Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bjergtagen bruges i Overtroen om Mennesker, der indtages i overnaturlige Væseners Boliger - Bjergtjære, d. s. s. Asfalt. - Bjergtop, se Bjerg. - Bjergtræ, en vedagtig Asbestvarietet. - Bjergugle (stor Hornugle), se Ugler. - Bjergvidenskab, de ved praktisk Erfaring erhvervede Kundskaber om Gruber
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i den gotiske (germanske) Folkestammes
Myteverden. Bortførelsesmaaden er hyppigst, at et
overnaturligt Væsen lokker et Menneske til
Elskov og saa til at følge sig ind i sin Bolig;
undertiden lokkes Børn ved Gaver ell. Løfter.
Undertiden tages Mennesker med Magt ell.
trylles til at følge mod deres egen Villie.
Stærkest fremtrædende er den hos Kelterne.
Bl. Gallerne var, selv efter Kristendommens
Indførelse, Troen paa Menneskers Ophold bl.
Alfefolkene og Elskovsforhold til dem fuldt
levende. I den ældste irske Heltedigtning lokker
»Sîdfolket« (Guder ell. Alfer) jordiske Kvinder
ind i deres Boliger »Sîd« (Kæmpehøje,
Jættestuer); saaledes fører Sîdkongen Midir
Dronning Etain af Irland bort med sig til sin
Jættestue, hvorfra hun med Magt hentes tilbage.
Allerede i den ældste Litt. blandes Sîdfolket
(Alferne) sammen med Beboerne af Udødelighedslandet,
der paa samme Maade søger at lokke
Mennesker til sig. I senere keltisk Digtning og
i Nutidens Folkesagn trives Bjergtagningen lige
saa frodig.
Hos den gotiske Folkestamme tilhører
Bjergtagningssagnene væsentlig en noget yngre Tid.
Hos de endnu hedenske Nordboer møder vi
ikke anden »B.«, end at Afdøde troedes at
vandre ind i Fjeldet (Helgafell paa Island; lgn.
Forestillinger i Norden og især i Tyskland).
Saaledes som B. tidligst optræder i Litt.,
skyldes den væsentlig fremmed Indflydelse:
Sagnene om Kong Gudmund’s lokkende Døtre
peger til irske Udødelighedsforestillinger; de
findes i Norden i 12. Aarh. (Torkel Adelfar’s
Saga hos Sakse) og senere (Helge Toressøn’s
Saga, 14. Aarh., stærkt blandet med folkelig
norsk Huldretro). Den mest udbredte
B.-Forestilling er dog den, at en Kongedatter er blevet
stjaalet bort af en Jætte, og at en Kæmpe
opsøger hende i Jættehulen og sejrrig bringer
hende tilbage. Lige fra 12. Aarh. (Sagnet om
Øder og Sigrid hos Sakse) er det yndet Emne
for Sagaer og Viser, særlig i Norge; i sit
Udspring tilhører dette Motiv snarere Folkeeventyret
(»De tre Kongedøtre«) end den oldnordiske
Heltedigtning. I Danmarks Middelalder
behandles den egl. B., den lokkende og til Dels den
tryllebindende, i en Række Folkeviser:
»Elvehøj«, »Hr. Bøsmer i Elvehjem«, »Jomfruen og
Dværgkongen«, »Peder Gudmandssøn og
Dværgene«, »Hr. Tønne af Alsø«, stadig nær
sammensmeltede med hjemlig Ellefolkstro, men dog
snarest ogsaa paavirkede af fremmede Spirer.
— Over hele Europa er Middelalderen
Blomstringstid for B.-Digtningen (som Reformationen
er det for Djævleforskrivningen); den
udtrykte sin Tids Opfattelse af Kristendom og
Hedenskab. Vi møder stadig samme Blanding
af folkelige og litterære Motiver (Tannhäuser i
Venus-Bjerget). Den keltiske Blanding af
Alferige og Udødelighedsland drager som Fata
Morganas Slot sejrrig over den kristne Ridderverden;
med Holger Danske-Krøniken naar det til
Norden i Middelalderens Slutning.
I Nordens nyere Folketro har B. en
stor Plads; stærkest er den i de Egne, hvor
Mennesker under Dages og Maaneders
Ensomhed i en overmægtig Natur er henviste til deres
egne Tanker, uden Hjælp i Sygdomstilfælde og
udsatte for at fare vild ell. gaa til Grunde paa
de store Fjeldvidder. En Del af de bl. Almuen
fortalte Bjergtagningshistorier er virkelig
oplevede ɔ: er Hallucinationer, som Mennesker
har haft ude i Naturen. Ofte er »B.« blevet
efterfulgt af Febersygdomme, der af Almuen
forklares som Højfolkets Fortryllelse ell. Slag;
det virkelige Forhold er vel, at den
frembrydende Feber har foraarsaget Synerne. B.
opleves sædvanlig kun af Børn og yngre Kvinder.
Selve Synerne er hos de Paagældende stærkt
paavirkede af Folkets gængse Tro paa Høj- ell.
Huldrefolk, deres Gilder, Udseende o. s. v.; og
naar en ny B.-Oplevelse fortælles videre blandt
Folk, tager den mere og mere Form efter de
ældre Sagn af samme Art. Der gives en Række
Sagntyper, der kommer igen i mange forsk.
Egne, henførte paa hvert Sted til navngivne
Personer, men med nøje overensstemmende
Handling. En af de mest gængse norske
Sagntyper er flg.: en Jente bliver stjaalet bort af
Højfolket, hendes Fæstemand lægger sig paa
Lur med Bøsse og passer paa Højfolkets
Brudetog, hvor hun rider smykket som Brud; han
skyder da et Skud over Hovedet paa hende,
da er hun befriet fra Troldemagt, og han fører
hende og al Brudesmykningen hjem. En
tilsvarende, meget udbredt dansk Sagntype
fortæller, at Bondens Kone bliver stjaalet bort af
Højfolk i den nærliggende Høj; men engang,
da Bonden ser Højen staa paa røde Pæle, rider
han derop paa et af sine Øg, ser sin Kone midt
i Højfolkets Dans, river hende ud og rider bort
med hende, forfulgt af Højfolket, men naar
Gaarden. Sagntypen kan afændres paa mange
Maader (Broder redder Søster, Fader redder
Datter, den forsk. Maade, hvorpaa han slipper
bort o. s. v.). Ofte henlægges Rovet til Bryllupsdagen
ell. Aftenen før, idet Bruden da tros
særlig udsat for Troldes Magt. Et endnu
almindeligere Sagn handler om en Karl, som
Bjergmøen vilde lokke ind i Bjerget ved Trylledrik,
men han kastede Drikken ud og red bort med
Bægeret. I Norge knyttes Sagn om Mennesker,
der har lært Huldrefolkets Melodier (Slaatter),
undertiden til B., men hyppigere til Sagn om
Huldrefolks Besøg o. a. (Litt: H. F.
Feilberg, »B.« [1910]; E. T. Kristensen,
»Danske Folkesagn« I [1892]. B. har — foruden
i Middelalderens Digtninge — i nyere Tid ofte
været Genstand for poetisk Behandling, bl. a.
Welhaven, »Eivind Bolt«; Goldschmidt,
»B.«; jfr Grieg).
A. O.
Bjergtjære, d. s. s. Asfalt.
Bjergtop, se Bjerg.
Bjergtræ, en vedagtig Asbestvarietet.
Bjergugle (stor Hornugle), se Ugler.
Bjergvidenskab, de ved praktisk Erfaring
erhvervede Kundskaber om, hvorledes Gruber
skal bearbejdes (Bjergbygningslære
ell. Grubedriftslære); om hvorledes man
skal skille den nyttige Erts ud fra det uholdige
Bjerg (Opredningslære); og om
hvorledes Metallerne skal udvindes af Ertserne
(Hyttelære ell. Metallurgi). Da disse
forsk. Lærer er støttede paa og gør Brug af
Erfaringer fra andre Videnskaber, maa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
