Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bevis i jur. (processuel) Forstand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af den Virksomhed, hvorved B. i den angivne
Forstand tilvejebringes, altsaa lig
Bevisførelse, endelig ogsaa undertiden i samme
Bet. som Bevisbyrde.
Hvor Stridsspørgsmaalet i Processen udelukkende
drejer sig om, hvorvidt en vis Retsregel
eksisterer, ell. hvorledes den rettelig skal
forstaas, tales ikke om B. Det er nemlig
Dommerens embedsmæssige Pligt at kende og hans
Sag at fortolke og anvende Landets almindelige
Ret (jura noscit curia), uden at Parterne i saa
Henseende er pligtige at yde ham nogen som
helst Hjælp ell. Oplysning. Noget anderledes
stiller det sig, hvor en Part paaberaaber sig,
at Sagen efter sin Beskaffenhed skal afgøres i
Henhold til udenlandsk Ret ell. til saadanne
specielle Forskrifter ell. Sædvaner, som det
ikke kan være Dommerens Sag at kende ex
officio. I saa Fald maa nemlig vedk. Part
tilvejebringe Oplysninger, der kan overbevise
Dommeren om, at den paaberaabte fremmede
ell. specielle Regel virkelig eksisterer, og der
vil i saa Henseende kunne blive Tale om en
egl. Bevisførelse, dog med de Modifikationer,
der følger af, at man her bevæger sig paa et
Omraade, nemlig det juridiske, hvor Dommeren
som saadan er specielt sagkyndig, hvorfor hans
Stilling over for det af Parterne anførte bliver
friere og selvstændigere end over for andet B.
I de allerfleste Processer Mand og Mand imellem
vil imidlertid Stridsspørgsmaalet tillige ell.
udelukkende referere sig til selve Sagens
faktiske Sammenhæng, idet Parterne fremstiller
Fakta hver paa sin Maade: den ene paastaar
f. Eks., at de af ham leverede Varer var
kontraktsmæssige, den anden, at de led af Mangler;
den ene paastaar, at den anden skylder ham
Penge, den anden, at Gælden er betalt, o. s. v.
I saa Fald vil det være nødvendigt for den
Part, hvem Bevisbyrden (s. d.) paahviler, at
føre et efter Loven tilfredsstillende B. m. H. t.
de paagældende af ham anførte, men af
Modparten bestridte Fakta, der paa den ene Side
er af Bet. for Sagens Afgørelse (er »relevante«),
paa den anden Side ikke kan anses som »notoriske«
(s. d.). I modsat Fald taber han Sagen
i samme Omfang, som B. svigter.
Paa samme Maade vil i Straffesager
Spørgsmaalet kun undtagelsesvis dreje sig om
Straffelovens Fortolkning, men derimod regelmæssig
dreje sig om, hvorvidt den Sigtede har begaaet
den Handling, der lægges ham til Last, og
herfor maa der da selvfølgelig føres B.
At føre et virkelig fuldstændigt, al Tvivl
udelukkende B. vil kun undtagelsesvis være muligt,
men er dog ikke helt udelukket. Naar to
Parter f. Eks. tvistes om, hvad der staar skrevet
i et vist Dokument, om Dokumentet er affattet
i det ene ell. det andet Sprog, om der er
Rettelser i det ell. ej, ell. om den ene, ved at
bruge en den anden tilhørende Ting, har
ødelagt den etc., vil efter Omstændighederne den
ene Part ved at lægge det paagældende
Dokument ell. den paagældende Ting frem for
Dommeren kunne føre et uomtvisteligt B. for sin
Paastands Rigtighed. Paa samme Maade i
andre Tilfælde, hvor det for Spørgsmaalet
umiddelbart afgørende er en Ting ell. Tilstand, som
Dommeren som saadan er kompetent til at
bedømme, og som enten kan forelægges ham
i Retten ell. være Genstand for hans
Besigtigelse paa Aastedet.
Anderledes derimod i alle de mange Tilfælde,
hvor det omstridte Faktum angaar Ord ell.
Handlinger, der ikke saaledes kan kontroleres
gennem Eksistensen ell. Ikke-Eksistensen af
visse i Yderverdenen tilbageblevne Spor, saavel
sorn i de Tilfælde, hvor der vel foreligger Spor,
der viser, at en ell. anden Handling er
foretaget, men hvor Spørgsmaalet yderligere drejer
sig om, hvem der har foretaget den, og endelig
i de Tilfælde, hvor der til at bedømme de
foreliggende Spor kræves særlige Egenskaber og
Kundskaber, som Dommeren som saadan ikke
selv er i Besiddelse af. I alle disse Tilfælde
vil B. kun kunne tilvejebringes gennem Udsagn
af Parterne selv ell. Trediemand. Tilvejebringes
det gennem en af Trediemand for Retten paa
højtidelig Maade afgivet mundtlig Erklæring
om, hvad han uden foregaaende Autorisation
har iagttaget, taler man om B. ved Vidner.
Drejer Spørgsmaalet sig om den rette
sagkyndige Vurdering af en foreliggende Ting ell.
Tilstand, føres B. bedst gennem Erklæring af
Sagkyndige, efter at disse enten i Henhold til
Rettens Udmeldelse ell. en dem tilkommende
alm. offentlig Autorisation har undersøgt det
omspurgte Forhold. Man taler i saa Fald om
B. ved Syn ell. Skøn (se Skøn). Oplyses
det, at en Part før ell. under Sagen paa
Grundlag af egen Kundskab har erkendt det, som
det nu gælder om at bevise, tales om B. ved
egen Tilstaaelse (s. d.). Videre kan B.
tilvejebringes gennem Partsed (s. d.), ligesom det
endelig kan fremskaffes gennem skriftligt
Udsagn af Parterne ell. Trediemand ɔ: B. ved
skriftlige Dokumenter (s. d.). Alt hvad
her er nævnt, altsaa Vidner, Syn og Skøn, egen
Tilstaaelse, Partsed og skriftlige Dokumenter,
saavel som de Ting og Tilstande, der, foruden
de skriftlige Dokumenter, i Bevisøjemed kan
forelægges Retten til umiddelbar Iagttagelse og
Bedømmelse, benævnes med et fælles Navn
Bevismidler. Ved Bevisgrund forstaas
det Moment, der bevæger Dommeren til at
holde sig overbevist om et vist Faktum, altsaa
f. Eks. det, at troværdige Vidner beretter, at
Sagen er gaaet saaledes til, ell. det, at en Række
sammentræffende Omstændigheder fuldkommen
bestemt peger hen derpaa.
Hvor Bevisførelsen foregaar ved Hjælp af
Parternes ell. Trediemands paa en af de
angivne Maader fremtrædende Udsagn, er der
imidlertid kommet et Usikkerhedsmoment ind
i Bevisførelsen, som ikke findes i de Tilfælde,
hvor hele Bevisførelsen udelukkende beror paa
Rettens egen umiddelbare Iagttagelse og absolut
sikre Slutninger fra det saaledes iagttagne. Intet
kan nemlig give Dommeren fuldstændig Sikkerhed
for, at de paagældende Udsagn virkelig
er rigtige: der er altid en Mulighed for, at
Vidner lyver, misforstaar, husker fejl, at
Dokumenter er forfalskede ell. af urigtigt Indhold,
at den af en Part aflagte Ed er falsk o. s. fr.
Et andet Usikkerhedsmoment kommer ind, hvor
det, der ved Parters ell. Trediemands Udsagn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
