Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bod anvendes i den kirkelige Sprogbrug som Betegnelse for Menneskets Brud med Synden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
formode, er der ikke Tale, hverken for de
Udøbtes ell. Døbtes Vedk. (jfr 1. Joh. 2, 1. 2.).
— Denne Grundbetragtning blev imidlertid ikke
længe fastholdt. Allerede i den efterapostoliske
Tid lærer Hermas, at naar en Kristen synder,
da kan han ikke gaa tilbage til
Syndsforladelsen i Daaben, da den kun angaar de tidligere
Synder, men han maa slaa sin Lid til, at
Herren efter Daaben endnu een Gang tilbyder
en B., som dog kun kan erhverves, naar
Bodfærdigheden paa en særlig stærk Maade har
lagt sig for Dagen. Og denne Tankegang bliver
siden efter bestemmende for den kirkelige
Praksis over for de saakaldte »Faldne« ɔ: dem,
som under Forfølgelserne har fornægtet deres
kristne Tro. Under Stridigheder med forsk.
Sekter, som Montanister og Novatianere, der
ikke vilde anerkende nogen »anden B.«,
uddannede Kirken efterhaanden en fuldstændig
Bodsdisciplin, der ved Overgangen til 4. Aarh. har
antaget en ganske bestemt udformet Karakter.
Gennem faste Bodsgrader af en vis Varighed
beredtes de Faldne til at genoptages i Kirkens
Skød. Først maatte de finde sig i at staa
uden for Kirken og anraabe Kirkegængerne om
deres Forbøn. Derpaa fik de Lov til at betræde
Forhallen og høre paa Prædikenen. Siden efter
tillodes det dem at knæle inde i selve Kirken
og deltage i Bønnen; og endelig maatte de
staaende overvære Nadveren. Før de
imidlertid selv kunde tage Del i denne, maatte de
aflægge en offentlig Syndsbekendelse; først
hermed endte Bodstiden, hvis Længde var forsk.
efter Faldets Størrelse; og Genoptagelsen skete
i Reglen ved Biskoppens Haand. Det var i den
ældre Tid dog kun sværere Forseelser,
saadanne, som havde givet Anledning til offentlig
Forargelse, der paa denne Maade blev
straffede. Men paa samme Tid, som p. Gr. a.
Kirkens Udbredelse og Verdsliggørelse, den gl.
Praksis viste sig uigennemførlig og derfor
efterhaanden blev opgivet, gjorde der sig nu en
Tendens gældende til at inddrage alle de
daglige Synder, altsaa ogsaa Synderne i Hjertet,
under en privat B. Det er fra Munkekredse i
Beg. af Middelalderen, at denne Bevægelse
udgaar; den er kendelig paa de Bodsbøger (s. d.),
som paa denne Tid kommer frem. I lang Tid
endnu tænkte man sig dog Præsten kun at
optræde som Forbeder for den skriftende
Synder, og ikke som den, der kunde give en
virkelig Absolution (s. d.). Men efterhaanden som
Kirkens Magt voksede, blev ogsaa den egl.
Syndsforladelse lagt i Præstens Haand, og fra
11. Aarh. taler man om B. som et særegent
Sakrament. Efter den kat. Kirkelære, som
ganske har optaget denne Betragtning, bestaar
Bodssakramentet af 3 Stykker, nemlig
Hjertets Anger (contritio cordis), Mundens
Bekendelse (confessio oris) og Fyldestgørelse i
Handling (satisfactio operis). Naar de første to
Fordringer er opfyldte af den Troende, meddeles
der ham af Præsten Absolution for de begaaede
Synder, dog under Forudsætning af hans
Beredvillighed til at overtage de Fyldestgørelser,
som Præsten med det samme paalægger ham
i Fremtiden at udføre. Saadanne Gerninger,
bestaaende i Almisser, Bønner, Valfarter
o. s. v., paabydes særlig a. H. t., at
Syndsforladelsen i Bodssakramentet kun ophæver de evige
Syndestraffe, men derimod ikke de timelige,
som stadig trænger til at udsones (se Aflad).
Men naar saaledes rent udvortes Gerninger
kommer til at udgøre en Del af B. selv, og
naar endvidere Kirken udtrykkelig udtaler, at
den kan nøjes med en Frygt for Straffen
(attritio) hos Synderen i St f. den egl. fulde Anger
(contritio), saa vil det ses, hvor uendelig langt
man her har fjernet sig fra den
grundkristelige Betragtning af B. som en rent indre
religiøs Proces i det enkelte Menneske. — Det er
denne sidste Betragtning, som genoptages af
Reformatorerne. Der foretages her først en
religiøs Uddybelse af B.’s Begreb. Allerede i
sine 95 Theses udtaler Luther, at den Kristnes
Liv helt igennem skal være en B. Men dette
kan kun ske derved, at Troen ɔ: Tilliden til
Gud tages med ind i B., som det egl.
Grundstykke i denne; en Sorg over Synden, som ikke
er baaret af Tro, er ikke nogen virkelig Anger;
en saadan maa altid vise tilbage til Troen som
den bærende Forudsætning. Og B., som en
rent indre Akt, stilles dernæst uafhængig af
enhver ydre Handling. Det er saa langt fra,
at B. opfattes som nogen særlig udvortes
Præstation, at den slet ikke er betinget ved de
gode Gerninger; saadanne kommer først til
som Virkninger af B., men udgør ikke nogen
integrerende Del af den. Naar saavel Luther
som Melanchton endnu paa enkelte Steder kan
tale om B. som et Sakrament, da er dette en
Sprogbrug, som senere med Rette blev
opgivet som ukorrekt. Men samtidig med at
Luther saaledes gør Plads for den
guddommelige Naade som den virkende Grundkraft i den
Kristnes Liv, saa fastholder han dog, p. Gr. a.
sin egen personlige Erfaring, Bet. af Loven
som den, der forbereder Modtagelsen af
Naaden ved først at nedslaa den naturlige
menneskelige Selvtillid. Paa dette Punkt stiller
Calvin sig noget anderledes og ligesaa inden for
det lutherske Kirkesamfund Agricola (se
Antinomisme). Den augsburgske Konfession
følger ganske Luther, idet den i Art. XII
handler om B. (poenitentia). Der læres her, at de,
der har syndet efter Daaben, til enhver Tid,
naar de omvender sig (gør B.), kan faa
Syndsforladelse. Og sand B. bestaar af to Stykker.
Det ene er Anger ell. Frygt, som er indjaget
Samvittigheden ved Erkendelse af Synden; det
andet er Troen paa Syndernes Forladelse i
Kristus, der trøster Samvittigheden og befrir
for Skrækken. Dernæst bør der følge gode
Gerninger, som er B.’s Frugt. I den senere
Protestantisme har man fornemmelig været
optaget af at bestemme det nærmere Forhold
mellem Sorgen over Synden (Angeren) og
Tilliden til Gud. I Pietismen, og paa endnu
yderligere Maade i Metodismen, er det blevet gjort
gældende, at det enkelte Menneske, for at
kunne begynde et Samfund med Gud, først maa
have gennemgaaet en voldsom indre Krise,
hvorigennem han er blevet rystet op og
kommet til en levende Erfaring om sin egen
Uværdighed. Først gennem en saadan Bodskamp,
med dens Angst, skal man blive præpareret til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
