Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bronze er oprindelig en Fællesbetegnelse for Kobberlegeringer, hvis Hovedbestanddel foruden Kobberet er Tin - Bronzealderen (hertil 3 Tavler)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
traadte i Baggrunden for Staalkanonerne, og
har nu vel mistet saa godt som al Bet.; længst
holdt de sig i Østerrig, hvor Uchatius, ved at
underkaste Kanonrøret en stærk mek.
Bearbejdning indefra ud over Elasticitetsgrænsen,
forøgede Materialets Styrke og Haardhed
betydeligt (saakaldt »Staal-B.«, der dog ikke
indeholdt noget Jern).
Kunst- ell. Statuebronze skal i
smeltet Tilstand være letflydende for godt at fylde
Formen, det maa egne sig til at ciseleres samt
kunne antage en smuk Patina, d. v. s. det skal
ved Henstand i fri Luft i længere Tidsrum
under Vejrligets Indflydelse omdanne sin opr. gule
Farve til en brunlig og blive overtrukket med
et lysegrønt Overtræk, hovedsagelig bestaaende
af basisk Kobberkarbonat, der er glat og tæt
og ikke skjuler selv fine Detailler af
Overfladen. Den hertil anvendte Legering er nu for
Tiden i Reglen en kvaternær B., med tilsat
Bly og Zink, idet den smeltede Masse herved vil
flyde lettere og faa et lavere Smeltepunkt,
ligesom ogsaa Ciseleringen foregaar lettere. Som
Eksempel paa en kvaternær Normal-B. kan
anføres flg.: 86 2/3 Dele Kobber, 6 2/3 Tin, 3 1/3 Bly,
3 1/3 Zink. I det gl. Grækenland anvendtes ren
Tin-B., dog ofte med noget Bly i St f. en Del
af Tinnet; i Rom indførtes Zinktilsætningen. En
lille Jernmængde i B. giver denne en bleg Tone,
hvad allerede Oldtidens Billedstøbere kendte. I
kin. og jap. B. findes ofte indtil 15 % Bly,
sandsynligvis tilsat for at lette en Mørkfarvning
med svovlbrinteholdige Vædsker. Medaille-B.
skal i Frankrig efter Loven være ren 5 %’s
Tin-B.; til Skillemønt anvendes en lgn.
Legering, dog hyppigst en ternær B. med 4 %
Tin og 1 % Zink, saaledes er f. Eks. de danske
saakaldte »Kobberpenge« sammensatte.
Maskinbronze, der i Teknikken i Reglen
benævnes Metal, har efter sin forsk. Anvendelse en
ret forskelligartet Sammensætning; til Genstande,
der ikke skal underkastes større
Slidpaavirkninger, anvendes oftest 5—7 % Tin og 2—4 % Zink;
til Maskindele, der kan udsættes for større
Slid, c. 8—10, eventuelt op til 16 % Tin og 2—6
% Zink. Vigtig for Anvendelse i
Maskinteknikken er, at Tin-B.’s Styrkeegenskaber gaar stærkt
tilbage ved Temp. over 200° (svarende til
Temperaturer af mættet Damp af 15 Atmosfærers
Tryk). Jo mere Zink og jo mindre Tin Maskin-B.
indeholder — og af økonomiske Grunde vil man
ofte foretage Forandringer i denne Retning —,
des mere nærmer den sig til bronzeagtig
Messing. — Af Specialbronzer skal anføres:
Aluminium-B. (se
Aluminium-Legeringer), Fosfor-B. (s. d.), Mangan-B. (s. d.),
Silicium-B. (s. d.). Saakaldte Patent-B.
vil i Reglen ikke være andet end Messing.
Bilgen-B. er særlig modstandsdygtig over for
Søvand og af stor Styrke; den indeholder f. Eks.
97 % Kobber, 2 % Tin og højst 1 %
fremmede Stoffer. (Litt.; Hannover, »Mekanisk
Teknologi«; Suenson, »Byggematerialer«,
Karmarsch-Fischer, »Mechanische
Technologie«).
Carl J.
Bronzealderen [↱bråŋsə-] (hertil 3 Tavler)
er en gennem C. J. Thomsen i Mus. f. nord.
Oldsager (Nationalmus.) fastslaaet og siden i
Arkæologien alm. anvendt Betegnelse for en forhist.
Kulturface, hvis Hovedraaemne for Vaaben og
skærende Redskaber, delvis ogsaa for
Brugsgenstande og Smykker, var Bronzen, det
legerede Metal, der dannes, af Kobber med
Tilsætning af en mindre Mængde af et andet Metal,
sædvanlig Tin. B. er et Kulturtrin, der kendes
fra store Dele af den gl. og ny Verden. I Nord-
og Mellemeuropa er B. ubetinget forhistorisk,
saavel som i største Delen af Asien (og
Amerika), medens det har vist sig, at den i Landene
om det østlige Middelhav rækker op mod de
gennem hist. Kilder belyste Perioder ell. er
delvis hist. Sædvanlig følger den gennem mere ell.
mindre udprægede Overgangstider efter
Stenalderen og fortsættes selv i Jernalderens
Kulturtrin. Inden for begrænsede Rammer og med
et begrænset Tal af Elementer betegner den
næsten overalt et Højtrin i Udviklingen, forsk.
efter Grundlagets Art og den ulige Varighed i
de forsk. Landomraader. Den er opstaaet paa
Omraader, hvor Hovedmetallet var let
tilgængeligt, og har derfra bredt sig til fjernere Egne,
hvor den ofte vedvarede længe og naaede en
særegen Form og Udvikling.
At Kobberet blev det første store
Nyttemetal, ligger utvivlsomt i, at det i Naturen
forekommer forholdsvis rent og kan hamres
koldt. Sikkert er man dog ogsaa naaet til at
vinde det af Erts. Senere har man fundet, at
Metallet ved Tilsætning af Tinnet vandt en
Række Egenskaber, som gjorde det mere brugbart,
navnlig til Støbning. Det blev et haardere og
smukkere Metal end det ublandede Kobber og
fik ved Støbningen en glattere Overflade, der
var egnet til at modtage Ornamenter.
Bronzen kunde baade hamres og var med normalt
Blandingsforhold elastisk nok til at kunne
drives. Gennem Tinmængden reguleredes
Haardheden. Tinnet blev sædvanlig tilsat i en
Mængde af c. 10 %. Ved større Tilsætning stiger vel
Haardheden, men Metallet bliver tillige mere
sprødt og derved mindre anvendeligt. Brugen af
Bronze beroede paa Udviklingen af en særlig
Teknik, der er vidt forsk. fra Jernets, hvori
sikkert ogsaa ligger en Hovedaarsag til, at man
forholdsvis sent lærte at behandle dette.
Samtidig med Bronzen blev derimod sædvanlig
Guldet anvendt, af lgn. Aarsag som Kobberet.
Fælles for begge Metaller er den til visse Egne
begrænsede Forekomst. De maatte tit føres langt
bort fra disse Steder og gav derved Anledning
til en betydelig Handel. Bearbejdningen maatte
føre til Fremkomsten af særlig Kyndige, en Art
Haandværkerklasse. De Sporer til Udvikling,
som laa i disse Elementer, førte, hvor
Samfundene var i Stand til at modtage dem, til
mærkelige Resultater, men den nødvendige
Forudsætning var Evne til at modtage udefra
og bearbejde det givne. Heraf fulgte, at B.
væsentlig udformedes paa visse geografiske og
folkelige Strøg, hvis Befolkning blev Kulturfolk,
medens andre kun i ringe Grad berørtes.
Saadanne Omraader kendes saavel i Nordasien (se
asiatiske Oldsager II, S. 208—10), i
Nord- og Sydamerika (Peru, Meksiko, se
amerikanske Oldsager I, S. 628—33), som i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
