Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Blanchard, Pierre, fr. Børneforfatter (1772-1836) - Blanche, se Blanca. - Blanche, August Teodor, sv. Forf., (1811-1868) - Blanche, Jacques Emile, fr. Maler, (1861- )
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Blanchard [blã↱∫a.r], Pierre, fr.
Børneforfatter (1772—1836), var oprindelig
Boghandler, men grundlagde som ældre Mand en
bekendt Børneopdragelsesanstalt, Elysée des
enfants. Af hans mange Børnebøger, der er kendte
ogsaa uden for Frankrig, kan nævnes Petite
bibliotèque des enfants, Le Buffon de la jeunesse,
Le trésor des enfants, Petit voyage autour du
monde o. s. v. De oplevede talrige Oplag.
Desuden har han skrevet Histoire des batailles,
sièges et combats français de 1792—1815 (4 Bd
1818).
S. Ms.
Blanche [sv. og no. blaŋ∫ fr. blã], se Blanca.
Blanche [blaŋ∫], August Teodor, sv.
Forf., f. 17. Septbr 1811 i Sthlm, d. 30. Novbr
1868 smst.; uægte Søn af en Regimentspræst
Bergvall og en Tjenestepige, Katarina Hedberg,
der senere blev gift med en Haandværker, Blanch,
efter hvem B. tog Navn. B. gik i Klara Skole; af sit
Skoleliv der, sine Lærere og Kammerater, har han
givet fornøjelige Skildringer; han studerede Jura,
beklædte ogsaa et jur. Embede, men virkede væsentlig
som Skribent. Han begyndte som politisk Forf. (anon.)
med et Par spøgefulde Indlæg i Dagens
Spørgsmaal og blev straks derefter knyttet til
Oppositionspressen, idet han blev Medredaktør af
Bladet »Freja«. Tiden var stærkt optaget af
politiske og sociale Spørgsmaal, Dagspressen fik
en Betydning som aldrig før, og B. deltog med
Interesse i Diskussionerne, i politiske
Spørgsmaal altid paa frisindet Side. I den hidsige
Kamp om Almquist’s »Det går an« (se
Almquist) deltog B. med et Indlæg, »Sara
Widebeck«, og da han desuden i sit Blad kritiserede
Almquist ret skarpt, fremkaldte dette en Strid,
der blev B. saa ubehagelig, at han en Tid lang
trak sig helt tilbage fra journalistisk
Virksomhed. Senere (1857—63) blev han Redaktør af
»Illustrerad tidning«, og da han ved Arven
efter sin Fader var blevet økonomisk
uafhængig, tog han atter virksom Del i det politiske
Liv, blev Medlem af »borgarståndet« og, efter
Forfatningsforandringen, af Rigsdagens andet
Kammer. Her var han en varm Talsmand for
alt, hvad han ansaa for Frihed og Fremskridt,
ikke mindst for sociale og humane Opgaver.
Han var bl. de faa, som stillede sig paa Norges
Side under Debatten om Revision af Unionsakten,
og var derfor Genstand for stor Hyldest,
da han 1860 besøgte Norge.
Sin betydeligste Virksomhed fik B. dog paa
et andet Omraade end det politiske. Paa en
Rejse til Kjøbenhavn fik han Sans for det
Heiberg-Hertz’ske Lystspil, og fra 1843 begyndte
B.’s omfattende dramatiske Forfattervirksomhed,
hvorved han skulde puste Liv i det sv.
Skuespil, der i 19. Aarh. var næsten helt
sygnet hen. I Løbet af 6—7 Aar koin der ikke
mindre end 36 Dramaer fra B.’s Haand. De
fleste og bedste var Lystspil med Sang
(»Positivhataren«, »Magister Bläckstadius«,
»Hittebarnet«, »En födelsedag på gäldstugan«, »Ett
resande teatersällskap«, dette sidste regnes for
den bedste Farce i sv. Litt.). Hans Stykker
gjorde stor Lykke — nogle af dem naaede over
200 Opførelser — ikke mindst ved den Række
livagtige Typer, de førte frem paa Scenen. Vel
er det senere (af G. Nordensvan i »Nord.
Tidskrift« 1896) blevet paavist, at B. i langt større
Omfang, end man opr. antog, har benyttet
fremmed Stof, hentet baade Handling og
Figurer fra franske, tyske og danske Stykker (bl. a.
fra Heiberg og Overskou), men Bearbejdelsen
er foretaget med saa megen Behændighed og
en saa sikker Sans for, hvad der passede for
den sv. Scene, at de med Rette bærer hans
Navn. Hans alvorlige Stykker: »Läkaren«
(1845), »Järnbäraren« (1846), gjorde mindre
Lykke; heldigst var det nationalhistoriske
Skuespil »Engelbrecht och hans dalkarler« (1846).
Som Forf. af Romaner var B. mindre heldig;
selv hans bedste, »Flickan i stadsgården« og
»Sönen af Söder och Nord«, er ikke at regne for
andet end spændende Lejebiblioteksromaner i
Eugène Sue’s Maner. Derimod fandt han sit
rette Felt i de smaa Skildringer af
Stockholmslivet, »Bilder ur verkligheten«, som han
efterhaanden lod se Lyset i »Ill. Tidn.«:
»Hyrkuskens berätelser«, »En prestmans
anteckningar«,»En skådespelares äfventyr« og »Strödda
anteckningar«. Her er B. helt original og viser
sig fra sin allerbedste Side. Hans muntre og
elskværdige Syn paa Livet, hans sikre
Iagttagelsesevne skaffede dem en stor og
taknemlig Læsekreds ikke blot i hans Samtid, men
ogsaa i vor Tid, da de staar som levende og
paalidelige Billeder af en svunden Tids Liv.
Han har tillige givet en Række vakre
Karakteristikker af sin Samtids bekendteste Mænd og
Kvinder (udg. under Titel af »Minnesbilder«
med Biografi af B. ved S. A. Hedin 1872).
Ogsaa i Danmark og Norge har B. haft en
anselig Læsekreds; baade hans Romaner og hans
Billeder af det virkelige Liv er oversat fl.
Gange, hvorimod hans dram. Arbejder aldrig
er slaaet an her. (Litt.: N. Erdmann, »A. B.
och hans samtid« [1892]).
I. F.-H.
 |
| A. T. Blanche. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
