur stedse er meget mangelfuld. B.’s
Kunst minder i disse Henseender ganske om
Resterne af den palæolitiske Kunst i
Vesteuropas Huler.
H. P. S.
Busknegre, Maroner, se Guayana.
Buskplantning kaldes i Skovbruget den
Fremgangsmaade, ved hvilken man i St f. 1
sætter fra 4 til mange Planter paa eet Sted,
efter at man har taget dem enkeltvis op i
Planteskolen. Hensigten er at forøge
Sikkerheden for, at Kulturen lykkes. B. bruges kun
ved smaa Planter og oftest for Rødgran og Bøg,
Som Regel bliver Udfaldet uheldigt, idet de
unge Træer efterhaanden vokser sammen
forneden, saaledes at der fremkommer store aabne
Saar, naar man senere hugger ud i
Bevoksningen. Desuden er en B. længe om at komme
frem, idet Kampen om Næring er haard mellem
de mange, tæt sammenpakkede Individer. Af
disse Grunde er man nu i Alm. kommet bort
fra at bruge B.
C. V. P.
Busksanger, se Rørsangere.
Buskskvætte (Bynkefugl), se
Digesmutter.
Buslajev [bu↱s£ajæf], Fjòdor
Ivànovitsch, russ. Filolog (1818—98), studerede i
Moskva og benyttede et toaarigt Ophold i
Udlandet til bl. a. at fordybe sig i klassisk Kunst. Efter
sin Hjemkomst 1841 kastede han sig over russ.
Sproghistorie, stærkt paavirket af Jacob Grimm,
og udsendte 1844 et for den Tid betydeligt Skr.
»Om Undervisning i Modersmaalet« (forkortet
Udg. 1867). I sin Magisterafhandling »Om
Kristendommens Indflydelse paa det slaviske Sprog«
(1848) kom han især ind paa interessante
kulturhistoriske Undersøgelser. Et af hans
vigtigste Arbejder er »Forsøg til en russ. hist.
Grammatik« (1858), hvortil senere sluttede sig en
værdifuld kirkeslavisk og gl-russisk
Chrestomathi (1861). I »Historiske Skitser over russ.
folkelig Litteratur og Kunst« (1861) viser B. sig
atter som Grimm’s Elev, og skønt de Teorier,
hvortil han heri støttede sig, nu er forældede,
har dette Værk Bet. ved de udmærkede
Enkeltheder og det rige Materiale, det rummer.
1861—81 var B. Prof. i russ. Litt. i Moskva. En
Del af sine Afh. om Kunst og om
litteraturhistoriske Emner fra 1851—81 har han 1886 udg.
samlet under Titlen »Mine ledige Timer«, og
fra 1890 begyndte han i Bladet »Europas
Budbringer« Offentliggørelsen af sine Erindringer.
H. C-e.
Busmækker, se Skvalderkaal.
Busnach [by↱snak], Willam, fr. dramatisk
Forf., f. i Paris 7. Marts 1832, d. smst. 1907.
Til forsk. Teatre har B. skrevet et
halvhundrede Stykker, Revuer, Operetter og
Folkekomedier, som han behændig skar til efter
berømte Romaner. Bl. Operetterne kan nævnes:
Héloïse et Abélard (1872, Musik af Litolff) og
Kosiki (1876, Musik af Lecocq). Zola’s Romaner
bearbejdede han i L’assommoir (1881;
»Faldgruben« paa Kasino), Nana og Pot-Bouille (1884;
»Som man saar —« paa Folketeatret). B. har
desuden skrevet Romaner, bl. a. Le petit Gosse
(1889) og Vain sacrifice (1893). 1906 udgav han
L’esprit des autres. Souvenirs et anecdotes en
vers et . . . contre tous.
S. Ms.
Busnois [by↱nwa], Antoine (egl. de Busne),
belg. Komponist fra 15. Aarh., samtidig med
Okeghem. 1467 træffer vi B. som Sanger i Karl
den Dristiges Kapel. Herfra gik han over i
Maria af Burgunds Kapel, hvor hans Navn
forekommer senest Oktbr 1480; for sine agréables
services lønnedes han med Præbender i Mons
og Oost-Vorne (Holland). Nyere Forskere
konstaterer, at B. tillige har været Kirkesanger i
Brügge 1468—81, derefter Kapelmester ved
Kirken Saint-Sauveur i Brügge, i hvilken Egenskab
han døde 6. Novbr 1492. Som Komponist stod
B. i den højeste Anseelse. Hans Kunst
repræsenterer Højdepunktet af Tidens Teknik, viser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
