Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bismarck, Otto Eduard Leopold von, Hertug af Lauenburg, tysk Statsmand, (1815-1898)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stillingen som preuss. Ministerpræsident. 1867
afsluttedes et nyt Toldforbund med de sydtyske
Stater, som Følge af hvilket der dannedes et
»Toldparlament« for hele Tyskland, — en
Forløber for den Tysklands Enhed, som var
Kronen paa B.’s Planer.
I de flg. Aar gik B.’s af Sygdom og
Overanstrengelse jævnlig afbrudte Arbejde ud paa
indad- og udadtil at styrke det Værk, han havde
skabt. Der tilvejebragtes en betydningsfuld
Forbundslovgivning, Toldforholdene udvikledes
gennem fornyede Handelstraktater vedblivende i
liberal Retning, Hæren styrkedes, og der
skabtes en tysk Marine. Da de lidet oprigtig mente
Antydninger om territoriale Udvidelser, som B.
havde givet Napoleon III for at holde ham
tilbage fra al Indgriben 1866, ikke fandt deres
Virkeliggørelse, blev Forholdet mellem det
nordtyske Forbund og Frankrig efterhaanden
meget spændt, og det var ikke langt fra, at der
allerede var udbrudt Krig 1867, da Napoleon
strakte Haanden ud efter Luxemburg, men blev
hindret i sine Planer af B. Denne gik dog ind
paa en for Napoleon taalelig Bilæggelse af
Konflikten, idet han endnu ansaa nogle Aar
for nødvendige til Udvikling af det nordtyske
Forbunds militære Apparat og til Styrkelse af
Solidaritetsfølelsen mellem de tyske
Befolkninger.
Først 1870 var Øjeblikket kommet. Striden
om den spanske Trones Besættelse førte i Juli
Maaned til Frankrigs Krigserklæring til det
nordtyske Forbund. B. havde begunstiget den
Hohenzollern’ske Kandidatur og med Mishag
set, at den blev trukket tilbage som Følge af
Frankrigs truende Holdning. Dette, i
Forbindelse med hans Uvillie over den efter hans
Mening alt for slappe Maade, hvorpaa den hele
Sag under hans Ophold i Varzin var blevet
ledet af Kongen, som i Ems var traadt i
direkte Forhandling med den fr. Gesandt
Benedetti, foranledigede endog B. til en
Dimissionsbeslutning, men inden denne kunde
virkeliggøres, indløb der et Telegram fra Ems med
Meddelelse om, at Benedetti paa sin Regerings
Vegne havde stillet den Fordring til Kong
Wilhelm, at han skulde forpligte sig til heller ikke
i Fremtiden at give sit Samtykke til, at nogen
Prins af Huset Hohenzollern besteg den sp.
Trone. Kongen tilbageviste denne Anmodning og
nægtede at fortsætte Forhandlingen om den med
Benedetti, samt henstillede til B., at give de
tyske Gesandtskaber og Pressen Meddelelse om
det skete. B. greb med Glæde denne Henstilling
og gav sin Gengivelse af Ems-Depechen en
knappere og mere kategorisk Form, som var
vel egnet og sikkert ogsaa bestemt til at sætte
den offentlige Mening i Frankrig i yderligere
Oprør. Efter Krigserklæringen traadte
Traktaterne mellem det nordtyske Forbund og de
sydtyske Stater i Kraft, medens Frankrig kom til
at staa alene i Kampen. B. fulgte under den for
Tyskland sejrrige Krig med Hovedkvarteret til
Frankrig og ledede fra Krigsskuepladsen med
vanlig Overlegenhed og Lykke sit Lands
Politik saaledes, at ingen fremmed Intervention
fandt Sted. Samtidig benyttede han det
mægtige Indtryk, de fælles Sejre havde gjort i
Sydtyskland, til, for Bayerns Vedk. dog kun med
stor Vanskelighed og efter lange Forhandlinger,
at tilvejebringe de Overenskomster med
Staterne S. f. Main-Linien, som førte til det tyske
Kejserdømmes Oprettelse. 18. Jan. 1871 fandt
Kejserhyldingen Sted i Versailles, og 26. Jan.
undertegnedes de Fredspræliminarier, som 10.
Maj 1871 førte til Freden i Frankfurt. 21. Marts
aabnedes den første tyske Rigsdag i Berlin, og
s. D. gav Kejseren B. Fyrstetitlen. Da Rigsforfatningen,
som i alt væsentligt var en Udvidelse
af det nordtyske Forbunds Forfatning til hele
Tyskland, samme Foraar var blevet vedtaget,
udnævntes B. til Rigskansler. 1871 ligesom
allerede 1866 modtog B. efter Kejserens og
Rigsdagens Beslutning betydelige Dotationer som
Anerkendelse af sine Fortjenester. Kejseren
skænkede ham s. A. de lauenburgske Domæner
som personlig og arvelig Ejendom.
B. havde siden 1867 væsentlig støttet sig til
de liberale Mellempartier, som tilsammen
udgjorde det overvejende Flertal saavel af det
nordtyske Forbund som af den tyske Rigsdag.
Han fortsatte i end mere udpræget Grad
hermed efter 1871, og den hele indre Lovgivning
lik et væsentlig liberalt Præg. Rigsenheden
styrkedes ved Indførelsen af en fælles
Rigsguldmønt, ved Oprettelsen af en Rigsbank og
ved Vedtagelsen af en fælles Retsforfatning,
Straffelov og Procesordning. Mest optoges
Opmærksomheden dog af den saakaldte »Kulturkamp«.
Dogmet om Pavens Ufejlbarhed havde vakt
et stærkt Røre bl. de tyske Katolikker og førte
til en Kamp mellem Staten og den kat. Kirke,
i hvilken B. bestemt hævdede Statens Overhøjhed
og med Kraft modsatte sig ethvert Forsøg
fra den kat. Gejstligheds Side paa at opretholde
sin relative Uafhængighed af Statsmagten. Det
nydannede kat. Centrumsparti, der under
Windhorst’s Ledelse med Dygtighed og stigende
Tilslutning tog Kampen for den kat. Kirke op, blev
B. en meget farlig Modstander, idet det tillige
blev et Samlingspunkt for de partikularistiske
Bestræbelser inden for Riget. Ikke desto
mindre lykkedes det B., støttet paa de liberale
Partier og med Kultusminister Falk’s Hjælp at
gennemføre de vigtige Love, der paa alle
afgørende Punkter underordnede Gejstligheden
under Statsmyndighederne og bl. a. paabød
Ophævelse af de gejstlige Ordener og Kongregationer
og Indførelse af obligatorisk borgerligt Ægteskab
og Navnangivelse. Forbitrelsen i de klerikale
Kredse var stor, og den fandt sit voldsomste
Udslag i den kat. Bødkersvend Kullmann’s
Mordattentat paa B. i Kissingen 1874. B. fandt
i sin indre Politik gennemgaaende Modstand
ikke blot fra Centrums og de Radikales, men
ogsaa fra de Konservatives Side, og denne
Modstand savnede ikke Rygstød paa højere Steder.
Kejseren nærede den største Betænkelighed ved
adskillige af de Love, gennem hvilke den B.’ske
Politik fandt sit kraftigste Udslag, saaledes f.
Eks. Loven om det borgerlige Ægteskab, og hos
Kejserinde Augusta havde de ultramontane og
B. fjendtlige Kredse altid et sikkert Tilhold.
Heller ikke Kronprins-Hoffet var B. gunstigt.
Disse Rivninger var bl. a. Aarsag i, at B. i
største Delen af 1873 overlod Forsædet i det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
