Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brahilov, se Braila. - Brahm, Otto, tysk Forf. og Kritiker, (1856-1912) - Bráhma, se Brahman og Brahman. - Brahmagupta, ind. Astronom og Matematiker fra 7. Aarh. - Brahmaloka (»bràhman's Verden«), i Brahmanismen den højeste af de 7 Verdener, - Bráhman, et Sanskrit-Ord, hvis Historie for en stor Del tillige er den ind. Filosofis og Religions Historie - Brahman (Mask., Nom. brahmâ; »Indehaver af bráhman«): - I) i Vedaritualet en Præst, navnlig den, som skulde paase, at ingen Fejl blev begaaet ved Ofret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Brahm, Otto, tysk Forf. og Kritiker, f. i
Hamburg 5. Febr 1856, d. 28. Novbr 1912 i
Berlin, tog Doktorgraden i Jena 1879 og bosatte
sig derpaa i Berlin. Her blev han 1889
Medstifter af Selskabet »Freie Bühne«, som han
ogsaa ledede, og grundlagde Tidsskriftet af s. N.,
som repræsenterede dets Tendens; 1894 blev
han Leder af »Deutsches Theater« i Berlin og
overtog en halv Snes Aar senere Lessingteatret,
som han styrede til sin Død. Bl. hans Skr kan
nævnes »Das deutsche Ritterdrama des 18.
Jahrhunderts« (1880), »Gottfried Keller« (1883),
»Heinrich v. Kleist« (1884), »H. Ibsen« (1884) og
»Schiller« (1888—92; ufuldendt). Et Udvalg af
hans kritiske Skr blev udg. 1913—14 i to Bd
af Paul Schlenther.
C. B-s.
Bráhma, se Bráhman og Brahmán.
Brahmagupta, ind. Astronom og
Matematiker fra 7. Aarh., hvis Arbejder blev
benyttede og videre bearbejdede af Bhaskara
(s. d. og den der anførte Litt.; jfr Indisk
Astronomi og Matematik).
D. A.
Brahmaloka (»bráhman’s Verden«), i
Brahmanismen den højeste af de 7 Verdener,
hvoraf »Brahmán’s Æg« bestaar; de, som i
Sjælevandringens Løb efterhaanden er naaede
herop, bliver ved Enden af Brahmán’s Liv
tillige med denne »befriede« og forenede med det
absolutte.
(S. S.). D. A.
Bráhman (Neutr., Nomin. Bráhma), et
Sanskrit-Ord, hvis Historie for en stor Del tillige
er den ind. Filosofis og Religions Historie. I
Vedahymnerne er dets Bet. ritualistisk; det
betegner her dels en Slags Tryllekraft, hvorved
Præsterne paastod (ved deres Ofre med
tilhørende [Trylle-] Formler og navnlig Sange) at
kunne bringe Guderne til Ofret og styrke dem
til deres Gerning, dels selve Bønnerne; det er
den samme Kraft, ved hvilken Guderne
handler, ja, det er den, ved hvilken de er fødte og
Verden er blevet dannet. B. symboliseres
under Ofret ved veda ɔ: et Bundt Kuça-Græs,
som hele Tiden gik fra Haand til Haand.
Dernæst betegner det selve Veda’erne, som
indeholder de Ord og den Kundskab, gennem
hvilken denne Kraft virker, og Brahmán-Kasten,
i hvilken den forplantes ved Arv. I denne
ritualistiske Bet. personificeres det i Guden
Brahmaṇaspati ell. Bṛihaspati. — Da Ofrets fulde
Virkning afhang af dets rette Forstaaelse, blev
det Genstand for filosofisk Spekulation, og B.
kommer allerede tidlig, navnlig fra
Upanishaderne af og i den paa disse grundede
Vedānta-Filosofi, hvis Hovedtanke er advaita (ɔ:
Ikke-Dualisme), til at betegne et af Mennesker
og Guder uafhængigt ontologisk Princip,
det absolutte (paraṃ brahman)
identificeret med »Selvet« (ātman), den Enhed,
hvoraf alt opstaar ved Beg. af
Verdensperioderne (kalpa’erne), og hvortil alt til sidst
vender tilbage; det højeste Maal for al
Erkendelse, forsk. fra alt bekendt og ubekendt, og dog
boende i og identisk med alt (panteistisk). Det
eneste Maal, der i Virkeligheden er værdt at
stræbe efter, er Befrielsen (moksha) fra
Sjælevandringen og Sjælens evige Genforening
med B. (jfr nirvāṇa). I denne ontologiske
Bet. personificeres det i Guden B. (se ndf.) som
dets første Fremtrædelsesform. I Indiens
teistiske Religioner identificeres B. med vedk.
Religions højeste Væsen (Çiva; Vishṋu; Kṛishṇa),
men de ældre Tekster begunstiger ikke
Opfattelsen af B. som et personligt Væsen. Om B.’s
Forhold til Verden m. m. gjorde der sig inden
for Vedānta-Læren forsk. Opfattelser
gældende; i dem alle er Ophævelsen af Dualismen
selvfølgelig kun formel; de vigtigste er
Çankara’s (9. Aarh. e. Kr.) og Ramanuja’s (12.
Aarh. e. Kr.). Iflg. Çankara er B. et
upersonligt aandeligt Princip; absolut uden
Egenskaber, ren Væren og Tanke (senere ogsaa
Fryd), eet og udeleligt; det er eet med den
individuelle Sjæl (jīva); Sjælenes
Mangfoldighed er, ligesom hele den ydre Verden, kun et
Skin, et Gøglespil (māyā), som B. spiller med
sig selv uden Hensigt fra Evighed af; māyā
er en Evne (çakti) hos det ene udelelige
aandelige B. til at vise sig i Skikkelse af Verdens
Mangfoldighed, som en Troldmand viser sig
samtidig paa mange Steder, ell. som Solen
spejler sig i mangfoldige Vande; vor Forestilling om
Verden beror paa Uvidenhed (avidyā) og
forsvinder, naar denne ophæves. Sjælens
Befrielse fra Sjælevandringen beror kun paa, at
den indser, at den selv er det ene udelelige
evige B. Dette kaldes »den højere Viden«. »Den
lavere Viden« betragter B. som en personlig Gud
(Īçvara, Herren), som leder māyā’s
Udvikling til den synlige Verden og Sjælens Skæbne
under Sjælevandringen efter dens Gerninger og
bor som den indre Styrer (antaryāmin) i
enhver Ting. Den, der har den højere Villie,
bliver umiddelbart efter Døden eet med det
upersonlige B., slipper for sin Individualitet og
fødes ikke mere, medens den, som kun har
den lavere Viden, foreløbig kun kan opnaa
Forening med den personlige Gud. — Rāmānuja
gør ikke saaledes Forskel paa en højere og
lavere Viden; B. er hos ham virkelig en
personlig Gud (Īçvara, som han, der var
Vishṋu-Dyrker, identificerer med Vishṋu ell.
Nārāyaṇa), ikke Tanke, men et tænkende
Væsen, med alle ophøjede og gode Egenskaber,
og Mangfoldigheden af de individuelle Sjæle og
Verden er ikke et Gøglespil, men har fra
Evighed af haft fuld Virkelighed som Dele af B.;
de er »Herrens« Legeme, i hvilket han bor som
Verdenssjælen (antaryāmin), og den
befriede Sjæl beholder sin Individualitet i en
Tilstand af evig Salighed. — Skønt Çankara’s
System er det mest alm. antagne af de
brahmanske filosoferende Teologer og har øvet stor
Indflydelse paa andre Systemer, har det aldrig
haft nogen vidtrækkende Indflydelse paa
Masserne i Indien, der vil have en retfærdig og
barmhjertig Gud, som Mennesket kan træde
i personligt Forhold til gennem Kærlighed
(bhakti) og Tro.
(S. S.). D. A.
Brahmán (Mask., Nom. brahmâ;
»Indehaver af bráhman«): I) i Vedaritualet en Præst,
navnlig den, som skulde paase, at ingen Fejl
blev begaaet ved Ofret, ell. raade Bod paa
dem; han kaldes »Ofrets Læge«, og skulde
kende alle de andre Præsters 3 Veda’er og desuden
Atharvaveda og have Indsigt i
Offerhandlingernes Bet. Ogsaa d. s. s. brāhmaṇá (se
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
