Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Budde, Vincents, norsk Officer (1660-1729) - Buddenbrock, Wilhelm Dietrich von, preuss. Feltmarskal (1672-1757) - Buddha, Stifteren af Buddhismens Munkeorden og Lære (s. ndf.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
afgivet til dette Lands Undsætning. 17. Apr. kom
den dansk-norske Flaade til Fredriksstad, og
allerede 23. April kunde B. tilføje de svenske
Tropper et alvorligt Nederlag ved Moss, som
blev taget med Storm. Dette Nederlag blev
afgørende, idet Karl XII derved blev tvunget til
at opgive Kria og begive sig til Grænsen. 1717
indtil sin Død var B. kommanderende General
nordenfjelds med Sæde i Trondhjem, som han
satte i udmærket Forsvarsstand. Da den sv.
Generalløjtnant Armfelt 1718 faldt ind i det
Trondhjemske, viste B., at han var sin Post
voksen, og hans Dispositioner bidrog meget til
at hidføre den forfærdelige Katastrofe, som
ramte Armfelt’s Korps i Snestormen paa
Tydalsfjeldet i Beg. af Jan. 1719. S. A.
kommanderede B. det Vinger’ske Korps, som foretog et
Tog til Värmland samtidig med Frederik IV’s
Anfald paa Båhuslen; denne Ekspedition var
dog uden større Bet. (Litt.: O. A.
Øverland, »Armfelts tog nordenfjelds 1718« i
(norsk) »Hist. Tidsskr.« II, 2., 1880).
K. V. H.
Buddenbrock, Wilhelm Dietrich von,
preuss. Feltmarskal (1672—1757), udmærkede
sig under den sp. Arvefølgekrig, vandt i Berlin
Frederik Vilhelm I’s Venskab, saa at han blev
et skattet Medlem af Tobakskollegiet og
Kongens stadige Ledsager, og nød senere ogsaa
Frederik II’s Gunst. B. havde en væsentlig Andel
i det for Preusserne heldige Udfald af Slaget
ved Chotusitz 17. Maj 1742 og blev derfor ogsaa
forfremmet til General for Kavaleriet.
Buddha, Stifteren af Buddhismens
Munkeorden og Lære (s. ndf.). Ordet B. bet. »den
Vakte«, den, for hvem Erkendelsens Lys er
gaaet op ell. Sandheds-Erkenderen, egl. blot en
Fællesbetegnelse for enhver, som ad intuitiv
Vej (efter en lang, gennem mange Tilværelser
gennemført moralsk Forberedelse) naar til
Erkendelse af den absolutte Sandhed om
Tilværelsen, altsaa parallelt med Navnet Jina
(»Sejrherren«) ell. Mahāvīra (»den store Helt«),
som især bruges om Stifteren af Jainismen (s.
d.). Hans hist. Navn var iflg. de ældste Kilder
Gotama, med hvilket Navn han tiltales og
omtales af Ikke-Buddhister. Tilhængerne
bruger Navne som Bhagavat (»den ophøjede«,
Pāli: Buddha bhagavā) ell. nævner ham
blot som Tathāgata (»den fuldkomne«, egl.
»en saadan« [som jeg og mine Lige], et Navn,
som B. ogsaa bruger om sig selv i St f. Jeg)
ell. blot med Udtrykket »Mesteren, Læreren«.
Navnet Gotama var hans Slægtsnavn (Sanskrit
Gautama) ɔ: hørende til Gotama-Slægten
af Çākya’ernes Stamme; heraf det senere
hædrende Tilnavn paa Sanskrit Çākya-muni
ell. Çākya-siṃha (ɔ: Vismanden ell. Løven
fra Çākyalandet). Hans Fødested, bestemt ved
nyere arkæologiske Undersøgelser, var ved den
gl. By Kapilavastu i det østlige Nordindien lidt
inden for Nepals Grænse. De ældste Kilder
skildrer ham som en omvandrende Asket
(çramaṇa ell. Pāli: samaṇa Gotama), der
samlede større og større Skarer om sig. I sin
Lære tog han (ligesom andre Sekterere) afgjort
Afstand fra Brahmanismen. Efter 45 Aars
Lærervirksomhed døde han c. 80 Aar gl i
Kusinārā (i Nepal, noget Ø. f. hans Fødested).
Det var især Ganges-Landet, Landskaberne
Magadha (Hovedstad Rājagṛiha S. f.
Patna) og Kāsi og Kosala (Benares og
Oudh), hvor B.’s Virksomhed fandt Sted, og
navnlig Magadha anses for Buddhismens
Hjemstavn; her nød han stor Anseelse, og hans
Lære fandt Beskyttelse hos Kong Bimbisāra
(Bindusāra, c. 500 f. Kr.), men var dog ogsaa
udsat for Fortrædigelse fra Modstandere,
deriblandt hans egen Fætter Devadatta, der
stiftede Komplot imod ham, samtidig med, at
Kongen blev myrdet af sin egen Søn
Ajātaçatru. De nærmere hist. Forhold herved er
dog lidet kendte; efter Legenderne mislykkedes
alle Anslag mod ham ved Indtrædende
Mirakler. Imidlertid er det hist., at der samtidig
optraadte fl. andre Sekterere, saaledes bl. a.
Nigaṇṭha-Nātaputta (Jaina-Sektens
Stifter). Skrifterne har meget at berette om
hans sindrige Disputer med disse, saavel som
med Brahmanerne, altid endende med, at
Modstanderne kører fast. Mere almenmenneskelig
træder han frem i sin Belæring af Folket paa
sine talrige Vandringer. Han taler jævnt og
letfatteligt, henter hyppigt fra Naturen og
Menneskelivet Lignelser, der næsten altid er rige paa
fine Iagttagelser og giver et udmærket Indblik
i det gl. Indiens Sæder og Skikke. Undertiden
anvendte han ogsaa Fabler, Eventyr o. l.,
hvorved han kom Folkets naturlige Interesse i
Møde, og heraf udviklede sig ved senere
Omdigtning de saakaldte Jātaka-Fortællinger
(se ndf.). Efter Døden blev B.’s Legeme brændt,
og Relikvierne fordeltes mellem 8 Stammer af
hans Tilhængere, der hensatte dem i Urner,
som gemtes i derover oprejste Stūpa’er (s. d.).
Çākya-Stammen fik som B.’s nærmeste Slægt en
Del deraf, og den dertil hørende Stūpa ved
Piprāhwā (nær Kapilavastu) blev udgravet
1898 og Urnerne med Indskrift og Indhold
fundne; efter arkæologiske Vidnesbyrd har denne
Stūpa ikke før været aabnet. Den buddhistiske
Tidsregning gaar ud fra Aaret 543 f. Kr. som
B.’s Dødsaar; der er imidlertid en Fejl i denne
Kronologi. Man regner nu alm. 477 el. 483 for
B.’s Dødsaar; p. Gr. a. Usikkerhed paa andre
Punkter lader Aaret sig ikke beregne med
Sikkerhed. Denne Usikkerhed og navnlig de yngre
Kilders mere ell. mindre legendeagtige
Fremstillinger af en Mængde Enkeltheder i B.’s Liv,
lige fra hans Fødsel (og før endda) indtil hans
Indgang i Nirvāṇa, samt hele den mytiske
Behandling af Buddha-Skikkelsen, som tidlig
dukker op og udvikler sig videre i den senere
Buddhisme og dens forsk. Forgreninger, har
bevirket, at fl. Forskere tidligere var tilbøjelige
til at anse B. for en fuldstændig mytologisk
Skikkelse og benægte hans hist. Eksistens;
Opfattelsen af B. som en gl Solgud fremgik af
Lignelsen: Solen læger og helbreder, B.
optræder som den store Læge (Mahosadha i en
af hans Inkarnationer), hans Lære var inddelt
efter samme Princip som det medicinske
Læresystem. Efter de nyere arkæologiske
Undersøgelser er dog denne Anskuelse næsten
forladt; men selv bortset fra disse, vilde det være
betænkeligt at tage B. rent mytologisk:
Hvorledes skulde man kunne se bort fra den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
