Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Blodkar (hertil en farvetrykt Tavle) - Blodkopper (cucurbitæ), Apparater, med hvilke man suger Blodet - Blodkrystaller, d. s. s. Hæmoglobinkrystaller, se Blod. - Blodkur. Blodet har været anvendt som Medikament
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(Arteria pulmonalis), der straks efter deler sig
i to Hovedgrene, een til højre og een til venstre
Lunge, der hurtig opløser sig i et Haarkarnet,
rigere end noget andet Sted i Legemet.
Lungernes Haarkar samler sig til to store Stammer
paa hver Side, der alle munder ud i venstre
Forkammer. Paa det Sted, hvor
Lungepulsaaren udspringer, fra højre Hjertekammer,
findes 3 Poseklapper, netop af samme Art som
de i Aorta (Pulmonalklapperne), der ligesom
disse tillader B. at strømme ud fra
Hjertekamret, men ikke den modsatte Vej.
Blodet løber fra Hjertet gennem Pulsaarerne,
passerer Kapillærerne og vender tilbage gennem
Venerne. Hver Blodpartikel skal kun et Sted
passere et Kapillærsystem, med Undtagelse af
det Blod, som strømmer gennem en Del af
Underlivsorganerne, hvor Forholdene er
anderledes ordnede. Efter at have passeret
Mellemgulvet afgiver den store Legemspulsaare (Aorta)
som omtalt Grene, der fører Blodet til
Haarkarrene i Mavens og Tarmens Væg, og i Milten
og Bugspytkirtlen. Blodet fra disse Organers
Haarkar samles til Vener, der til sidst forener
sig til en stor Stamme: Portaaren (Vena
porta), som løber til Leverens Underside for
herfra at forgrene sig op i Leverens Substans,
hvor Grenene opløses i et nyt Haarkarnet, som
omspænder alle Leverens Celler. Disse
Haarkar samler sig paa ny til Levervenerne, som
munder i den nedre Hulvene (Vena cava
inferior). Leveren faar ogsaa Blod gennem
Pulsaarer foruden gennem Portaaren. I
Underlivsorganerne passerer Blodet saaledes to Gange
Haarkarnet, først i Mave, Tarm, Milt og
Bugspytkirtel, saa i Leveren.
Pulsaarernes Grene staar mange Steder direkte
i Forbindelse med hinanden indbyrdes, danner
Anastomoser. Tillukkes en større Pulsaare, vil
de Væv, den forsyner, dog ikke mangle
Blodkredsløb, thi de talrige Anastomoser mellem
Pulsaarerne vil muliggøre Blodtilførslen ad
Omveje. Venerne danner Anastomoser indbyrdes
ligesom Pulsaarerne, men intet Steds findes der
større Anastomoser mellem Pulsaarer og Vener;
for at komme fra Pulsaarerne til Venerne maa
Blodet altid passere Haarkar. (Maaske findes
enkelte lidet vigtige Undtagelser herfra.)
(S. T.). L. F.
Blodkopper (cucurbitæ), Apparater, med
hvilke man suger Blodet hen til en begrænset
Del af Legemets Overflade. De bestaar af smaa
Kopper af Glas ell. Metal med lidt indsnævret
Munding. Naar Luften i dem fortyndes, vil de
udøve en sugende Virkning, og derved vil det
nævnte Øjemed opnaas. Luftfortyndingen sker
som oftest ved Opvarmning, idet man holder
Koppen over en Spiritusflamme og derpaa
sætter den fast paa Huden (hvor alle Haar først
maa være fjernede, da Koppens Rand ellers
ikke vil slutte lufttæt). Dette kræver
imidlertid en ikke ringe Øvelse, da man ikke maa
varme Koppen saa meget, at den Syge
brændes, men dog nok til, at den kan suge sig fast,
ligesom Paasætningen maa ske meget hurtigt.
Utallige er ogsaa de Opfindelser, der skal
hjælpe over denne Vanskelighed. Saaledes har man
anbragt en lille Luftpumpe paa hver Kop, men
det blev for kostbart. Man har forfærdiget
Kopperne af Kautsjuk og sat dem paa
sammentrykkede; de skulde da suge, idet de udvidede
sig ved deres Elasticitet, men Virkningen blev
ikke stærk nok. Man har endelig anbragt
Flammen inde i Koppen selv (Papir dyppet i
Spiritus), ja endog efter at den var sat paa
Huden (i en lille Kurv ophængt i Koppen ell.
paa et lille Metalstativ); men ofte blev
Patienterne forbrændte derved. Opvarmning over
en Spirituslampe er derfor den almindeligst
anvendte. Nøjes man med at suge Blod ud til
Huden (hvorved opnaas henved tokronestore,
let ophøjede Pletter), kaldes det tørre B.
Men i Reglen efterfølges Kopsætningen,
som det kaldes, af en Blodudtømmelse, idet
man anvender et saakaldet Koppejern ell.
Blodkops-Snæppert, d. v. s. en lille
Metalkasse, ud fra hvilken fl. (i Reglen 9) skarpe
Klinger kan bringes til at springe frem. Man
tager Koppen af og lader Klingerne
ramme det røde Parti af Huden, der har været
suget ind i Koppen, som oftest 2 Gange i
hinanden krydsende Retninger, saa at Stedet
dækkes af 9 smaa, korsformede Saar, saaledes som
man kan se paa de kendte Ar efter
Kopsætning. Derpaa varmes Koppen paa ny og sættes
paa for at faa en rigeligere Blodudtømmelse,
og dette kan, om fornødent, gentages fl. Gange.
Man anvender 6—9 B. ad Gangen, sjælden fl.
Om Øjemedet med en saadan lokal
Blodudtømmelse, se Blodudtømmelse. Som det
let indses, er det kun forholdsvis faa Steder af
Legemet, der egner sig til Kopsætning. Som
oftest anvendes B. i Nakken mellem
Skulderbladene, over Lænderne, paa Siderne af
Brystet, i Leveregnen. Den Blodmængde, der kan
udtømmes ved B., er langt mindre end den,
der kan udtømmes ved Blodigler.
Lp. M.
Blodkrystaller, d. s. s.
Hæmoglobinkrystaller, se Blod.
Blodkur. Blodet har været anvendt som
Medikament saa langt tilbage, som vort Kendskab
til Lægekunsten naar, idet det omtales i
kinesiske Lægebøger fra c. 3000 f. Kr. Da man ad
Erfaringens Vej havde lært, at Individet kunde
dø af for store Blodudtømmelser, og at der efter
saadanne indtraadte en Svækkelse, opfattede
man Blodet som selve Livets Princip og søgte
derfor at helbrede Syge ved at give Blod ind,
ved Strygninger og Indgnidninger med Blod.
Det var ikke alene Menneskeblod, men ogsaa
Dyre- og Fugleblod, man anvendte. Man
tillagde Dyre-, Fugle- og Krybdyrblod hver for
sig forskellige Egenskaber, ligesom hver enkelt
Dyrearts Blod virkede paa sin Maade, der var
bestemmende for Anvendelsen. Enkelte Former
af Blod virkede kraftigere end andre, f. Eks.
Menstrualblod og Blod af Dyr, der endnu ikke
var blevne kønsmodne. Alle denne Slags Kure
benytter kun Blod i smaa Mængder og er
omgivne med Folkemedicinens sædvanlige mystiske
Apparat af Besværgelser o. l. Blod i større
Mængde indtages i de saakaldte
Bloddrikkekure. Bl. vilde Stammer kendes den Skik,
at man drikker den faldne Fjendes Hjerteblod
for at opnaa hans Mod og Tapperhed, men
ogsaa højt civiliserede Folk har kendt B. De
omtales ikke hos Grækerne, men Plinius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
