Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Betændelse (lat. inflammatio)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
voksede, formeredes, kort og godt kom ud af
den tilstedeværende Ernæringsligevægt og nu
aktivt drog Næringsstoffer til sig, og dette
kunde i sidste Instans kun komme fra Blodet;
deraf Kongestionen, Udsvedningen af
Næringsvædske fra Blodet m. m., som er
karakteristiske for B. og betinger hine ovenomtalte
Kardinalsymptomer, idet Cellernes Tiltrækning af
Næringssubstans kunde forklare saavel Rødmen
og Varmen (ved Kongestionen) som Svulsten og
Smerten (Udsvedningen). Men ogsaa andre
Fænomener, som viser sig under B., fandt sin
Forklaring, idet dennes lavere Grader med
simpel vandagtig Udsvedning henførtes til lettere
Irritation af Cellerne, medens de stærkere
Irritationer medførte en ell. anden af de stærkere
Betændelsesgrader, f. Eks. med Belægninger
paa Slimhinderne, Nekrose (Hendøen af Vævet)
ell. Suppuration (Materiedannelse). Virchow’s
Lære om B. stod i en lang Række Aar næsten
som eneherskende i Patologien; men ligesom de
tidligere Teorier om B. var rent hypotetiske
Forklaringer, saaledes var Virchow’s
Betændelseslære ogsaa en Hypotese, men en, der
var opbygget paa Grundlag af naturvidenskabelige
Forskninger af langt større Rækkevidde
end de tidligere Hypoteser. Først med Cohnheim
fik Betændelseslæren Fodfæste i
Eksperimentet, idet det var ham, der paaviste en
Maade, hvorpaa man saa at sige kunde se
under Mikroskopet en Del af de finere Fænomener
ved B., medens de foregik, i Modsætning til
tidligere Forskere — ogsaa Virchow —, der
havde studeret Resultaterne af Processen ell.
havde betragtet de rent ydre Tegn. Cohnheim’s
Forsøg gik ud paa at anbringe et fint
Blad af Frøens Bughinde under Mikroskopet. I
et saadant Stykke Bughinde kan man se Blodet
strømme i Blodkarrene. Naar man nu ætser en
saadan Hinde, vil man kunne se, at Blodstrømmen
forandres, idet der i de fineste Kargrene
opstaar en Ophobning af Blodlegemer, der
stopper for Strømningen og bevirker en Forøgelse
af Trykket og derved atter en Udvidning. Efter
nogen Tid sker der saa en Udvandring gennem
de fineste Karvægge (Haarkarrene), idet først
enkelte, saa flere af de hvide Blodlegemer
trænger ud gennem Karvæggen og giver sig til at
vandre mellem Vævscellerne. Her havde man
nu hele Forklaringen paa de Hovedfænomener,
man kendte fra B.: Rødmen og Heden,
fremkaldte ved Blodoverfyldningen, Svulsten,
fremkaldt dels herved, dels ved Udvandringen af
Blodlegemer (og Blodvædske) i Vævet, Smerten
ved Tryk paa Nerverne. Den ved Cohnheim’ s
Forsøg skabte Betændelseslære
medførte, at hans Disciple i en Del Aar stod skarpt
over for dem, der fastholdt Virchow’s
Celleteori; og hele den mellem de to Retninger
opstaaede Strid førtes videre over paa
Spørgsmaalet om, hvorvidt den ved B. fremkaldte
Vævsnydannelse havde sin Oprindelse fra de
faste Celler i Vævene ell. fra de Celler, som
Cohnheim fandt vandrede ud gennem Karvæggene.
Imidlertid har Striden efterhaanden lagt
sig, da Forskningen om B. dels er kommet ind
paa ny Baner, dels har vist, at Virchow’s og
Cohnheim’s Lære saa lidt udelukker hinanden,
at de langt snarere supplerer hinanden, saa at
Cellernes Virksomhed i Vævene og Karvæggenes
Forandringer, hvorved Blodet kan slippe
Vædske og Blodlegemer ud, gaar Haand i Haand.
Man ved nemlig nu med stor Bestemthed, at
selve Cellerne i Vævene virkelig under
Paavirkning af en Masse Pirringer —
Betændelsesvækkerne — gennemgaar Forandringer, der
maa henføres under Ernæringsprocessens
Forøgelse, men at ogsaa Karrene undergaar
Forandringer i den af Cohnheim angivne
Retning.
Spørges der nu, hvad det da er for Pirringer,
der fremkalder alle de under Fællesbetegnelsen
B. foregaaende Fænomener, saa maa der svares,
at, saa vidt man kan skønne, er alle de Aarsager,
der medfører B., saadanne, som paa en
ell. anden Maade virker ødelæggende paa
de levende Væv, og B. bliver saaledes at opfatte
som den Reparationsproces, som Organismen
stiller op over for en skadelig Paavirkning, en
Opfattelse, som i øvrigt ikke er ny, men som
under Betændelseslærens vekslende Faser har
staaet som Baggrund — om man vil, »den
metafysiske Baggrund« — for Forstaaelsen. B.’s
Art bliver da ganske naturlig afhængig af,
hvor stærkt ødelæggende den foregaaende
Paavirkning har været. Og alt som man har skilt
de enkelte Betændelsesvækkere ud fra hinanden,
har det vist sig, at mange af de tidligere som
de allervæsentligste Aarsager opfattede
Indvirkninger bliver trængte mere og mere i
Baggrunden. Man ved saaledes, at, naar der
fremkaldes et simpelt Saar ved Stød ell. Snit, saa
er den Reparationsproces, som foregaar, naar
Saaret ikke er forurenset, af en saa let
Beskaffenhed, at der for den ydre Betragtning ikke
er noget, som man kunde kalde B., ell. denne
er kun ganske rudimentært til Stede, medens
dog de for B. karakteristiske Fænomener i
Vævene og Karrene kan paavises under
Mikroskopet. Men dersom visse Stoffer af dem, vi
henfører til Infektionsstoffer, kommer ind i Saaret,
saa opstaar der stærkere Ernæringsforstyrrelser,
og saa faar vi ogsaa de for udvendig
Betragtning tilgængelige Betændelsessymptomer
frem. Og praktisk har man da vænnet sig til
kun at kalde de Reparationsprocesser B., hvor
der opstaar udvortes paaviselige Tegn (eet
ell. fl. af Kardinalsymptomerne), selv om ogsaa
de finere mikroskopiske Processer er de samme,
og man taler f. Eks. om, at en Saarheling er
betændelsesfri i Modsætning til, at den
foregaar under B., og i denne
Sammenhæng maa vi da sige, at Infektionsstofferne er
de heftigste Betændelsesvækkere, hvilket vel
staar i Forbindelse med, at Infektionsstofferne
er af vital Natur og derfor i Stand til at
udbrede deres ødelæggende Paavirkning af
Vævene i større Omfang, end det som Regel er
muligt for rent fysikalske Aarsager, Kulde,
Hede, Ætsstoffer. — Kan vi da ikke nægte, at
de fysikalske Indvirkninger til en vis Grad maa
siges at være Betændelsesvækkere, saa viser
den nyere Infektionslære os, at de
egentlige Aarsager til B. praktisk set er
Infektionsstofferne (Bakterier ell. a.
Mikrober), og at derfor B.’s Art maa afhænge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
