Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Beust, Friedrich Ferdinand von, Friherre, senere Greve, tysk og Østerrigsk Statsmand, (1809-1886)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fra denne Stund var han indtil 1866 Leder af
sit Lands ydre og indre Styrelse, skønt han
først 1858 af Navn blev Førsteminister; 1849—53
var han tillige Undervisnings- og derefter
Indenrigsminister. B. fraraadede straks Kongen
at antage den tyske Rigsforfatning, og da dette
fremkaldte en Opstand i Dresden (3.—9. Maj),
paakaldte han preussisk Hjælp til dens
Undertrykkelse; den russ. Flygtning, Bakunin,
som derved blev fanget, udleveredes af ham til
Østerrig og derfra til Rusland. B. sluttede kort
efter Trekongeforbundet med Preussen og
Hannover; men da de sydtyske Kongeriger ikke
vilde gaa med dertil, trak han allerede Oktbr
s. A. Sachsen tilbage derfra og arbejdede siden
for Genoprettelsen af den gl. Forbundsdag. Thi
Hovedformaalet for hans Bestræbelser var at
sikre Mellemstaterne Uafhængighed og at skaffe
dem større Indflydelse paa Tysklands Politik.
Han støttede derfor 1850 Østerrig og Bayern
imod Preussen, men stillede sig ikke desmindre
1852 paa Preussens Side i Spørgsmaalet om
Toldforeningens Vedligeholdelse. Indadtil var B.
afgjort konservativ, fik Forfatningen af 1831 paa
ny sat i Kraft og gav strenge Bestemmelser
imod Presse- og Forsamlingsfriheden; ligeledes
sattes Skolelærerne under nøje Opsyn samtidig
med, at deres Lønninger forbedredes. Under
Krim-Krigen søgte B. at sammenknytte
Mellemstaterne (ved Ministerkonferencer i Bamberg
Maj 1854) og at lade dem føre en af de to
Stormagter uafhængig og neutral Politik; ved at
være Mellemmand mellem den fr. og russ.
Regering havde han ikke ringe Del i Fredsslutningen
1856, men opnaaede dog ikke at faa
Sæde paa Kongressen i Paris. 1859 var han
en af de tyske Statsmænd, der mest virkede
for, at Forbundet skulde understøtte Østerrig
imod Frankrig og Sardinien, skønt han
misbilligede den Kejtethed, hvormed Østerrig havde
fremkaldt Fredsbrudet.
Da den tyske Nationalforening dannedes efter
Krigen og fremsatte Planer om et snævrere
Forbund (ɔ: uden Østerrig) under preussisk Ledelse
og med en folkevalgt Rigsdag, var B. med at
grundlægge som Modvægt derimod en Forbindelse
mellem Mellemstaternes Regeringer med
det Formaal, at tilfredsstille Enhedstrangen ved
et vist Fællesskab i Love og Indretninger.
Ligeledes søgte han at forsone Folkestemningen i
Sachsen ved at udvide Valgretten (1861),
indføre Næringsfrihed o. desl. Oktbr 1861 stillede
B. et Forslag om en ny Ordning af det tyske
Forbund med et udøvende Tremandsraad, med
skiftende Forsæde i Forbundsdagen for Østerrig
og Preussen, samt med en Delegeretforsamling,
valgt af Landdagene; men det vandt
hverken Preussens ell. Østerrigs Bifald, endsige det
tyske Folks, og det havde ogsaa nærmest til
Maal at sikre Mellemstaternes Overvægt. Hvor
uvenlig B. end var imod Preussen, gik han dog
1862 straks ind paa Handelspagten med
Frankrig, skønt derved Østerrigs Tilslutning til
Toldforeningen umuliggjordes; men næste Aar var
han virksom for det tyske Fyrstemøde i
Frankfurt under den østerrigske Kejsers Forsæde.
Kong Frederik VII’s Død Novbr 1863 gav B.
Lejlighed til at fremkalde en selvstændig
Optræden af Forbundsdagen i det
slesvig-holstenske Spørgsmaal, fordi denne aldrig
havde godkendt London-Traktaten. Han opnaaede
derved, at Sachsen fik Del i Eksekutionen i
Holsten, og at han selv Apr. 1864 valgtes til at
repræsentere det tyske Forbund paa
Konferencen i London. Her hævdede han ivrig
Hertugen af Augustenborgs Arveret, men var dog
villig til at indrømme en Folkeafstemning i
Slesvig, foretaget i Bælter N. fra regnet, for
at Grænsen kunde blive draget, hvor dansk
Sprog og Sindelag ophørte. Skønt det
krænkede B., at Østerrig i dette Spørgsmaal siden
gik Haand i Haand med Preussen og ikke vilde
overlade Forbundsdagen at afgøre det,
udsonede han sig dog 1866 igen med Østerrig og
havde væsentlig Del i den diplomatiske Kamp
mod Preussen. Derimod søgte han at undgaa
et formeligt Brud, men sluttede sig, da det
indtraf Juni 1866, uden Tøven til Østerrig og
fulgte sin Konge og Hæren til Böhmen, hvor
Sachserne delte Østerrigernes Kampe og
Nederlag.
Natten efter Slaget ved Königgrätz kom B. til
Wien og modtog her det skæbnesvangre
Budskab, der gjorde Ende paa alle hans tidligere
Forhaabninger. Snart efter afgik han i en
fortrolig Sendelse til Paris, hvor han forgæves
søgte at overtale Kejser Napoleon til en
militær Demonstration mod Rhinen, skønt han
baade stillede ham i Udsigt at blive den store
Fredsmægler i Tyskland og ligefrem forudsagde
ham, at hele Tyskland i en fremtidig Krig
vilde stille sig paa Preussens Side imod Frankrig.
16. Aug. afgik B. som sachsisk Førsteminister
og indtraadte 30. Oktbr i østerrigsk Tjeneste
som Udenrigsminister. Febr 1867 blev han
tillige Førsteminister — dog kun til Aarets
Udgang — efter at have fortrængt Belcredi,
gennemførte Udsoningen med Ungarn og
Omdannelsen af Østerrigs Forfatning og styrede
derefter de udenrigske Anliggender som fælles
Minister for begge Monarkiets Halvdele, siden 30.
Juni 1867 med Titel af Rigskansler. Han vandt
stor Folkeyndest saavel i Ungarn som i
Østerrig, og ikke mindre end 70 Byer i Østerrig
gjorde ham til Æresborger, samt lige saa
mange Landsbyer. Senere tog han væsentlig Del i
Gennemførelsen af de østerrigske Kirkelove og
i Konkordatets Ophævelse 1870. Som
Udenrigsminister var han særlig virksom for Løsningen
af det luxembourgske Spørgsmaal Apr. 1867, men
forsøgte ingen Indblanding i Tysklands indre
Udvikling. Derimod arbejdede han for et
venskabeligt Forhold til Frankrig og Italien,
vistnok i Haab om derved at vinde Oprejsning over
Preussen; ja han tog ikke i Betænkning at
tilraade Napoleon III at ofre Rom til Italien.
Frankrigs uoverlagte Krigserklæring 1870 var
ham meget imod, og dets hurtig derefter flg.
Nederlag holdt ham tilbage fra at vove
Østerrig ind i en ny Kamp. Han søgte derimod at
tilvejebringe en Forsoning mellem Tyskerne og
de slaviske Folkestammer i Østerrig; men det
strandede paa Tschechernes overdrevne Krav, og
efter at B. 26. Oktbr 1871 havde faaet det
føderalistiske Ministerium Hohenwart styrtet,
maatte han selv faa Dage senere (8. Novbr) afgaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
