Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bronzealderen (hertil 3 Tavler) - Bronzefarver, se Brokat. - Bronzegrønt, se Kromgrønt. - Bronze-Kalkuner, se Kalkuner. - Bronze-Kunsthaandværk (hertil 2 Tavler)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Oldkyndighed« og i »Nordiske Fortidsminder« I; Vilh.
Boye, »Egekister fra B.« [Kbhvn 1896]; A. P.
Madsen, »Afb. af danske Oldsager og
Mindesmærker, B.« I—II [Kbhvn 1872 og 1876]; I.
Déchelette, Manuel d’Archéologie II, 1,
Age du bronze [Paris 1910]).
H. A. K.
Bronzefarver [↱bråŋsə-], se Brokat.
Bronzegrønt [↱bråŋsə-], se Kromgrønt.
Bronze-Kalkuner [↱bråŋsə-], se Kalkuner.
Bronze-Kunsthaandværk [↱bråŋsə-] (hertil
2 Tavler). Siden den fjerne Oldtid, da Bronzen var
Nyttemetal, har B.-K. aldrig været glemt. Metallets
gyldne Glans gjordet det yndet af alle klass.
Oldtidsfolk; Ægypterne og Fønikerne var Mestre i
Bronzestøbning; for den ældre helleniske Kunst
spiller Bronze den største Rolle (jfr
Billedstøbning), men Grækerne dyrkede ogsaa
B.-K. i mindre Format; æginetisk, delisk og
korintisk Erts var særlig rost. Efter gr.
Forbilleder arbejdede Etruskerne, der paa dette
Omraade er kendte, ved deres Cister og Spejle
med graverede Figurfremstillinger. Senere tog
Romerne Kunsten i Arv. Det berømteste
Fundsted for klassiske Bronzer er som bekendt
Vesuv-Byerne Pompeji og Herculaneum, hvis rige
Fund er samlede i Nationalmuseet i Neapel;
tynde Rustningsplader, der føjer sig efter
Legemets Former, Smykker, Toiletsager, Lamper,
Kandelabre, Trefødder, Møbelbeslag,
Smaaskulptur og allehaande andre Ting gives de
fint kultiverede Former, hvis Charme yderligere
forøges ved den ægte Patina, som ganske vist
er et Produkt af Tid og Natur og sikkert aldrig
har været tilsigtet af Oldtiden. Legeringen
indeholdt gerne 10 % Tin, ell. 4,3 % Bly + 8,7 %
Tin, ell. 7,4 % Bly, saaledes som Plinius
oplyser, og man støbte i fast Lerform, især efter
à cire perdu-Metoden, hvorved Formens Hulhed
tilvejebragtes ved Voks, som udsmeltedes ved
Opvarmning før Støbningen. Til større og mere
sammensatte Stykker at benytte samme Form
to Gange ævnede man næppe. — I den senere
rom. Kejsertid og især i Middelalderens første,
mørke Aarh. gik B.-K. tekn. og kunstnerisk set
tilbage, men det levede dog videre især i Byzans
og bredte sig igen herfra. Gennem hele den
ældre Jernalder kunde man selv her i Norden
støbe mindre Bronzesmykker, Fibulaer og
Spænder med Dyreornamenter; fra 7. Aarh. stammer
Dagobert-Stolen i Paris (Nationalbiblioteket), og
under Karl den Store’s Renaissancetilløb støbtes
paa ny fl. større Bronzearbejder i Nordeuropa. Fra
11. Aarh. stammer en Række ital. Kirkedøre, af
hvilke de ældste, f. Eks. i Amalfi 1066, skyldes
Byzantinere, men mindst lige saa tidligt
forekommer ogsaa tyske Arbejder, først og
fremmest Domkirkedørene i Hildesheim 1015 og
Bernwardsøjlen smst. En Munk, Teofilus
Presbyter, har skildret denne Tids Teknik, der i
Hovedtrækkene svarer til Oldtidens, og i det
hele bød Kirkerne mange Opgaver for B.-K.
Klokkerne, der til en Beg. var af Smedejern, blev
fra 11.—12. Aarh. regelmæssigt støbte af Malm
og smykkede med Indskrifter og Relieffer;
ogsaa Gravmæler og Døbefonte blev for en Del B.-K.’s
Sag, og hertil kom en Række mindre, kirkelige
Brugsgenstande, Lysestager, Alterkrucifikser,
dyreformede Vandkander (Akvamaniler) og
Røgelsekar, hvoraf der f. Eks. findes meget
righoldige Samlinger i det danske Nationalmuseum.
Af berømte romanske Bronzer kan fremhæves
Domkirkedørene i Augsburg og Pisa, Fonten i
Liège og den syvarmede Lysestage i Milanos
Domkirke. En Mængde af de mindre Arbejder
menes at være støbte i Dinant i Belgien, hvor
der ogsaa senere har været betydelige
Metalværksteder; men dette er dog ikke sikkert
fastslaaet, og B.-K. har sikkert været i Flor i alle
Middelalderkulturens Lande; af dansk Arbejde
er foruden Kirkeklokker nogle ret plumpe
Røgelsekar, iflg. Runeskrift støbte af Mester
Jakob Rød i Svendborg. Under Gotikken, da
Legeringerne hyppigt blev mere messingagtige,
fortsættes Traditionen fra den ældre
Middelalder; rigt, men ikke særlig fint producerende, var
de nordtyske Hansestæder, hvis Arbejder
utvivlsom er stærkt repræsenterede i danske Kirker;
saaledes blev den syvarmede Lysestage i Viborg
Domkirke støbt i Lübeck 1494. Finere Værker
udførtes i Nederlandene (bl. a. graverede
Gravplader som Erik Menved’s i Ringsted), i
Sydtyskland og i Italien, og Sengotikken betyder
paa mange Maader en Stigning i tekn. Evne.
Denne Udvikling kronedes af den ital.
Renaissance, hvis Kunstnere jo hyppigt var
uddannede som Guldsmede og Metalarbejdere, og hvis
banebrydende Mestre, Donatello og Ghilberti,
netop var fremragende Bronzestøbere.
Kunstindustrielle Storværker er foruden Ghilberti’s
florentinske Baptisteriedøre f. Eks. Verrocchio’s
Medici-Gravmæle i Firenze, Vechietta’s
Tabernakel i Siena, Riccio’s Bronzekandelaber i
Santo i Padova og Leopardi’s Flagstangsfødder paa
Marcuspladsen i Venedig. Til de større Statuer
føjedes ogsaa ny Arter af Smaaskulptur, først og
fremmest de herlige, støbte
Renaissancemedailler, hvis Hovedmester er Vittore Pisano,
dernæst Plaketter (Relieffer, brugte som
Guldsmedemodeller o. l.) og Brugsgenstande som
Mortere og Dørhammere. De kunstindustrielle
Smaasager udgik for en stor Del fra
norditalienske Værksteder, som blomstrede op efter
Donatello’s Ophold i Padova, og som aldrig
direkte kopierede antikke Bronzer, men frit
benyttede Marmormotiver. Det 15. Aarh.’s mindre
Arbejder er ofte støbte à cire perdu uden
Ciselering og staar derfor med hele
Modelleringens Friskhed; i 16. Aarh. lagde man større
Vægt paa tekn. Bravur i Overfladebehandlingen,
og Ciseleringen, der jo altid er nødvendig for
at glatte Støbningens Ujævnheder, foretoges
med yderste Omhu og suppleredes med
Polering; Barokarbejder af Giov. da Bologna, Tacca
o. a. staar gerne med glat, mørk Overflade.
For Landene N. f. Alperne betød Renaissancen
ikke saa store Fremskridt; vel udmærkede
Peter Vischer i Nürnberg sig ved sine herlige
Værker (Sebaldus-Graven og en Række
Gravplader), vel arbejdede senere især i
Sydtyskland dygtige Mestre, f. Eks. Labenwolf og Adrian
de Vries, men til mindre Arbejder anvendtes
den ægte Bronze endnu mindre end under
Sengotikken, og af helt ny Omraader inddroges
kun den ofte meget kunstfærdige Kanonstøbning
under B. En ny Blomstring fik B. under Ludvig
XIV, da Metallet kom i Brug i Møbelkunsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
