Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brahmanisme er en Betegnelse for Aandsretning i Indiens Oldtid og Middelalder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ell. Ananta (»uendelig«) bærer det hele paa
sine 1000 Hoveder; selv hviler den paa Vandet.
Alt dette kaldes tilsammen Bhūrloka (loka
= »Verden«). Strækningen fra Jorden til
Solbanens Diameter kaldes Bhuvarloka.
Strækningen fra Solen til Nordstjernen (Dhruva)
kaldes Svarloka (»Himlen«), med Solens,
Maanens, Stjernernes og Planeternes Baner. De
nævnte 3 Verdener (Bhūr, Bhuvar og
Svar) gaar under ved Enden af hver
Verdensperiode (Kalpa); men senere tilføjedes 4
ny (hos Sekterne endnu fl.), beboede af Sjæle,
som har tilegnet sig højere Grader af
Fuldkommenhed ell. Fortjeneste; disse 4 Verdener
er relativt uforgængelige, idet de ikke
ødelægges ved Enden af en Kalpa, men først ved
Enden af Brahmáns Liv. Alt dette omgives af
Æggeskallen. Uden for denne kommer de
uorganiserede Elementer (Vand, Ild, o. s. v., til
sidst omgivne af Urmaterien (Pradhāna
ell. Prakṛiti), som er uendelig. Den ældste
Periode-Inddeling er den i 4 Aldere (yuga):
Kṛitayuga, Tretāyuga,
Dvāparayuga og Kaliyuga, forholdende sig i
Længde, Retfærdighed, Lykke etc. som 4, 3, 2, 1;
tilsammen udgør de en mahāyuga
(Storyuga) paa 4320000 menneskelige Aar. 1000
mahāyuga’er udgør 14 Manu-Perioder
(Manvantara), hver med sin Manu (s. d.),
sin Indra og sit Sæt Guder og Ṛishi’er. —
14 Manvantara’er udfylder en Kalpa ell.
Brahmán’s Dag, hvorefter en partiel Undergang
finder Sted, ved hvilken de 3 nederste
Verdener ødelægges, hvorefter de skabes igen ved
en »sekundær Skabelse«, naar Brahmán
vaagner. Af 2 X 360 Kalpa’er bestaar eet af
Brahmán’s Aar; af 2 X 50 saadanne Aar
bestaar Brahmán’s Liv, efter hvilket alt opløses
i Vandet, Vandet i Ilden etc., det hele i
Pradhāna (Kaos); dette kaldes den »almindelige
Undergang«. Efter denne begynder den
»primære Skabelse«, idet de forsk. finere
Elementer udvikler sig af Kaos indtil Vandet, hvori
paa ny skabes Brahmán’s Æg og i dette igen
Brahmán. — Alle Væsener i de 3 ell. 7
Verdener deltager i Verdenskredsløbet
(samsāra), idet de bestandig fødes paa ny (se
Sjælevandring) i højere ell. lavere
Tilværelsesformer efter deres Gerninger
(karman) i den sidste ell. deres tidligere
Tilværelser fra Evighed af; ved Verdensundergangene
tilintetgøres de temporært i det absolutte; men
en Spire af Gerningen vedbliver at eksistere
potentielt, hvilken gør, at de maa fødes paa
ny ved næste Skabelse, hvis de ikke har
opnaaet Befrielse (moksha eller nirvāṇa,
s. d.).
c) Religiøs Praksis: Denne fremtræder
væsentlig i Form af Ofringer og dertil
hørende Ceremonier, men dels ogsaa i Askese og
Meditation.
Ofret synes at stamme fra Tiden før
Sjælevandringslærens Opkomst; det var en Slags
Trolddom, hvorved Verdensordenen
opretholdtes (»det i Ilden efter Ritualet kastede Offer
gaar til Solen; af Solen fødes Regnen, af
Regnen Føde, deraf Skabningerne«), og hvorved
man skaffede sig Regn, Sejr, Velstand, Afkom,
langt Liv etc., og til sidst Himlen. Ritualet med
tilhørende Vedatekster var evigt og
efterhaanden aabenbaret til Guder og Ṛishi’er; ved dets
rigtige Anvendelse sejrede Guderne over
Asura’erne. Ritualet virkede magisk; til dets fulde
Virkning bidrog dog Kundskab om dets Bet. og
moralske Dyder; derimod synes
Forestillingerne om Guderne at være temmelig ligegyldige.
Der kunde ogsaa gøres Ulykker med det,
hvorfor man havde en Ceremoni, ved hvilken alle
Deltagerne i Ofret gensidig forpligtede sig til
ikke at svige hinanden. Ofret var tillige en Slags
Kommunion, idet de brahmanske Deltagere
spiste hver sin Offerportion og drak af Soma’en
(en ikke-brahmansk Offergiver fik en anden
Drik), og denne Side af Ofret gaar igen i de
nyere Sekters Praksis. Kun Brahmaner maatte
foretage Ofret, kun »tvebaarne« (se ovf.)
maatte bringe det ledsaget af Skriftsteder
(mantra). Der var over 1000 Varieteter af
Ofret, og Veda-Ritualet er det mest indviklede
og vidtløftige i Verden. Ved det daglige
Morgen- og Aftenoffer, Ny- og Fuldmaaneofret,
4-Maaneders-Ofret etc., ofredes i Ilden Kager,
Vælling, Smør, Mælk etc.; ved Soma-Ofrene
tillige Soma (s. d.); ved de sidste (undertiden
ogsaa ellers) ofredes ogsaa Dyr (Mennesket,
som det synes, indbefattet), og Ofrene var opr.
meget blodige. Heri indtraadte dog en stor
Forandring ved de forandrede religiøse Anskuelser,
iflg. hvilke Vægten lagdes paa »Befrielsen«,
som først og fremmest krævede ahiṃsā ɔ:
ikke at gøre andre Væsener Skade; man gav
nu Dyrene fri ell. erstattede dem med Figurer
af Dejg (»Offerskikketheden, medha, gik fra
Mennesket over til Hesten, fra Hesten til Koen,
fra Koen til Faaret, fra Faaret til Geden, fra
Geden til Jorden og endelig til Byggen og
Risen, som saaledes indeholder Essensen af
alle Offerdyr og udgør det bedste af Ofret«).
De blodige Ofre var det, som Buddhisterne og
andre Modstandere af B. mest drog til Felts
imod. Man havde særlige Ofre for Konger:
Salvingsofret og Hesteofret; det sidste var en
Bekræftelse paa, at vedk. anerkendtes som Kejser.
De her omhandlede Ofre kaldes særlig
»aabenbarede«, idet de herhen hørende Ritualer
(çrauta-sūtra, af çruti, Aabenbaring) beroede paa
Vedaerne og krævede stort religiøst Apparat
med adskillige tjenende og ledende Præster,
som hver havde sine bestemte Funktioner. Hvert
Offer dannede et Kompleks af Handlinger,
hvorved nogenlunde alle Guder blev betænkte. De
var af en ganske privat Karakter, til Bedste
for den, der bekostede dem; de vidtløftigere,
som p. Gr. a. deres Bekostelighed kun kunde
gives af Fyrster og Rigmænd, ledsagedes dog
af forsk. Forlystelser og anden Gavmildhed og
antoges p. Gr. a. Offergiverens sociale Stilling
indirekte at komme Landet ell. hans
Undergivne til gode. Af meget stor Bet. var
Offergaverne (dakshiṇā) til Præsterne, som ofte
naaede en utrolig Størrelse. Efterhaanden som
Ofrets magiske Karakter traadte mere i
Baggrunden, toges ogsaa Brodden af de
bekostelige Ofringers aristokratiske Karakter, ved at
man opfandt Dispensationer, hvorved man, naar
man ikke havde Raad til de kostbare Ofre,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
