Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - broget Kobbermalm (Bornit) er et Mineral efter Formlen Cu3FeS3 - broget Sandsten, en særlig i Tyskland anvendt Betegnelse for den ældste Etage af Triasformationen (s. d.). - Broglie, - 1) Charles François, Greve af (1719-81) - 2) Claude Victor, Prins af (1757-94) - 3) François Marie, Hertug af, Marskal af Frankrig (1671-1745) - 4) Victor Francois, Hertug af, Marskal af Frankrig, (1718-1804) - 5) Achille Léonce Charles Victor, Hertug af, (1785-1870) - 6) Albert, Hertug af, (1821-1901)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
men paa en Del Steder er Forholdet omvendt,
idet B. er Hovedmalmen; saaledes bl. a. ved fl.
vigtige Kobberminer i Chile (Tamaya og Sapos)
og i Skandinavien ved. adskillige af de —
forholdsvis smaa — Kobberforekomster i
Telemarken. I Grønland udgør den sammen med
Kobberglans Malmen i den f. T. under Brydning
værende »Josva’s Kobberminie« S. f. Ivigtut.
(N. V. U.). O. B. B.
broget Sandsten, en særlig i Tyskland
anvendt Betegnelse for den ældste Etage af
Triasformationen (s. d.).
J. P. R.
Broglie [↱brå.j ell. brå↱lji],
1) Charles François, Greve af (1719—81), blev 1752 af
Ludvig XV sendt til Polen, hvor han forstod at
sætte nyt Liv i det fr. Parti; men hans
Virksomhed forstyrredes 1756 ved Forandringen i
Ludvig’s politiske System. Under Syvaarskrigen
virkede han som Diplomat hos Preussens
Modstandere, men blev 1762 indviklet i sin Broder
Hertugens Fald og forvist til sine Godser. Dog
fortsatte han utrættelig sin Virksomhed, blev
tilbagekaldt til Hoffet og var i en Aarrække
den egl. Leder af Kongens hemmelige Diplomati.
1773 blev han styrtet af Aiguillon og atter
forvist, men vedblev dog at staa i hemmelig
Forbindelse med Ludvig XV.
2) Claude Victor, Prins af, Søn af den
forriges Broder, Hertug V. F. (1757—94),
kæmpede i den nordamerikanske Frihedskrig og
blev 1789 valgt til Rigsstænderne af Adelen. Han
optraadte som Folkeven og var Aug. s. A.
Præsident for den konstituerende Forsamling. Efter
dennes Slutning fik han en Anførsel i
Rhin-Armeen, men tog sin Afsked 1792, da han ikke
vilde anerkende Kongens Suspendering. 27. Juni
1794 blev han guillotineret.
3) François Marie, Hertug af,
Marskal af Frankrig, Søn af den 1727 afdøde
Marskal, Grev Victor Maurice, af en gl
piemontesisk Familie (1671—1745), traadte 1685 i fr.
Krigstjeneste og kæmpede i de flg. Krige. 1724
var han Gesandt i London, kommanderede 1734
den fr.-sardinske Armé i Italien sammen med
Coigny og erobrede Lombardiet. Derefter var
han Guvernør i Elsass, men kommanderede i
den østerrigske Arvefølgekrig. B. var som
Feltherre alt for forsigtig og faldt i Unaade 1743.
4) Victor François, Hertug af,
Marskal af Frankrig, Søn af ovenn. F. M.
(1718—1804), udmærkede sig i den østerrigske
Arvefølgekrig og i Syvaarskrigen. 13. Apr. 1759
sejrede han ved Bergen over Ferdinand af
Braunschweig og erobrede Minden, men led
sammen med Contades smst. 1. Aug. et Nederlag.
Efter at være blevet uenig med Soubise blev
han kaldt tilbage og forvist fra Hoffet. 1764
blev han Guvernør og 1778 udnævnt til
Anfører mod England. 1789 blev han
Krigsminister paa det Tidspunkt, da Hoffet paatænkte
at slaa Revolutionen ned med Vaabenmagt; men
over for den Opstand, der førte til Bastillens
Fald, udrettede han intet, og han blev saa
upopulær, at han emigrerede. Efter Ludvig XVI’s
Henrettelse blev han Medlem af
Regentskabsraadet i Ludvig XVII’s Navn. 1794 gik han i
eng., 1797 i russ. Tjeneste, men levede til sidst
som Privatmand.
P. L. M.
5) Achille Léonce Charles Victor,
Hertug af, f. 28. Novbr 1785, d. 25. Jan. 1870,
Søn af ovenn. C. V. B., blev opdraget af sin
Stiffader, den radikale Voyer d’Argenson og
indtraadte i Statstjenesten 1809. Han brugtes ved
Forvaltningen i Illyrien og var senere Attaché
i Warszawa og Wien samt 1813 de Narbonne’s
Sekretær paa Kongressen i Prag. Juni 1814 blev
han Pair og antog 1816 Hertugtitlen; talte 1815
med Varme og Dygtighed imod Ney’s Dødsdom,
ligesom senere imod Undtagelseslovene og var
under hele Restaurationen en afgjort Forsvarer
af det konstitutionelle System og den borgerlige
Frihed. Efter Julirevolutionen 1830 var B. i to
Maaneder Undervisningsminister, men stillede
sig i Opposition imod Lafitte; derimod billigede
han Casimir Périer’s mere konservative
Styrelse og tog særlig Ordet for Pair’ernes
Arvelighed. Oktbr 1832—Apr. 1834 var B.
Udenrigsminister og sluttede Traktat med England mod
Slavehandelen. Marts 1835—Febr 1836 var han
Første- og Udenrigsminister i det afgjort
doktrinære Ministerium, der for at sætte en Bom
imod Radikalismen gennemførte de strenge
Septemberlove mod Pressefriheden, som han
tidligere selv varmt havde forsvaret. Derimod
fastholdt han strengt Ministeriets Myndighed
overfor Kong Filip’s Lyst til personligt Styre. Han
vilde ikke indtræde i Thiers’ Ministerium 1840 og
understøttede senere Guizot’s Styrelse, medens
Februarrevolutionen 1848 var en haard
Skuffelse for ham. 1849 valgtes B. til
Nationalforsamlingen, var her en af Højres Ledere og 1850
Formand for Udvalget om Valgrettens
Indskrænkning; foreslog 1851 Forfatningens
Gennemsyn for at muliggøre Orléans’ernes
Tilbagekomst til Magten og søgte Decbr s. A. at
modsætte sig Statskuppet. Som Medlem af det fr.
Akademi siden 1856 fortsatte han en stille, men
bitter Kamp mod Kejserdømmet. 1816 havde
han ægtet Mad. de Staël Holstein’s Datter,
Albertine (1797—1838), der var lige saa ivrig
Protestant, som han selv var Katolik. B.’s
»Skrifter og Taler« udkom 1863 i 3 Bd., hans
»Erindringer« (indtil 1832) 1886—87 i 4 Bd.
(Litt.: Guizot, Le duc de B. [1872]).
6) Albert, Hertug af, f. 13. Juni 1821, d.
19. Jan. 1901, foreg.’s Søn. B. var 1845—47
Attaché i Madrid og Rom og begyndte 1848 at skrive
i Revue des deux Mondes, hvor hans vigtigste
Arbejder efterhaanden er fremkomne. Ogsaa
var han en vigtig Medarbejder i Correspondant
og søgte at hævde den liberale Katolicisme i
Modsætning til Ultramontanismen, medens han
i politisk Henseende hyldede det konstitutionelle
Kongedømme i dets doktrinære Skikkelse under
det orléans’ske Hus. 1856 udgav han de to første
Bd af l’Église et l’Empire romain au 4me siècle
om Konstantin den Store, fortsat indtil 1869 med
4 andre Bd om Julian og Theodosius, og vandt
herved 1863 Sæde i det fr. Akademi. 1869 søgte
han forgæves Valg til den lovgivende
Forsamling som Oppositionsmand, men valgtes Febr
1871 til Nationalforsamlingen og blev straks
efter Sendemand i London indtil Maj 1872. Men
ved Siden heraf tog han ivrig Del i de
politiske Forhandlinger hjemme som en af
Højres Førere og søgte efter sin Tilbagekomst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
