Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bruun, Mads Pagh, dansk Politiker, (1809-1884) - Bruun, Malthe Conrad, dansk Forf., (1775-1826) - Bruun, Niels Thorup, dansk Litterat, (1778-1823)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sin Hjemegns kommunale Liv og blev
Medstifter af Viborg Amts landøkonomiske Selskab.
1846 valgtes han ind i Viborg
Stænderforsamling og Oktober 1848 i den grundlovgivende
Rigsforsamling. 1849 blev han valgt til Medlem
af Landstinget for Vejle og Skanderborg Amter,
og dette Mandat beholdt han indtil 1874. Han
var ligeledes Medlem af Oktoberforfatningens
Rigsraad og senere af Novemberforfatningens
Rigsraads Landsting. Han var en dygtig, men
ikke stærkt fremtrædende Rigsdagsmand. Den
alm. Agtelse, han nød, hævede ham efter
Broderens, P. D. B.’s Fratræden op paa
Landstingets Formandsstol, som han beklædte fra 1862,
indtil han 1869 efter eget Ønske fratraadte og
afløstes af Liebe. Han gjorde som Formand
fortræffelig Fyldest ved sin forstandige og
taktfulde Optræden. Han var en af Indbyderne til
Dannelsen af den jyske
Landejendoms-Kreditforening og sad indtil sin Død i dens Direktion.
N. N.
Bruun, Malthe Conrad, dansk Forf., f.
12. Aug. 1775, d. 14. Decbr 1826 i Paris.
Faderen, der ejede Ulstrupgaard i Thy, var bl.
de 102 jyske Godsejere, der indgav en Adresse
til Kronprinsen
om
Stavnsbaandets Genindførelse.
Sønnen røbede
tidlig liberale
Tilbøjeligheder; som
Dreng skal han
engang, da der
var Tale om
hans Fremtid,
have udbrudt:
»Det skulde
gøre mig meget
ondt, hvis jeg
ikke engang
skulde komme
til at staa
ved Siden af
Heiberg«. 15
Aar gl blev han Student og begyndte tidlig at
optræde som Forf. Han udgav saaledes Tidsskr.
»Svada, et Magasin for Teatret, Philosophi,
Litteratur og Historie« (1796) og offentliggjorde
i Datidens Tidsskr en Del lyriske Digte, der i
det hele er uden synderligt Værd; han samlede
dem senere i »Poetiske Forsøg« (I—II, 1797).
Større Bet. fik han som polemisk Forf. Da han
var en livlig og letbevægelig Natur, blev han
grebet af den fr. Revolutions Ideer og rettede
en Række Angreb paa de bestaaende Forhold
baade i politisk og religiøs Henseende. Blandt
Kammeraterne gik han, p. Gr. a. sit Ydre og
sit hele Væsen, under Øgenavnet »Jomfru B.«,
og der var heller ikke, med al hans
Elskværdighed, meget af en Mand ved ham. Hans offentlige
Optræden var stærkt præget af ungdommelig
Kaadhed og ubetænksom Fremfusenhed, og hans
Virksomhed fik derfor langtfra en saadan Bet.
som Heiberg’s. Af hans polemiske Skr skal her
nævnes de vigtigste. Knap 20 Aar gl udgav han
et Ugeblad »Vækkeren«, hvis Titel i sig selv er
betegnende nok; efter at der var kommet 3
Numre, blev det forbudt af Regeringen. I et
andet Ugeblad, »Jerusalems Skomagers Rejse
til Maanen« (1795—96), rettede han, gennem en
Skildring af nogle fingerede Riger paa Maanen,
skarpe Angreb paa politiske og religiøse
Forhold i Danmark. »Aristokraternes Catechismus«
(1796), der er en hvas, men ikke meget vittig
Satire over Adelen, paadrog ham en Retssag;
ved Efterretningen herom flygtede B. straks
(Apr. 1796) ud til Strandmøllens Ejer, Drewsen,
der havde ondt af det unge Menneske og fik
ham hjulpet over til Hveen. Da A. P.
Bernstorff døde, besang B. ham i en Ode, der vakte
Samtidens Beundring, og nogle indflydelsesrige
Personer fik da udvirket, at den Tiltale, der
var rejst mod ham, blev ophævet, saa han
kunde vende tilbage til Kbhvn (Septbr 1797).
Men allerede et Par Maaneder efter blev der
igen anlagt Sag imod ham for Udgivelsen af
Tria juncta in uno, hvorfor han (Decbr s. A.)
paa ny forlod Danmark og søgte Tilflugt i
Sverige. Herfra blev han imidlertid, uvist af
hvilken Grund, forvist af den sv. Regering Marts
1799. Han tænkte saa paa at ansøge den
danske Regering om, at Retssagen mod ham maatte
hæves, og han var villig til at underkaste sig
temmelig ydmygende Betingelser, f. Eks. en
speciel Censur over alt, hvad han vilde udgive.
Men da han indsaa Umuligheden heraf, drog
han Foraaret s. A. til Paris. Sagen mod
»Aristokraternes Catechismus« blev taget op paa ny,
og Højesteretsdommen, der først faldt 1 1/2 Aar
efter, lød paa, at B. »bør forvises Kongens
Riger og Lande«. I Paris opnaaede B. snart,
ved Hjælp af sit gode Hoved, at skabe sig en
Stilling som Journalist og Videnskabsmand. Den
geografiske Videnskab stod dengang meget lavt i
Frankrig; ved en Række omfangsrige Værker
over de forsk. Sider af Geografien bidrog B.
meget til Udbredelsen af geogr. Kundskaber i
dette Land, uden at hans Arbejder dog betegner
et nyt Stadium i denne Videnskabs Udvikling.
Hans republikanske Begejstring fordunstede
hurtig under det Napoleon’ske Kejserdømme, og
da Bourbon’erne vendte tilbage, var han bl. de
første til at pryde sig med den hvide Kokarde.
I et fr. satirisk Skrift, »Vejrhanernes Bog«
(1815), der angriber det politiske Vendekaaberi,
figurerer B.’s Navn med 5 Vejrhaner efter sig,
som Antydning af, at han 5 Gange skal have
skiftet politisk Overbevisning. Dette
Vendekaaberi havde dog sikkert mindre sin Grund i
egennyttige Beregninger end i et højst
bevægeligt Sind, der manglede faste Støttepunkter.
Heiberg, der i saa Henseende var en
fuldstændig Modsætning til B., kunde ikke forsone sig
med en saadan Optræden. Allerede i Kbhvn var
det, i Anledning af et ubetydeligt
Teaterspørgsmaal, nær kommet til en Retssag mellem
Frihedens to Forkæmpere, og i Paris saas de
aldrig. 1826 blev Landsforvisningsdommen, efter
en Ansøgning af B., hævet, men han døde
allerede s. A. (Litt.: Fr. Birkedal-Barfod,
»M. K. B.« [1871]).
F. R.
 |
| M. C. Bruun. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
