Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bibel (gr. *tà biblía* *c: Bøgerne) er Navnet paa den kristne Kirkes hellige Skr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fra c. 400. og Peshitta, den syr. Oversættelse
fra 2. Aarh. i Betragtning.
F. Den første trykte Udg. af hele det
gl. Test. udkom 1488 i Solcino; 1494 kom
Brescia-Udgaven, som Luther benyttede til sin
Oversættelse, 1514—17 Complutenserpolyglotten.
Bomberg’s Udg. 1517 optog den i 13. Aarh. i
Vulgata gennemførte Kapitelinddeling i den
hebr. Tekst; en gennemført Versinddeling
findes første Gang i Athias’ Udg. 1661—67. (Ang.
den jød. Inddeling, se Parasher og
Haftarer). Nyere Udg. er besørgede ved Hahn,
ved Theile samt ved Baer og Delitzsch
(ufuldendt); den under Kittel’s Redaktion
foranstaltede Biblia hebraica (1905—06) bringer i Noter
under Teksten de vigtigste Forslag til ændrede
Læsemaader. The sacred Books of the Old
Testament ed. by P. Haupt (1893 ff., ufuldendt)
optager Forbedringerne i selve Teksten, der i
øvrigt for største Delen er uvokaliseret og trykt
med forsk. Farver (»Regnbuebiblen«).
II. Det ny Testamente.
A. Kanons Omfang. Siden Slutn. af 4.
Aarh. bestaar det ny Test. af flg. 27 Skr: 4
Evangelier (de tre »synoptiske« af Matthæus,
Markus og Lukas samt Johannesevangeliet),
Apostlenes Gerninger, 13 Paulus-Breve (nemlig
9 til Menighederne i Rom, Korinth, Galatien,
Efesus, Kolossæ og Thessalonika, de 3
»Pastoralbreve« til Timotheus og Titus, samt
endelig Brevet til Filemon); et anonymt Brev til
Hebræerne, de 7 »katolske« Breve (et af Jakob,
to af Peter, tre af Johannes og et af Judas)
samt endelig Johannes’ Aabenbaring.
B. Denne Kanons Tilblivelse er
Resultatet af en 300-aarig Udvikling. Fra første
Færd besad den kristne Menighed en Bibel,
nemlig det gl. Test., som Jesus selv og
Apostlene betragtede som hellig Skr. Men ved Siden
heraf begyndte man allerede i den apostolske
Tid at anføre Udsagn af »Herren« som en
jævnbyrdig Autoritet (1. Thes. 4, 15, 1. Kor. 7,
10, 9, 14, 11, 23), og i den efterapostolske Tid
henvises hyppigt (Didake og Ignatius-Brevene)
til »Evangeliet«; der nævnes dog ikke bestemte
Fremstillinger af dette, men dets Autoritet
beror udelukkende paa Indholdet: Jesu Ord og
Gerninger. De paulinske Breve er tidligt blevne
benyttede til Oplæsning ved Gudstjenesten, og
2. Pet., 3, 15 ff. forudsætter, ligesom fl. Udtalelser
af de apostolske Fædre, at man har haft Samlinger
deraf. Den første os bekendte egl. Kanon-Samling
er dog foranstaltet c. 150 af Gnostikeren
Marcion; den bestod af et »Evangelium« og en
»Apostel« ɔ: dels et Luk.-Evang., hvori der
ogsaa var optaget Stykker af Matth. og Joh.,
og dels 10 Paulus-Breve (alle undtagen
Pastoralbrevene). Omtr. samtidigt beretter Justin, at
de kristne Menigheder i deres Forsamlinger
forelæser »Apostlenes Erindringer (ɔ:
Evangelierne) ell. Profeternes Skr«, og han anfører
evangeliske Citater med samme Indledningsformel
som Ord af det gl. Test. I øvrigt afviger
hans Evangeliecitater saa ofte og saa stærkt fra
Ordlyden i vore fire, at der er en vis
Sandsynlighed for, at han foruden disse har kendt
og benyttet andre; hans Discipel Tatian
sammenarbejdede c. 170 de evangeliske
Beretninger til en fortløbende Fremstilling, den
saakaldte Diatessaron, som i mere end et Aarh.
blev anvendt ved Gudstjenesten i den syriske
Kirke. Man ser heraf, at Evangeliets Indhold:
Herrens Ord og Gerninger stadig var den egl.
Autoritet, og at denne endnu ikke var knyttet
til bestemte Fremstillinger deraf. Paulus-Brevene
o. a. Skr, som benyttedes ved Gudstjenesten,
havde heller ikke helt den samme
Autoritet som Evangelierne, men i øvrigt var
Grænserne ogsaa her flydende. Kampene mod
Gnosticismen i 2. Aarh. medførte imidlertid
Nødvendigheden af at faa en bestemt afgrænset
Samling, der indeholdt Normen for den sande
Lære; og omkr. 200 var der inden for Kirken
opnaaet alm. Enighed om at regne de 4
Evangelier, de 13 Paulus-Breve, Ap. G., Joh.’s
Aabenbaring, 1. Pet. og 1. Joh. for kanoniske; det
bevidner overensstemmende Muratoris Kanon
for Italiens Vedk., Irenæus for Galliens,
Tertullian for Afrikas og Klemens fra Alexandria
for Ægyptens. Om Hebr., 2. og 3. Joh., 2. Pet.,
Jak. og Jud. derimod divergerer Anskuelserne,
og ved Siden af disse kommer ogsaa andre Skr
som Barnabas-Brevet, Hermas og 1. Klemens-Brev
i Betragtning. En principiel Bestemmelse
af Kanon forsøgte noget senere Origenes (d.
254), idet han paa Grundlag af den Anerkendelse,
som Skrifterne havde fundet i Kirken,
inddelte dem i »ægte«, »blandede« ell. »uægte«;
og en lgn. Afgrænsning forsøgte Kirkehistorikeren
Eusebios i Beg. af 4. Aarh.; desværre er
hans Udtalelser herom (Kirkehist. III, 25) ikke
helt klare; efter den sandsynligste Forstaaelse
skelner han mellem to Hovedklasser af Skr:
Homologumena ɔ: de alm. anerkendte og
Antilegomena ɔ: de omstridte; til de første regner
han alle de ovenn. Skr, om hvilke der Aar 200
var Enighed (Joh.’s Aabenbaring, dog kun
betingelsesvis) og desuden Hebr., som han anser
for paulinsk; de sidste falder atter i to
Grupper, dels en mere værdifuld: Jak., Jud., 2. og 3.
Joh., dels en ganske forkastelig: Paulus-Akterne,
Hermas, Peter’s Aabenbaring, Barnabas,
Didake og betingelsesvis Joh.’s Aabenb. I
Athanasius’ »39. Festbrev« fra 367 erklæres de 27
Skr, der findes i vort ny Test., for de eneste
kanoniske, og de stilles i Modsætning til
Apokryferne ɔ: de fuldstændig forkastelige; kun to:
Didake og Hermas kan bruges ved
Daabsforberedelsen, altsaa som Katekismer. Ved
Athanasius’ og Hieronymus’ Autoritet trængte
denne Bestemmelse af Kanons Begreb ogsaa
igennem i Vesten, hvor Hebr., 1. og 2. Joh., Jak.,
Jud. og 2. Pet. i 3. Aarh. kun havde været lidet
kendte. En rom. Synode 382 regnede Hebr. for
paulinsk og fastslog, at alle 7 kat. Breve skulde
have kanonisk Gyldighed, og dermed var det
ny Test. i sin endelige Skikkelse færdigt; paa
Synoderne i Hippo 393 og Karthago 397 og 419
sluttede den afrikanske Kirke med Augustin i
Spidsen sig til den rom. Afgørelse. Enkelte
Steder inden for den gr. Kirke var dog Joh.’s
Aabenb. omstridt indtil 7. Aarh., og i det
syriske ny Test. manglede 2. og 3. Joh., 2. Pet.,
Jud. og Joh. Aabenb., indtil den af Filoxenos
af Mabug 508 foranstaltede ny Oversættelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
