Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bryllup, i nyere nordiske Sprog fælles Betegnelse for et Pars Indtrædelse i Ægteskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som retsgyldigt Udtryk for virkeligt indgaaet
Ægteskab, anvendt især ved Fyrstegiftermaal,
hvor Brudgommen lader møde for sig ved
Befuldmægtiget.
I Oldtiden, hvor jo alle skriftlige Former for
Bevis var ukendte, kunde imidlertid selv
Ægtesengens Bestigelse i Vidners Overværelse stille
sig som utilstrækkeligt Vidnesbyrd om den
indgaaede Pagt. Vidnernes Tal indskrænkede sig
jo dog her kun til de tilstedeværende Gæster.
Ved Mægtiges Giftermaal føjedes der da ofte et
nyt Bevisled til, idet de Nygifte viste sig som
Ægtefolk for alle Omegnens Beboere og saaledes
forøgede Vidnernes Tal til det højest mulige.
Dette udførtes ved, at Parret paa en af Festens
første Dage ved hinandens Side og ledsaget af
begge Parters Frænder foretog et højtideligt
Optog, gerne til Hest, for alles Øjne. Dette Tog
kaldtes »Brudeløb« og udgjorde efter Mængdens
Mening i den Grad Festens vigtigste Led, at
Betegnelsen herfor, »B.«, lidt efter lidt gled
over til Fællesbetegnelsen for den hele Fest.
»Brudeløbet« kunde naturligvis slaas sammen
med Brudens Hjemfærd til hendes ny Hjem,
men var vistnok dog i Reglen en selvstændig
Handling uden andet Maal end det angivne.
Troligt nok har, i det mindste i visse Egne,
Ridtet været en Slags Skuespil, der begyndte
med at vise, hvorledes Brudgommen og hans
Svende indfangede Bruden. Udelukket er heller
ikke, at i Egne, hvor et Gudetempel fandtes,
Ridtet er gaaet til dette, hvor saa Offergoden
maaske ofrede til Guderne for Parret ell. paa
anden Vis signede det. Selv om dette
enkeltvis har fundet Sted, var og blev dog det
hedenske Giftermaal i Norden en verdslig
Handling, hvor, under Form af Køb og Salg, Bejleren
betalte for Bruden, Faderen afstod hende, gav
Haandslag paa Handelen og overdrog ham
hende i Vidners Nærværelse til ægte Eje. Først
ved Iagttagelsen af disse Former blev begge
Ægtefællers gensidige Forhold betrygget og de
tilkommende Børns Ret sikret. Der var saa
meget mere Grund til nøje at overholde alt
herhenhørende, da Tidsaanden godkendte
Frilleforhold. Særlig i Hedenskabets sidste Dage, i
Vikingetiden, ytrede Folkets naturlige Kraft og
de ejendommelige Forhold, hvor man ofte halve
og hele Aar var borte fra Hjemmet, sig i et
Utal af Forbindelser, hvor det ofte kunde være
vanskeligt nok at drage Grænsen mellem
Ægtehustruen og Frillerne.
Imod disse Forhold tørnede den sydlige
Betragtningsmaade ved Kristendommens Komme
til Norden. Kirken med dens Lære om den
ugifte Stands Fortræffelighed, om Utilladelighed
af Ægteskab mellem Beslægtede, om dets
Uopløselighed, der strengt taget endog forbød den
Efterlevende at gifte sig paa ny, stod i den
mest skærende Strid med alt, hvad der indtil da
havde gældt for rigtigt i Norden. Brydningen
mellem de to Opfattelser vedvarede hele
Middelalderen igennem, dog med stedse stigende
Sejr for Kirken. Det maatte stille sig som dens
Opgave at inddrage under sig Adgangen til
Ægteskab for ad denne Vej at tøjle
Usædeligheden og grundfæste selve Ægteskabet. Dette
lykkedes den vel kun delvis, for saa vidt endnu
ved Middelalderens Slutning hele Norden over
den gl. hedenske Form for Ægteskabs Stiftelse
— »Haandfæstningen«, hvor Brudens Fader gav
Parret tilsammen — gjaldt for lovlig Form for
Giftermaal. Men samtidig var det lykkedes
Kirken paa alle Leder at omgive den gl. hedenske
Handling med saa meget nyt, gennemsyre dens
enkelte Dele med Tankegang af saa vidt forsk.
Art, at den, selv om den ikke var, dog synede
som en hel anden, og dens Præg af blot at være
verdslig var udslettet. Kirken havde nemlig faaet
paabudt, at der for at undgaa Giftermaal
mellem for nær Beslægtede skulde lyses tre Gange
i Kirken for Parret. Gejstlige var virksomme
Deltagere i Bryllupsfesten. De »viede« ikke blot
Brudesengen og Parret ved at stænke med
Vievand og læse Bønner derover, men hyppig
optraadte ogsaa en Gejstlig som »Talsmand« paa
Faderens Vegne og gav Parret tilsammen.
Kirken laante Bruden Kyskhedens højeste Smykke,
Mariabilledets Krone, hyppig maatte
Brudgommen aflægge Afholdenhedsløfte for nogle Døgn,
det saakaldte »Tobias-Løfte«, og »Brudeløbet«
foretoges gerne paa Festens anden Dag til
nærmeste Kirke, hvor Parret først knælende uden
for Kirkedøren afbad sin Synd, derpaa indledtes,
læstes Messe for, ofrede og modtog Kirkens
Velsignelse. Et dobbelt kirkeligt Præg modtog hele
Festen, naar den, hvad ofte var Tilfældet blandt
Adelen, helt og holdent foregik paa kirkelig
Grund, idet Brudens ell. Brudgommens
nærmeste gejstlige Slægtning lod B. staa i sit
Kloster ell. sin Bispegaard.
Hvad der mere end noget andet bidrog til, at
Kirken i Middelalderen fik Haand i Hanke med
Ægteskabets Indgaaelse, var en vigtig
Forandring paa den verdslige Lovgivnings Omraade.
Omtr. samtidigt med Kristendommens Komme
til Norden blev det her Lov, at Kvinder skulde
være arveberettigede, Datter tage halv Lod mod
Søn. Ved denne Bestemmelse skabtes ny
Forhold. Det blev nu alm. Skik at sikre sig en rig
Arving til Hustru ved at fæste hende allerede
som Barn. I den hedenske Tid havde
»Haandfæstningen«’s tvende Led: »Trolovelse« og
»Giftermaal« hørt umiddelbart sammen; nu skiltes
de ad, idet der kunde ligge Aaringer imellem,
at Bejleren trolovede sin lille Brud, og
Giftermaalet fuldbyrdedes, idet han faktisk tog hende
til Ægte. Retslig set kunde der ikke være Tvivl
om, at Forbindelsen var indgaaet, da han
»fæstede« hende som Barn. Men man trængte
ligesom til en Handling, et ydre Bevis for, at det
ogsaa var med Rette, han siden ægtede hende
som Voksen. Det gik ikke an ved denne
Lejlighed at gentage Bortfæstningen, thi herved vilde
man jo kun svække Bet. af den opr. Men Savnet
føltes. Kirken traadte da til og hjalp med at
udstyre en ny Art Indvielse af Ægteskabet. Denne
Handling, ell. rettere Sum af Handlinger og
Optrin, kom til at omfatte alt, hvad der ikke
længere naturlig hørte hjemme ved
Barnefæstningen: Brudesengens Indvielse, Overrækning af
Brudegaver, Brudedans, Ledsagelse af Bruden
med Fakler til Brudehus, hendes Afklædning og
»Verpen« til Sengs, Aftagelse af Brudekronen,
Gudstjeneste ved Sengen og en »Brudehane«
under denne til ved sin Galen at minde om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
