Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bjørne (Ursidæ), en Familie inden for Rovdyrenes Orden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og de afrettes som bekendt let i Fangenskab
til at gøre alle Slags Kunster. B. adskiller sig
meget i Levemaade og Livsvaner efter de
forskellige Opholdssteder, snart levende i
Bjergegne, snart i Sletteland, snart i varme, snart
i tempererede ell. arktiske Egne; de fleste af
de Arter, der lever i tempererede og kolde
Egne, sover Vintersøvn. B. lever oftest
enkeltvis ell. i det højeste parvis, nogle Arter er
dog mere selskabelige; de graver sig Huler i
Jorden ell. Sneen, ell. tager Ophold i hule
Træer ell. Klippekløfter; de fleste er Natdyr,
der tilbringer Dagen sovende i deres Leje. B.
faar fra 1 til 6 Unger, der fødes i Boet; de
er ved Fødslen forholdsvis meget smaa, næsten
nøgne og blinde i de første Uger.
Der eksisterer ikke synderlig mange Arter i
Nutiden, kun c. 12, men de er i mange
Varieteter vidt udbredte over Europa, Asien,
Nordafrika og Amerika; i Asien lever langt det
overvejende Antal Arter, medens Nordafrika
og Sydamerika kun hver huser 1 Art; i
Australien og den sydligere Del af Afrika
mangler de ganske. Alle Arter, med Undtagelse af
Læbebjørnen (Melurus) og en meget afvigende
tibetansk Art (Æluropus) kan henføres til een
Slægt (Ursus).
Den brune Landbjørn (U. arctos.,
se farvetrykt Tavle »Rovdyr I« Fig. 11), er
en af de største og kraftigste Arter;
Skulderhøjden 1—1,25 m; Længden op til 2 m;
Halen er kun 5 cm; Vægten kan hos de
udvoksne fede Individer naa 350 kg. Pelsen er
meget tæt, næsten opretstaaende, længst i
Vinterdragten; Farven er meget varierende, snart
næsten helt sort, gaaende gennem brunt med
lysere Haarspidser (Sølvbjørn) til lysebrunt og
næsten hvidligt; ofte findes, særlig hos de unge
Dyr, men individuelt, en hvidlig Ring om
Halsen; da Arten i sine forsk. Udbredningsegne
ogsaa i Størrelse og Enkeltheder i Legemsbygning
er overordentlig variabel, har dette givet
Anledning til Opstilling af mange nærstaaende
Arter, men Grænserne mellem disse
Lokalracer er meget udflydende, og de kan derfor
højst regnes for Underarter; mellem disse kan
nævnes den syriske B. (U. syriacus) med
meget lys Pels, næsten hvidlig hos de gl.;
udbredt i Palæstina, særlig i Libanon; brugtes af
de gl. Romere til deres Dyrekampe; den sorte
B. (U. niger), Myrebjørnen (U.
formicarius), Snebjørnen (U. isabellinus) i
Kashmir og Nepal, U. piscator i Nordøst-Asien, med
langhaarede Øren o. s. v. Den brune B. har
en meget vid Udbredelse i Europas og Asiens
kolde og tempererede Egne. I Danmark er den
forlængst uddød, men dens Skeletdele findes nu
og da i vore Tørvemoser i Lagene fra
Fyrretræ- og Egetræ-Perioden. I Norge er den
endnu ret talrig i Fjeldskovene N. og S. f. Dovre;
ligeledes trælfes den i det mellemste og
nordligere Sverige (c. 59°—69°). I Tyskland,
Frankrig og England er den udryddet; den er alm.
udbredt over hele Rusland ned til Sortehavet
og Kaukasus, i Pyrenæerne, Alperne, Abruzzerne,
Ungarn og Tyrkiet; endvidere tværs over
det nordlige Asien mod S. til Amur, Altai,
Persien, Syrien og Palæstina. Den er et meget
fredsommeligt Dyr, der undgaar og flygter for
Mennesket; forstyrret i sin Vintersøvn ell.
angrebet, særlig naar den har Unger, sætter den
sig med Raseri til Modværge og er da farlig
for Mennesket; gl. Individer, der siges at have
faaet Smag for Pattedyr, angives f. Eks. i Norge
at kunne blive skadelige for Ko- og Hestehold,
Geder, Svin o. s. v. Hen mod Vinteren er
den meget fed og søger da en passende Plads til
Vinterhi i en Klippekløft, i en Hule, under en
fremstaaende Klippe, under Rødderne af et
omstyrtet Træ ell. blot i en flad Fordybning i
Jorden; Lejet udfores med Kviste, Lyng, Mos
o. l. Vintersøvnen er ret uafbrudt, fastere
efter som Temp. synker; paa den skandinaviske
Halvø varer Søvnen i Reglen fra Oktbr ell.
Novbr til Apr. ell. Maj. Parringstiden angives
oftest at være i Juni Maaned; Drægtigheden
varer c. 6 Maaneder. Hunnen føder midt om
Vinteren i Hiet sine Unger, oftest 2 ell. 3, sjældent
4; disse er kun c. 25 cm lange, med yderst kort
tynd, sølvgraa Haarklædning, der langtfra
dækker den røde Hud. Den jages, som for øvrigt
alle Bjørnearterne, ivrigt for Pelsens Skyld,
idet den dels skydes i Vinterhiet, dels fanges i
store Faldfælder. Kødet er spiseligt.
Graabjørnen (U. horribilis ell. ferox)
— eng. Grizzlybear — er udbredt i Nordamerika;
den er meget nær beslægtet med den brune
B., maaske kun en Varietet, men den er større,
plumpere og stærkere, har noget kortere
Hoved og Øren, og de lange, hvidlige Kløer er
mægtig kraftige, indtil 13 cm lange. Kroplængden
naar 2,4 m og Vægten endog 450 kg.
Farven er mørkebrun med blegere Haarspidser,
men varierer lige til rødbrunt ell. staalgraat;
deles nu i fl. lokale Underarter; udbredt
særlig i de vestlige Dele af Nordamerika fra
Meksikos Højland op over Polarkredsen,
særlig talrig i Rocky Mountains og British Columbia
til Alaska; Varieteten U. richardsoni er
udbredt i arktisk Amerika, særlig i Egnene om
den store Slavesø. Ansaas og skildredes ofte
som et overordentlig farligt og glubende
Rovdyr, hvoraf Navnet horribilis (den frygtelige),
men adskiller sig næppe i Karakter ell.
Levemaade synderligt fra sin fredsommelige
europæiske Slægtning.
Baribalen ell. den amer. B. (U. americanus)
er alm. udbredt over hele Nordamerika,
overalt, hvor der er Skove, hyppig helt op i Labrador;
den er mindre end Graabjørnen, kun
indtil 2 m lang og 1 m over Skulderen. Hovedet
er smallere og Fødderne kortere. Pelsen
kulsort, lang og glat; Snudesiderne gulgraalige;
i Louisiana, Florida og Alaska findes særlige
Varieteter, der dels er mindre, dels lysere i
Farve. Den jages ivrigt for sin smukke Pels’
Skyld; er i det hele et sky og fredsommeligt
Dyr, udbredt i Skovtykningerne; kun strenge
Vintre gaar de i Hi; dette sker dog aldrig i
deres sydlige Udbredningsegne. Ungerne er
lysgraalige; i Fangenskab er de godmodige og
tamme.
Krave-B. ell. den tibetanske B. (U.
torquatus) er mindre og slankere bygget end
de forrige Arter; Snuden spids, Ørerne store,
Poterne korte; paa Baghovedet danner de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
