Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bredahl, Christian Hviid, dansk Forf., (1784-1860)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Resten af sin Fædrenearv, ved en Vens
Upaalidelighed. Pint under Byrden af
Næringssorgerne maatte han opgive Tanken om fortsat
digterisk Virksomhed og tage fat paa »Møggreb,
Spade og Hakke«. For 5 Rdl. købte han 1824
Parcelgaarden Damsgaard ved Sorø og levede
nu til sin Død som Bonde her; men Gaarden
var forfalden, Jorderne forsømte og udpinte,
og Gæld var der paa den, som maatte betales.
Uagtet B. arbejdede i sit Ansigts Sved fra
Morgen til Aften, kunde han næppe skaffe sig og
sine det daglige Brød; de udgivne Dele af
»Dram. Scener« havde ingen Afsætning, og
Forlæggeren vægrede sig ved at udgive fl. af dem.
En lille Understøttelse af Fonden ad usus
publicos hjalp blot i Øjeblikket over
Vanskelighederne, og kun ved en offentlig Indsamling,
foranlediget ved et anonymt Opraab i »Dagen«
(ved hans Barndomsveninde Fru
Rosenstand-Goiske) lykkedes det 1831 at redde ham fra
økonomisk Undergang; samtidig eftergav
Kongen ham hans Skatterestancer til Sorø Akademi
og fritog ham for fremtidig at svare Afgift til
Akademiet. Det blev nu en Stund saa lyst for
B., at han kunde fortsætte Udgivelsen af de
»Dram. Scener«, hvis 5. og 6. Del udkom
1832—33; men om nogen varig Forbedring i B.’s
Kaar blev der ikke Tale. Atter og atter vender
han i sine Breve tilbage til sin fortvivlede Kamp
for at skaffe Brødet og til det ulykkelige i
baade at være Bonde og Poet, »hvilke to
Levebrød hvert for sig er tilstrækkeligt til at
ødelægge sin Mand«. Trods alt var hans digteriske
Produktion i disse Aar meget betydelig, men
gav rigtignok intet som helst økonomisk
Udbytte. Foruden de udgivne Skr (»Fra gamle
Gumba«, et Indlæg i Gengangerstriden, »En
Hverdagshistorie, af Mads Klister,
Bogbindersvend«, en bred og trættende Parodi paa
»Hverdagshistorierne« med Angreb paa den
Heibergske Skole, og »Erindring om Danmarks svundne
og Haab om dets kommende Dage, til sine
Landsmænd og Landsmandinder fra C. Bredahl«,
et politisk-konservativt Skr. ganske mod Tidens
Strøm, med sympatiske Udtalelser om
»Eneherskerstaven« og skarpe Udfald mod det
politiske Kandestøberi) skrev han en Række
Lystspil og Tragedier (alle hidtil ikke udgivne), der
sendtes til det kgl. Teater, men for største
Delen sendtes ulæste tilbage af Chr. Molbech;
først ved Heiberg’s Hjælp lykkedes det at
bringe Tragedien »Knud Svendssøn« paa Scenen
Decbr 1849, men den blev henlagt efter to
Opførelser. Det skyldtes særlig Konferensraad
Collin, at B. holdtes oven Vande i disse Aar,
og at der fra 1845 bevilgedes ham en aarlig
Digtergage paa 250 Rdl. Hans økonomiske Kaar
var saaledes i hans sidste Levetid forholdsvis
gode, og trods Sygdom og Sorger (hans eneste
Søn faldt i Slaget ved Isted) var Livet i det
hele nu lysere for ham; men med sin
Digtervirksomhed havde han taget Afsked efter
Modgangen med »Knud Svendssøn« (1847 havde han
faaet udg. Dramaet »Sultan Mahmuds
Pilgrimsgang«, og i »Gæa« havde P. L. Møller optaget
Fragmenter af den utrykte Tragedie
»Sokrates«). Et Lyspunkt i hans Livs Aften blev det,
da »Samfundet til den danske Litt.s Fremme«
1855 paatog sig Forlaget af en af F. L.
Liebenberg besørget, stærkt forkortet Udg. af de
»Dramatiske Scener« i 3 smukt udstyrede Bd og med
Digterens Portræt af Vermehren samt i Honorar
herfor udbetalte B. henved 1600 Rdl. Skønt hans
Navn derved blev kendt i vide Kredse, gik hans
sidste Leveaar og hans Død saa godt som
ubemærket hen; han ligger begravet paa Pedersborg
Kirkegaard tæt uden for Sorø ved Kongevejen.
B. staar ganske ensom i dansk Litt., hans
Digtning er aldrig blevet populær, næppe
engang synderlig læst. Ingemann, hans yngre
Skolekammerat fra Slagelse, senere hans
fuldtro Ven i Livet, har i sin »Levnetsbog« skildret
B. fra Skoletiden. Allerede da var han en tavs
indesluttet Natur, deltog sjælden i de andre
Drenges Leg, men hjalp hellere
Ringerkællingen med at trække Klokkestrengen i Taarnet ell.
med Graverarbejde paa Kirkegaarden. I sit
Liv som i sin Digtning gik han sine egne Veje
lidet agtende paa Mængdens Færd, en stolt,
trodsig Karakter, der ganske manglede Evnen
til at underordne sig, men altid var rede til at
beskytte dem, der syntes ham at lide under
Vold og Uret; hans triste Livsskæbne
udviklede yderligere det bitre og menneskeforagtende
i hans Natur. I sine »Dramatiske Scener« er
det da ogsaa Menneskenes Forfængelighed og
Tidens Usselhed, han skildrer med harmfuld
Indignation og Foragt over al den Troløshed,
han mener at se omkring sig. Men en saadan
Digtning var for kraftig Kost for den slappe
Tid, og tilmed henlægger han sin Handling —
ell. rettere de vilkaarlig sammenføjede Scener
— til et fantastisk Maanekejserdømme, hvor
Personer og Steder har faaet de underligste
Navne, og hvor ethvert realistisk Grundlag
synes at mangle; kun faa forstod, at hans
Personer var ægte »Kød af vort Kød«, at det var
Tidens Tilstande, der fremdroges i
kaleidoskopisk Brogethed, at hele hans Digtning var en
stor Verdenstragedie. En moderne Læser vil
vanskelig forsone sig med hans rent Voltaire’ske
Opfattelse af Menneskene, med de englerene
Helte og djævelsksorte Skurke i grelleste
Modsætning, med den ensidige Karrikeren, hvormed
han i sin Bitterhed ofte tegner Verden og
Menneskene, og den prækende og moralske
Forbitrelse, han ofte slaar over i; den rent
formelle Ubehændighed i Kompositionen og de
mange Platheder i Stilen vil ogsaa virke
stødende. Men til Gengæld vil man fra Læsningen
af disse Scener medbringe et levende Indtryk
af et stort og ædelt Menneskehjerte, af en saa
dyb Natur- og Menneskefølelse, som kun hos
faa, af en streng Retfærdighedstrang, der med
glødende Harme ser »paa al Slethed og
Uretfærdighed, paa al Løgn og Hykleri, paa al
sminket Herlighed og tom Storhed i Verden«. De
dristige Fantasibilleder med de Michelangelo’sk
storladne Figurer og den malmfulde Diktion vil
efterlade Indtryk som en Shakespeare’sk
Tragedie; sikkert er der da ogsaa i B.’s
»Dramatiske Scener« mange baade tragiske og
komiske Enkeltheder, over hvilke der er en
Storslaaethed, som stiller B. jævnbyrdig den store
Englænder. (Litt.: Ingemann’s
»Levnetsbog« [1862]; »Breve til og fra Ingemann« [1879];
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
