Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Boulanger, Georges Ernest Jean Marie, fr. General og Politiker, (1837-1891)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Officer, som forlangte en Udmærkelse for sin
Tjeneste i denne Borgerkrig, men blev ikke
des mindre af Forfremmelseskommissionen sat
ned til Oberstløjtn.; 1874 blev B. paa ny Oberst,
1880 Brigadegeneral; sendtes derefter til
Nordamerika for at deltage i Hundredaarsfesten for
Yorktowns Indtagelse, den sidste store
Tildragelse i Uafhængighedskrigen. 1882 blev B.
Direktør i Krigsministeriet og 1884
Divisionsgeneral samt Chef for Hæren i Tunis; men her kom
han i Strid med den fr. Ministerresident og blev
Juli 1885 kaldt tilbage. Dog skaffede hans
Optræden ham nogen Tilslutning bl. Officererne,
fordi han hævdede Hærens Selvstændighed over
for de borgerlige Myndigheder. Juni 1886 blev
B. efter Clemenceau’s Raad Krigsminister i
Freycinet’s Ministerium, gik Decbr over i
Goblet’s, men fjernedes meget mod sit Ønske Maj
1887, da Rouvier overtog Ledelsen.
Som Minister gennemførte han Prinsernes
Udslettelse af Hæren, endskønt han personlig
skyldte Hertugen af Aumale’s Anbefaling, at
han var blevet forfremmet til General, og i
smigrende Breve havde bejlet til hans Gunst;
da Hertugen lod disse Breve trykke, var B.
først dristig nok til at nægte deres Ægthed, men
maatte senere vedgaa den. Han søgte desuden
at vinde Tilhængere i Hæren ved at indrømme
Soldaterne større Frihed og mildne Disciplinen
samt ved at give sig Udseende af at være særlig
ivrig for Hærens Udvikling. Som en streng
Republikaner forlagde han en Rytterbrigade fra
Paris, fordi dens Officerer sagdes at være
monarkisk sindede, men fjernede ogsaa andre
Officerer, der var ham personlig fjendske.
Fremdeles jagede han med stor Iver efter
Folkegunst, til Dels ved meget teatralske Midler; han
red saaledes ved den store aarlige Revue paa
en sort dresseret Hest, der dansede efter
Marseillaisens Toner. Men ikke tilfreds hermed
vilde B. ogsaa spille en politisk Rolle. Han skrev
saaledes Febr 1887 et Brev til den russ. Kejser
og blev meget skuffet, da Udenrigsminister
Flourens hindrede dets Afsendelse, og da der i Apr.
opkom en diplomatisk Tvist med Tyskland (i
Anledning af Schnäbele’s Anholdelse), gjorde
B. de yderste Anstrengelser for at puste Sagen
op til et ligefremt Brud og foreslog at
mobilisere et Hærkorps. Han vilde nemlig gælde
for at være den, der var særlig egnet til at
føre Frankrigs Folk i den store Hævnkrig.
Efter at være afgaaet som Minister blev B.
Juni 1887 forsat til Clermont som Chef for et
Hærkorps; ved hans Afrejse fra Paris gjorde
hans Tilhængere de vildeste Demonstrationer
for at hindre den, saa at han til sidst maatte
køre bort paa selve Lokomotivet — alt for at
gøre større Opsigt. Senere tillod han sig
gentagne Overtrædelser af de disciplinære
Forskrifter (skrev et uartigt Brev til
Krigsministeren og fik derfor en Maaneds Stuearrest) og
besøgte 3 Gange uden Orlov og i Forklædning
Hovedstaden, samt havde en Sammenkomst med
Prins Napoleon i Prangins i Schweiz. Dette
medførte, at han Marts 1888 blev fjernet fra sin
Kommando og efter en Krigsrets Kendelse
afskediget fra Hæren. Imidlertid havde han
knyttet Forbindelse med Patriotligaen under
Deroulède og med fl. misfornøjede, radikale
Politikere som A. Naquet og H. Rochefort, og han
opstilledes i den flg. Tid som Kandidat til
Deputeretkammeret i fl. Kredse. Apr. 1888
valgtes han i Dept Nord og optraadte straks i Juni
med Forslag om Forfatningens Gennemsyn,
Senatets Omdannelse, Afskaffelse af det
parlamentariske System og umiddelbar
Folkeafstemning over de vedtagne Love m. m. samt
forlangte snart efter Kamrenes Opløsning og en
ny grundlovgivende Nationalforsamling. En
Strid med Førsteministeren Floquet paadrog
ham en Duel paa Kaarde (13. Juli) og et Saar
i Halsen, som nær havde kostet ham Livet. Saa
snart han blev rask, genoptoges Agitationen
med fuld Kraft, og han blev efterhaanden valgt
i 8 Departementer, saaledes Jan. 1889 i Seine.
Han erklærede det for sin Opgave at
grundlægge »den nationale Republik«, der skulde staa
aaben for alle Franskmænd, og lovede
rundhaandet alle mulige Forbedringer og
Fremskridt, medens han rettede de voldsomste
Angreb paa Regeringen. Han tog uden mindste
Sky mod Hjælp — selv Pengetilskud — fra
Monarkisterne og søgte kendelig at fremtvinge
et Slags Plebiscit for sig af alle misfornøjede
Partier.
Endelig besluttede Ministeriet Tirard at gøre
en Ende paa dette forargelige Spil og at
sætte ham under Tiltale for Sammensværgelse
og Forsøg paa at lokke Soldater til Ulydighed
mod Lovene. For at undgaa den truende
Fængsling flygtede B. 1. Apr. 1889 til Bryssel og
derfra til London; men Sagen imod ham forfulgtes,
og 13. Aug. dømte Senatet med 195 Stemmer
mod 5 (Monarkisterne holdt sig nemlig borte)
B. og hans to Venner, Grev Dillon og Rochefort,
til Deportation. Under Retssagen oplystes det,
at B. som Minister havde gjort sig skyldig i
Underslæb af 1/4 Mill. frc. Ved Valgene til
Deputeretkammeret i den flg. Maaned blev B. ganske
vist valgt i Paris; men Valget erklæredes straks
ugyldigt, og skønt næsten 50 Boulangister
valgtes, fik Republikkens Forsvarere dog en saa
afgjort Overmagt, at hans politiske Bet. var
udslettet. Han tog derefter Ophold paa Øen Jersey
og samlede stundom her sine trofaste
Tilhængere om sig, samt udsendte højtklingende
Opraab og Erklæringer. Men det blev mere og
mere klart, at han var en samvittighedsløs
Eventyrer, der alene søgte sin egen Ophøjelse
og ikke vilde betænke sig paa at ødelægge
Republikken for at tilfredsstille sin Ærgerrighed.
Det oplystes ogsaa, at han havde staaet i nøje
Forbindelse med Orleanisterne og modtaget
store Pengesummer fra den Kant, især fra
Hertuginden af Uzès. De senere Valg tilføjede hans
Tilhængere ny afgørende Nederlag, og mange
af dem opgav hans Sag som haabløs; ja Maj
1890 gav han selv Afkald paa sin Stilling som
Partiets Fører. Endelig traf det Slag ham, at
Mad. Bonnemain, en fraskilt Kone, med hvem
han havde forladt Frankrig uden Hensyn til sin
Hustru og Datter, og som nærmest havde
underholdt ham i Udlandet, døde Juli 1891; to
Maaneder efter skød han sig paa sin
Elskerindes Grav. (Litt.: Ruheman, »General B.«
[Berlin 1887, oversat paa Norsk, Kria 1887];
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
