Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brudekøb - Brudelys, se Butomus. - Brudeløb, se Bryllup. - Brudenat. I Middelalderen søgte Kirken at gennemføre, at Nygifte bevarede Kyskhed den første Nat - Brudepige er Navnet paa Brudens ugifte Ledsagersker - Brudering. En Ring har hos mange Folkeslag været Sindbillede paa Troskab og Forening
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
købte Bruden af Brudens Fader. Den voksne
Datter var hjemme hos Faderen en værdifuld
Arbejdskraft. Skulde han miste hende, maatte
han følgelig have Erstatning. Hos Inderne
træffer vi tydelige Rester af et saadant B. I det
ældste Grækenland stiftedes iflg. Aristoteles
Ægteskab ved »Køb«. I de homeriske Digte
kaldes en ung Pige »Alfesiboia«, d. v. s. den,
der vil kunne indbringe sin Fader mange Okser
i Brudepris. Hos Armenierne kendtes B. endnu
paa Kejser Justinian’s Tid. Hos Thrakerne,
fortælles det hos Herodot og Xenophon, var det
en gl Skik, at Manden købte sin Hustru. Og det
samme berettes om de gl. Litauere og
Preussere. Ved en Fredsslutning 1249 maatte de gl.
Preussere højtideligt love ikke i Fremtiden at
sælge deres Døtre ell. købe deres Hustruer.
Hos Sydslaverne har B. til Dels holdt sig helt
ned til vor Tid. Det er rimeligt at antage, at
Ægteskabet ogsaa hos de italiske Stammer,
hvoraf det rom. Folk maa antages at være
opstaaet, opr. er blevet stiftet ved Køb. Men vi
savner enhver paalidelig Oplysning om,
hvorvidt B. endnu har været kendt hos de italiske
Folk paa den Tid, da den rom. Stat blev
grundlagt. Det er ikke udelukket, at der i den
senere symbolske coemptio ligger en svag
Erindring om længst svundne Tiders B. Men saa
langt vore Efterretninger gaar tilbage, findes i
Rom intet Spor af et virkeligt B. Paa keltisk
og germansk Retsomraade var B. utvivlsomt
ligeledes den almindelige Form for
Ægteskabs Stiftelse. At tage til Ægte hedder endnu
i de frankiske Retskilder »at købe sig en
Hustru« (uxorem emere), Bruden benævnes »den
købte Pige« (puella emta), og Trolovelsen kaldes
Køb (mercatio). B. kendtes i Ditmarsken i 15.
Aarh. Og i Holland betegnes Bruden endnu den
Dag i Dag i folkelig Tale som »verkocht« (solgt).
I Afrika, Centralasien og Kina er B. vedblivende
en alm. udbredt Skik. — Ægteskabet stiftedes
sikkert opr. ved selve B. Brudens højtidelige
Overgivelse og Hjemførelse var da blot den
faktiske Fuldbyrdelse af B. Hos Germanerne
afsluttedes Købekontrakten mellem Brudgommen
og hans Slægt paa den ene Side og Brudens
Fader — ell. Formynder — og hendes Slægt
paa den anden. Bruden selv var Genstand for
Købet. Og hendes Samtykke var ikke
nødvendigt. Allerede tidlig faldt imidlertid
Ægteskabets Stiftelse i to Akter, der tidsmæssig var
adskilte: Trolovelsen og Brylluppet. Trolovelsen,
hvorved B. afsluttedes, var — i alt Fald hos
Inderne og Grækerne ligesom hos Germanerne
og Slaverne — en Betingelse for Ægteskabets
Gyldighed. Var det ægteskabelige Samliv
begyndt uden forudgaaende Trolovelse, da var
Hustruen ingen »ret Ægtehustru«. Ved
Brylluppet, der foregik offentligt i Nærværelse af
begge Parters Slægtninge, blev Bruden af
Faderen ell. Formynderen højtidelig overgivet
Brudgommen. Denne Brudegivelse
hedder i de nordiske Retskilder gift, gipt
(angels. gifta, oldhøjtysk prûtigepa). — Om
Forholdene i Norden beretter Sagaerne. Og
navnlig de norske, isl. og sv. Love giver
vigtige Oplysninger om Retsreglerne for B.
(Brudkaup). Ved Fæstningskontrakten fastsattes
Købeprisen (mundr), hvorved Fæstemanden af
Brudens Fader ell. hendes nærmeste Frænde
som Giftningsmand (Fæstningsmand) købte
Myndigheden (mund, oldhøjtysk munt,
latiniseret mundium, af lat. manus) over Bruden.
Denne Købepris, der ikke var en fingeret, men
en virkelig Købesum, tilfaldt opr.
Giftningsmanden, senere Bruden selv. I Retskilderne, f. Eks.
i Graagaasen, betegnes Hustruen som mundi
keypt. Efter Kristendommens Indførelse
traadte efterhaanden den gejstlige Vielse i
St f. B. og Købeprisen afløstes af
Fæstensgaven.
Købeprisen, der sikkert rettede sig efter
Brudefaderens sociale Stilling, var aabenbart
overalt ret betydelig. I Rigveda nævnes »hundrede
Køer og desuden en Vogn« som Brudepris. Og
i de homeriske Digte tales der om »umaadelige
Gaver« og om »hundrede Okser« og dertil
tusind Geder og Faar. Hos de forsk. germanske
Stammer dannede der sig retlig fastslaaede
Takster, hvis Størrelse formodes opr. at have
svaret til Mandeboden. Lgn. Forhold træffer vi
hos de irske Kelter og hos Gallerne. —
Undertiden udrededes Købeprisen ved at udføre et
Arbejde. Hos Israelitterne ser vi Jakob tjene 7
Aar for Lea og 7 Aar for Rachel. (Litt.: O.
Schrader, »Realleksikon der indogerm.
Altertumskunde« [Strassburg 1901] S. 109 ff.;
Herman Hirt, »Die Indogermanen«, II
[1907] S. 436 ff.; E. Hermann, »Zur
Geschichte des Brautkaufs bei den indogerm. Völkern«
[Progr. Bergedorf bei Hamburg 1904]; Chr. L.
E. Stemann, »Den danske Retshistorie« [1871],
S. 320; Karl Lehmann, »Verlobung und
Hochzeit nach den nordgerm. Rechten des
früheren Mittelalters« [München 1882], S. 7 ff.;
Sohm, »Trauung und Verlobung« [1876];
Heinrich Brunner, »Deutsche
Rechtsgeschichte« I2 [1906], S. 94 ff.; H. d’Arbois
de Jubainville, La famille celtique [1905],
S. 121 ff., S. 175 ff.).
C. W. W.
Brudelys, se Butomus.
Brudeløb, se Bryllup.
Brudenat. I Middelalderen, hvor Giftermaalet
var en blot verdslig Handling, og Vielse ved
Præst i hvert Fald først fandt Sted paa
Brylluppets anden Dag, søgte Kirken ved Paabud at
gennemføre, at Nygifte bevarede Kyskhed i det
mindste den første Nat. I den Anledning
afkrævedes der Brudgommen det saakaldte
»Tobias Løfte«, og en »Brudehane« anbragtes ved
Brudesengen for ved sin Galen at minde Parret
om Aarvaagenhed i saa Henseende. (Se i
øvrigt Bryllup).
Tr.-L.
Brudepige er Navnet paa Brudens ugifte
Ledsagersker. Medens deres Hverv i Nutiden
kun bestaar i at følge Bruden op til Alteret,
bestod det tidligere i ved Sengetid at besørge
Brudens Afklædning, spærre Brudgommen Vejen
til Brudesengen og hindre »Brudesvendene« i
at bemægtige sig Brudens Sko.
Tr.-L.
Brudering. En Ring har hos mange
Folkeslag været Sindbillede paa Troskab og
Forening og er derfor blevet anvendt ved
Ægteskabets Indgaaelse. Hos de hedenske Nordboer
var dog Skikken ukendt, her synes man som
Troskabstegn at have brugt en i Forening
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
