Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bournonville, Antoine, franskfødt Danser og Balletmester, (1760-1843) - Bournonville, Antoine Auguste, dansk Danser og Balletkomponist, (1805-1879)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af med den forhaandenværende Trup at holde
Interessen ved lige for det gl. Repertoire,
foretog derfor 1820 en Studierejse til Paris, men,
siger Sønnen, »det viste sig snart, at han i sit
61. Aar var lige saa lidet skikket til at følge
med sin Tid som til at puste Ungdoms
Friskhed i de gl. Sager«. Ved Udgangen af 1822—23
afskedigedes B. — endnu 17. Marts 1823
udførte han med ungdommelig Kraft Romeo i
Galeotti’s »Romeo e Giulietta« — og tilbragte
Resten af sit Liv paa Fredensborg Slot, hvor
Frederik VI skænkede ham Fribolig.
A. A.
Bournonville [burnåŋ↱vilə], Antoine
Auguste, dansk Danser og Balletkomponist, f. 21.
Aug. 1805 i Kbhvn, d. 30. Novbr 1879 smst. B.
var et flersidigt begavet Barn og modtog tidlig
Undervisning saavel i Dans
(af Faderen, ovenn. Antoine
B.) som i Skuespilkunstens Begyndelsesgrunde (af
Rosing, Frydendahl og Lindgreen) og Sang
(af L. Zinck). Efter at han
2. Oktbr 1813 første Gang
havde vist sig paa Scenen,
som en af Regnar Lodbrog’s
Sønner i Balletten
»Lagertha«, udførte han hyppig og altid med stort
Held Børneroller, ogsaa i Skuespil og
Syngestykker; særlig Yndest vandt han som Adonia
i »Salomon’s Dom« (29. Oktbr 1817) og Frits i
»Den lille Hyrdedreng« (23. Jan. 1819); da han
desuden lagde for Dagen et komisk
Kopieringstalent, som mange raadede ham til at udnytte
i den da moderne Opéra-comique, var han
længe i Uvished om, hvilket Fag han skulde vælge;
men en Talefejl — en nervøs Stammen — slog
Hovedet paa Sømmet, og han bestemte sig for
Dansen. 1820 rejste B., der allerede 1814 havde
danset sin første Solo og 8. Juli 1815 var ansat
som Elev med Gage, med offentlig
Understøttelse sammen med Faderen til Paris; efter sin
Hjemkomst udnævntes han 1823 til kgl. Danser,
rejste allerede Aaret efter — denne Gang paa
egen Bekostning — atter til Paris, hvor han
efter to Aars Uddannelse under Pierre Gardel
og Auguste Vestris 5. Apr. 1826 debuterede paa
den store Opera i Balletten »Nina«, gjorde
Lykke og engageredes som Solodanser. Hans
Stilling i Paris, hvor Teaterverdenen og særlig
Dansens Dyrkere agtedes meget lidet, behagede
ham næppe, og 1829 kom han tilbage til Kbhvn,
optraadte som Gæst paa det kgl. Teater og
knyttedes — efter nogen Vanskelighed m. H. t.
Gagen — fra 1. Jan. 1830 ved et 18-aarigt
Engagement til den danske Scene som Solodanser
og Balletmester. Et Par Gange maatte
Solodanseren bøde for, hvad Balletmesteren havde
forbrudt, saaledes 7. Marts 1839, da en Del
Officerer udhyssede B. i »Den sorte Domino«,
fordi han formentes at være Hovedaarsagen til
den forgudede Lucile Grahn’s pludselige
Bortrejse, og 14. Marts 1841, da Grev Schulenburg,
en af B.’s Avindsmænd fra Grahn-Affæren,
havde lejet Folk til at modtage B. med Piben i
det Øjeblik, han i »Toreadoren« bares ind paa
Scenen; første Gang ilede B. krænket straks ud
af Scenen, anden Gang, da Demonstrationen
foregik i Kongefamiliens Nærværelse, sprang
han ned til Lamperækken og spurgte op til
Kongelogen: »Hvad befaler Deres Majestæt, at
jeg skal gøre?« »Blive ved!« lød Christian VIII’s
Svar. Denne Begivenhed, ikke saa meget selve
Demonstrationen som det, »at en Forsamling
paa 1100 Mennesker med Rolighed hørte paa,
at en Snes Ildesindede angreb den forurettede
Privatmand i hans offentlige Kald«, oprørte B.
i den Grad, at han besluttede aldrig oftere at
betræde den danske Scene, skrev straks om
Aftenen sin Afskedsbegæring og gjorde alt i
Stand til Bortrejse; men han fik »Stuearrest i
St f. Rejsepas«, og da denne endelig hævedes,
suspenderedes han i et halvt Aar fra sit
Embede; denne ufrivillige Ferie tilbragte han i
Italien, hvor han optraadte nogle Gange paa
San Carlo-Teatret i Neapel. Da 1848 Kontrakten
udløb, genengageredes han paa 7 Aar som
Balletmester, medens han ophørte at danse; 31.
Marts 1848 optraadte han som Valdemar i
»Valdemar« sidste Gang. Efter de 7 Aars Forløb
forsøgte B. sig uden Held et Aar (1855—56)
som Balletmester ved Hof-Operaen i Wien, hvor
han Sommeren 1854 havde iscenesat to af sine
Balletter (»Festen i Albano« og »Toreadoren«);
fra 1. Juli 1856 modtog han atter
Balletmesterposten ved det kgl. Teater paa 5 Aar, efter
disses Forløb var han i 3 Aar Intendant for
Scenen ved det kgl. Teater i Sthlm.
Hjemkommen fra Sthlm, hvor han ingenlunde havde
gjort sig afholdt, tænkte han i nogen Tid for
Alvor paa i »Fredensborgs rene Luft og
landlige Ro« at forsage »de støvede Kulisser og alt,
hvad der rører sig imellem dem«; men efter
1865—66 at have paa ny indstuderet 3 af sine
ældre Balletter og med »Pontemolle«
genoptaget sin Virksomhed som Balletkomponist stod
han fra den flg. Sæson og indtil Udgangen af
1876—77 atter som Balletmester i Spidsen for
den danske Ballet. Desuden medvirkede han
som Sceneinstruktør for Operaen og ledede f.
Eks. Indstuderingen af den første Wagner’ske
Opera »Lohengrin«, der fremkom paa det kgl.
Teater 1870, efter at han forinden sammen med
Kapelmester Paulli havde overværet en
Opførelse af Værket paa Hofteatret i München.
Sin sidste Tid tilbragte han paa Fredensborg;
30. Novbr 1879 ramtes han paa Gaden i Kbhvn
af et Slagtilfælde, som næsten øjeblikkelig
havde Døden til Følge.
Som Danser stod B. i første Række; hans
Smidighed ejede Ynde, hans Kraft Sjæl, hans
Raskhed Lidenskab, hans Spring Begejstring,
ja Fanatisme, og hans Virtuositet Personlighed,
 |
| A. A. Bournonville. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
