Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Birger, Jarl af Bjælbo - Birger (Børge) Gunnersen, Ærkebisp i Lund, ( -1519) - Birger, Hugo, egl. Pettersson, sv. Maler (1854-87) - Birger Magnusson, 1280-1321, Konge af Sverige 1290-1318 - Birgitta den hellige, sv. Helgeninde (1303 ell. 1302-73)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Handel paa Riget, anlagde han Sthlm, der
hurtig voksede frem til at være Landets vigtigste
By; som Lovgiver virkede han paa fl. Maader
for bedre Sæder og Ro i Riget. Medens han fik
sin Søn, Valdemar, gift med Erik Plovpenning’s
Datter, Sofie, indgik han selv paa sine gamle
Dage et nyt Ægteskab med Kong Abel’s Enke,
Mechtilde, der overlevede ham i mange Aar. —
Paa Riddarholmen rejste (1854) Sthlm’s
Borgerskab B.’s Statue, modeleret af Fogelberg.
Hans Liv og Personlighed er af sv. Digtere fl.
Gange taget til Emne for dramatisk Behandling,
bl. a. af Fr. Hedberg i hans bekendte
Skuespil »Bröllopet på Ulfåsa« (1865).
Kr. E.
Birger [-jər] (Børge) Gunnersen,
Ærkebisp i Lund, d. 1519, var en Degnesøn fra
Lindeberg i Nørre-Halland. Sin Uddannelse fik han
paa Skolerne i Varberg, Roskilde og Skara og
ved Univ. i Greifswalde, hvor han blev Magister.
Efter sin Hjemkomst blev han Forstander for
Domskolen i Lund, kom snart efter ind i
Christian I’s Kancelli, hvor han vakte Opmærksomhed
ved sin Dygtighed og sit livlige Væsen. Han
steg nu fra den ene Værdighed til den anden;
1477 blev han Dronning Dorothea’s Kansler,
efter hendes Død (1495) Dronning Kristina’s,
han blev Kannik i Lund, Ærkedegn i Roskilde
og 1497 Ærkebiskop i Lund, pavelig Legat og
Sveriges Primas. Fra ringe Kaar naaede B.
saaledes den højeste kirkelige Stilling i Norden,
og han beklædte den med Hæder. Jævn i sin
Færd og uden at skamme sig over sin ringe
Byrd, forstod han, naar det gjaldt, at optræde
med Myndighed og Værdighed. Den skaanske
Adel, især Ridderen Niels Hack, og Rigshovmesteren,
Povl Laxmand, fortrædigede ham paa
alle Maader; men han lod sig ikke gaa paa.
Over for Kongerne Hans og Christian hævdede
han Ærkestolens Ejendomme og Kirkens Ret.
I Unionskampene stod han trofast Kongen bi;
to Gange (1517 og 1519) bandlyste han Sten
Sture. Skønt øverste Medlem af Rigsraadet
holdt han sig saa vidt muligt uden for
Politikken. Kirkens Vel var ham Hovedsagen. Han
gav Forskrifter for Præsteskabet (statuta
synodalia), tog sig af Skolevæsenet, understøttede
Udgivelsen af Chr. Pedersen’s Udgave af Sakse,
indrettede Gudstjeneste paa ny Steder,
grundede og udstyrede med rund Haand
Kryptkirken i Lund, der blev hans Hvilested. B. døde,
da Rygterne om den ny Tid naaede herop, og
man maa beklage, at der ikke stod en lige saa
from og værdig Mand i Spidsen for den danske
Kirke, da Reformationstidens Storme brød ind.
L. M.
Birger [-jər], Hugo, egl. Pettersson,
sv. Maler (1854—87), blev uddannet paa Sthlm’s
Akademi og fik her for »Syndefaldet« en
Medaille, som den rastløse Kunstner, der higede
efter friske Indtryk, dog ikke gav sig Tid til
at udnytte til et muligt Rejsestipendium; han
tog paa egen Haand til Paris, gik her op i den
moderne fr. Kunst, hvis Farvevirtuositet han
med Smidighed tilegnede sig, og stod snart som
en af den sv. Kunsts Fremtidsmænd; de rige
Løfter tilintetgjordes dog delvis ved Kunstnerens
tidlige Død. Hans »Toilettet« paa Salonen 1880
viser ham som en dygtig Kolorist; en Del af
hans Arbejder fra en Rejse til Spanien,
saaledes »La Feria i Granada«, var udstillede paa
den nordiske Kunstudstilling i Kbhvn 1883 og
interesserede ved Behandlingens Friskhed og
Liv og den energiske Gengivelse af det
skærende, hvide Solskin. Et af hans sidste Billeder
var »Skandinavernes Frokost paa Vernisage-Dagen«
(nu i Göteborgs Museum). Hans Kunst har
hovedsagelig fundet Købere mellem Göteborgs
Rigmænd.
A. Hk.
Birger Magnusson [-jər], 1280—1321, Konge
af Sverige 1290—1318. Søn af B. af Bjælbo’s Søn,
Magnus Ladulaas. Under hans Mindreaarighed
styredes Riget af Marsken, Torgils Knutsson,
og denne vedblev ogsaa at have den overvejende
Indflydelse, efter at Kongen 1298 var
blevet myndig, samtidig med, at han ægtede
Erik Menved’s Søster, Margrete. B.’s yngre
Brødre, Erik og Valdemar, hvoraf den første
var lige saa begavet som rænkefuld, forstod
dog at sætte Splid mellem Kongen og den gl.
Marsk; denne blev fængslet og henrettet (1306).
Nu havde Brødrene let Spil med B.; under et
Besøg hos ham paa Gaarden Haatuna endnu
s. A. tog de ham til Fange. Kun ved sin danske
Svogers Indskriden slap B. ud af Fængslet,
og det var ogsaa Erik Menved, der 1310
formaaede de to Hertuger til at give deres Broder
i det mindste 1/3 af Riget. Han regerede dog
daarlig; paa Gotland rejste Indbyggerne sig
ligefrem imod ham og holdt ham en Tid
fangen, indtil han stillede dem tilfreds. Med
Misundelse saa B. paa den Magtstilling, som
Broderen, Erik, havde erhvervet sig ved sit
Giftermaal med den norske Konges Datter, og svag
og upaalidelig, som han var, besluttede han ved
Træskhed at styrte sine Brødre. Han lokkede
dem til sig paa Nyköping Slot og lod dem her
overfalde om Natten; de blev indespærrede i
Slotstaarnet, og medens der rejste sig Opstand
rundt om i Riget, og Slottet belejredes, omkom
de her, rimeligvis af Hunger (1318). Deres
Tilhængere fortsatte dog Kampen imod den
svigefulde Konge; hans Søn, Magnus, blev taget til
Fange og siden henrettet; selv flygtede B. til
Danmark, hvor han døde og begravedes i
Ringsted Kirke. Hans Hustru døde først 1341. I den
sv. Digtning har han været gjort til Genstand
for poetisk Behandling, bl. a. af B. v. Beskow
i Sørgespillet »B. och hans ätt« (1837)
og af L. Josephson i Skuespillet
»Folkungalek« (1864).
Kr. E.
Birgitta [bir↱jit.a] den hellige, sv.
Helgeninde (1303 ell. 1302—73). B. fødtes paa Finstad
i Upland. Hendes Fader, den mægtige Lagmand
Birger Person nedstammede fra Kong Sverker
I, hendes Moder, Ingeborg, var af Folkungernes
Æt. Erik den Hellige og Knud den Hellige
var hendes Stamfædre, og deres fromme
Helteskikkelser stod som hendes Idealer fra
Barndommen af. Hun var et nervøst Barn, saa Syner,
især den Korsfæstede og Jomfru Maria, men en
Gang saa hun Djævlen, og siden legede hun
ikke mere. 14 Aar gl blev hun gift med Ulf
Gudmarson til Ulfåsa, senere Lagmand i Nerike.
Ægteskabet, der velsignedes med 8 Børn,
var saare lykkeligt; B. var en praktisk og
kærlig Husmoder, og hendes Synskhed synes at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
