Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bladgrønt ell. Klorofyl er Navnet paa det Farvestof, som giver grønne Planter deres Farve - Bladguld ell. Bogguld, meget tynde Blade af Guld - Bladhatte, se Agaricaceæ. - Bladhjørne, se Aksel 2). - Bladhornede, se Torbister. - Bladhoved (Cirsium Scop.), Slægt af Kurvblomstrede (Tidsel-Gruppen), Urter ell. Halvbuske - Bladhvepse (Tenthredinidæ), Fam. af de Aarevingedes Orden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
parallelt med Lysretningen (Profilstilling); de
udsættes derved i mindre Grad for den
skadelige Virkning, som Lyset, naar det er alt for
stærkt, kan udøve paa B. (Fig. 3).
Foruden B. kan der hos Planterne forekomme
andre Farvestoffer, som helt kan skjule
B.’s Tilstedeværelse. Dette er f. Eks. Tilfældet
hos Blodbøg o. fl. a. rødbladede Planter, hvor
B. skjules af et rødt Farvestof, som er opløst i
Cellesaften; Bladenes grønne Farve kommer dog
til Syne, saa snart de ekstraheres med varmt
Vand. Paa en noget lgn. Maade forekommer
B. sammen med røde og gule Farvestoffer hos
Rød- og Brunalger. (Litt.: Jost, »Vorlesungen
über Pflanzenphysiologie« [3. Opl. 1913]).
B. J.
Bladguld ell. Bogguld, meget tynde Blade
af Guld, som anvendes til Forgyldning og
fremstilles af Guldslagerne. Af Guldblik hamres ell.
valses først Guldfolie med en Tykkelse af 1/8
mm. Derefter begynder »Slagningen« ved, at
man hamrer Guldbladene paa en glatpoleret
Ambolt af Marmor ell. Granit, først 2 Gange
adskilte af Pergamentblade (Pergamentformer),
senere 2 Gange mellem Guldslagerhudblade
(Hudformer). Guldslagerhud er Overhuden af
Oksens Blindtarm. De kvadratiske Stykker,
Kvartererne, udhamres hver Gang til en
Sidelængde paa 12 cm; derpaa deles de til 4
Stykker paa 6 cm; da man anvender 4 Former, faar
man til Slutn. 256 tynde Blade paa 6 cm i
Kvadrat. De lægges med smaa Træstænger
mellem Bladene paa en lille Bog af Silkepapir.
Papiret er indgnedet med Bolus for at
forhindre Guldet fra at hæfte fast. B.’s Tykkelse er
1/7000 til 1/9000 mm. Kem. rent Guld har den
største Strækkelighed; foruden fint Guld
anvendes ogsaa ordinært en Legering af 10 Dele
Guld, 5 Dele Sølv og 1 Del Kobber. Pariserguld
ell. fr. Guld er her Guld med 1/20 Sølv ell.
1/80 Kobber. Rødt Guld faas ved alene at legere
med Kobber. Det tykkeste B. kaldes
Fabrikguld; det anvendes til at forgylde Sølvtraad
og til at plombere Tænder med; heraf vejer 4
Blade paa 12 cm’s Længde og Bredde saa
meget som en Dukat. Der fremkommer næsten
lige saa meget Affald (Schawine) som
færdigt Guld; det tykkere Affald gaar til
Omsmeltning, det tyndeste rives til Malerguld.
Man kan danne Blade af sammenslaaet Guld
og Sølv. — Uægte B. slaas af Tombak.
Paa samme Maade som Guld slaas ogsaa
Sølv, og man kan overhovedet fremstille
adskillige Bladmetaller, af hvilke kan
anføres Bladplatin, uægte Bladsølv af Aluminium
ell. Tin ell. en Legering af Tin, Zink og Antimon;
hertil kommer i den senere Tid Bladantimon,
der ikke, saaledes som Bladsølv, er udsat for
at anløbe sort. Bladmetallerne finder Anvendelse
navnlig til at dekorere Genstande af Træ,
Læder og Stuk. Foruden Haandslagning
anvendes nu ogsaa Maskinslagning, hvorved
Produktionen forøges. Hovedpladser for ægte og
uægte Guldslagning er Nürnberg, Fürth, Dresden
og Berlin.
(F. W.). E. Su.
Bladhatte, se Agaricaceæ.
Bladhjørne, se Aksel2).
Bladhornede, se Torbister.
Bladhoved (Cirsium Scop.), Slægt af
Kurvblomstrede (Tidsel-Gruppen), Urter ell.
Halvbuske med mere ell. mindre tornede, ofte
nedløbende Blade, i det hele meget lig Tidsel, fra
hvilken den adskiller sig ved at have
fjerformet Fnok. B. tæller over 120 Arter og
talrige Bastardformer, særlig i det tempererede
Europa og Asien. Foruden Agertidsel (s.
d.) er flg. Arter alm. i Danmark og Norge:
Lancetbladet B. (C. lanceolatum L.) og
Kær-B. (C. palustre L.). De omtr. meterhøje
Stængler er tornet-vingede af de langt
nedløbende Blade, som er mere ell. mindre haarede
og især filtede paa Undersiden; begge er
toaarige og blomstrer i Juli-Aug. Den første
har store, filtede Kurve, enlige ell. 2—3
sammen, og røde Blomster; den vokser ved Veje
og paa Marker. Kær-B. har mange mindre og
svagt filtede Kurve, samlede i Toppen af
Stænglen ell. Grenene, og Blomsterne er rødviolette;
den vokser i Moser og fugtige Enge. Unge
Dele af begge disse Arter kan spises.
Forskelligbladet B. (C. heterophyllum [L.]
All.) har ligeledes paa Undersiden hvidfiltede
Blade, men de er ikke nedløbende og dels (de
nedre) fjerfligede, dels (de øvre) hele; Stænglen
er ugrenet og bærer en Kurv med purpurrøde
Blomster. Fleraarig; hist og her i jyske Krat
og paa Enge. Grøn B., Kaaltidsel (C.
oleraceum L.), 0,50—1,50 m høj, har næsten glatte
Blade med omfattende Grund, Kurvene sidder
tæt samlede, omgivne af store, gulgrønne
Højblade; Kronen er bleggul. Den er fleraarig og
vokser paa Enge og fugtig Skovbund, alm. i
Danmark, mindre alm. i Norge. De unge Blade
spises, blandede med anden Gemyse.
Kortstænglet B. (C. acaule L.) har ugrenet og
saa kort Stængel, at den store Kurv bliver
næsten siddende; Blomsterne er mørkerøde.
Den vokser temmelig alm. paa Bakker.
A. M.
Bladhvepse (Tenthredinidæ), Fam. af de
Aarevingedes Orden, kendelig paa en tvedelt
Hoftering, Forskinnebenene forsynede med to
Endetorne og Bagkroppen i hele sin Bredde
forbundet med Bryststykket. Hovedet bærer
de 3—36-leddede Følehorn, som hos ♀ af
mange Slægter er savtakkede ell. kammede,
Sideøjnene er store, og der er altid udviklet 3
Punktøjne. Mandiblerne er kraftige og
hyppigst forsynede med 2—3 Tænder, Kæbernes
Flige tydelig adskilte og Kæbepalpen i Alm.
6-leddet, Tungen kort og Læbepalperne
4-leddede. Bagbrystet bestaar af to Dele, adskilte
ved en dyb Tværfure, af hvilke den bageste
Del slutter sig meget inderlig sammen med og
stærkt ligner den forreste Bagkropsring.
Forskinnebenene bærer altid 2 kraftige Endetorne,
Fødderne er 5-leddede. I Vingernes Nervation,
som er af stor systematisk Bet., maa særlig
den ejendommelige, langt bagtil i Forvingerne
liggende Lancetcelle bemærkes. Bagkroppen
bestaar af 8 synlige Ringe. Hunnens bageste
Ringe er omdannede til den for Fam.
karakteristiske Brodform, bestaaende af en Savskede,
der omslutter de to ejendommelig krummede
Savblade, der hver atter bestaar af to Dele, et
øverste, bredere Stykke, paa hvis nedre Rand
de egl. Savklinger glider. Ved Hjælp af denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
