Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Beskyttelsesret (jus protectionis) kaldes den en Stat tilkommende Ret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gældende Folkeret, men da den ikke er bestemt
ved nogen alm. Konvention, men har udviklet
sig gennem Praksis, er dens Omfang til en vis
Grad usikkert. En Forudsætning for den er det
for det første, at det drejer sig om Statens egne
Borgere. Udlændinge kan ingen Stat tage under
sin Beskyttelse, hverken over for deres egen
eller over for fremmede Regeringer. Noget
andet er, at Udøvelsen af B. efter Aftale med
en anden Stat kan foregaa gennem dennes
diplomatiske og konsulære Repræsentanter. Dette
er ikke nogen virkelig Undtagelse; thi selv om
det her er fremmede Borgere, hvis Interesser
beskyttes, sker det paa deres egen Regerings
Vegne og i dens Navn. Aftaler af denne Art
forekommer jævnlig mellem Stater, der
nationalt ell. politisk staar hinanden nær, og for
mindre Stater kan det endog være en
Nødvendighed i fjerntliggende Lande at benytte
andres Mellemkomst. I Tilfælde af Krig er det
endvidere fast Praksis, at de krigsførende
Magter overdrager Beskyttelsen af deres
Undersaatter i det fjendtlige Land til en neutral
Stats Diplomati. En virkelig Undtagelse fra
Hovedreglen er det derimod, at europæiske
Stater i Lande med Konsularjurisdiktion (forsk.
muhammedanske Lande, Kina og Siam)
undertiden beskytter visse Fremmede, være sig
Landets Indfødte ell. Europæere, som om det var
Statens egne Borgere (saakaldte Protegeer ell.
de facto Undersaatter). Adgangen hertil er dog
ikke ubegrænset, men er i hvert enkelt Land
bestemt ved Traktat ell. Sædvane; hvor ingen
saadan særlig Hjemmel haves, maa et Samtykke
fra Opholdsstatens Side være nødvendigt.
Vanskelige Spørgsmaal opstaar, hvor en Person
har Borgerret i fl. Stater. Her kan der spørges,
om den ene af disse kan beskytte ham over for
den anden, ell. om de hver for sig kan
behandle ham som Undersaat inden for deres
eget Omraade og afvise fremmed Indblanding
i Forholdet til ham. Det sidste synes snarest at
maatte antages, men alm. anerkendte Regler om
Spørgsmaalet findes foreløbig ikke, og det har
ogsaa oftere givet Anledning til Konflikter. Hvor
den beskyttede Person bor ell. opholder sig, er
ligegyldigt. B. vil vel som oftest blive udøvet
m. H. t. Borgere, som er bosatte i Udlandet,
men den haves lige saa vel m. H. t. hjemmeværende
Medlemmer af Statssamfundet. Hvor
det ikke drejer sig om enkelte Personer, men
om Selskaber, er det afgørende ligeledes
Nationaliteten, der her i Alm. antages at bero
paa, hvor Selskabet har sit Sæde. Ved Skibe
afhænger B. af, hvilket Flag Skibet har Ret
til at føre.
En Betingelse for Udøvelse af B. er det
dernæst, at der af en fremmed Stat er gjort
Indgreb i vedk. Borgers Retssfære, og at dette
Indgreb er folkeretsstridigt. B.’s Modstykke er
Staternes Forpligtelse til at behandle Fremmede
i Overensstemmelse med Folkeretten og
de i H. t. den afsluttede Traktater, og kun
hvor denne Forpligtelse er tilsidesat, er der
derfor Plads for dens Udøvelse. Vanskeligheden
ligger imidlertid i at afgøre, hvor langt en
Stats internationale Forpligtelser — bortset fra
særlige Aftaler — gaar m. H. t. Behandlingen
af Fremmede. Kan en Stat frit forandre sin
Lovgivning, uanset at Fremmedes Retsstilling
derved berøres? Er den forpligtet til at
behandle alle Fremmede ens ell. til i fl. ell. færre
Retninger at ligestille Fremmede med Indfødte?
Har en Stat en folkeretlig Forpligtelse til at
opfylde sine Løfter til Fremmede, ell. maa
Forholdet til dens Kreditorer, selv hvor disse
er Udlændinge, betragtes som et indre
Statsanliggende, i hvilket ingen fremmed Stat kan
blande sig? Kan en Stat f. Eks. ved Lov
reducere en udenlandsk Statsgæld ell. forandre
Aftalerne om dens Forrentning ell. bevilge sig
selv Henstand med Afbetalingen? Kan den
tilbagetage en Koncession til Udlændinge inden
Koncessionstidens Udløb? Disse og de mange andre
herhen hørende Spørgsmaal kan ikke finde
deres Besvarelse paa dette Sted. Her maa det
være nok at pege paa Princippet: at det, for
at B. skal kunne gøres gældende, er nødvendigt,
at der foreligger et Folkeretsbrud. Kun i
saa Fald er en egl. Intervention, hvorved der
stilles Krav til den fremmede Stat, berettiget,
og kun i saa Fald bør der blive Spørgsmaal
om folkeretlig Tvang. Noget andet er, at en
Stat ogsaa uden for Tilfælde af Folkeretsbrud
kan gøre venskabelige Henstillinger paa sine
Undersaatters Vegne. Adgangen hertil er
overhovedet ikke knyttet til særlige Betingelser,
hverken m. H. t. Kravets Art ell. Personens
Nationalitet. Hvor der i den fremmede Stats
Lovgivning er anvist Retsmidler over for
Krænkelser af den stedfundne Art, f. Eks. Anlæg af
Erstatningsspørgsmaal mod Staten, vil
Interventionen i Reglen ikke kunne finde Sted,
forinden disse Retsmidler forgæves er udtømte.
Hidrører Krænkelsen umiddelbart fra private
Personer, som naar der tilføjes Fremmede
Skade af Deltagerne i et Oprør ell. under et
Gadeopløb e. l., mangler i og for sig Betingelsen
for Intervention, idet den Krænkede maa være
henvist til at søge Oprejsning hos Fornærmeren.
Enhver Stat har imidlertid en Pligt til at yde
Fremmede civilretlig, strafferetlig og politimæssig
Retsbeskyttelse for deres personlige og
Formuegoder, og tilsidesættes denne Pligt, idet
Retshjælpen nægtes ell. utilbørlig forhales ell.
ydes paa en utilstrækkelig ell. aabenbar partisk
Maade, forvandles det private Mellemværende
til et statligt, der aabner Plads for statlig
Indblanding. Dette gælder saaledes i det nysnævnte
Tilfælde, hvis Staten ikke træffer passende
Foranstaltninger til at forebygge Opløb mod
Fremmede, ell. hvis den, naar saadanne har
fundet Sted, undlader at straffe Deltagerne.
B. har navnlig haft Bet. i Forholdet mellem
Stormagterne og forsk. oversøiske Stater, hvor
indre Uroligheder og Manglen af en velordnet
Retspleje og Forvaltning ofte har givet Anledning
til berettigede Klager, men netop over for
saadanne Stater er den ogsaa blevet meget
misbrugt, idet den har været et Hovedvaaben i
Stormagternes Haand til Fremme af deres
politiske og økonomiske Planer. De syd- og
mellemamerikanske Republikker har derfor søgt at
faa B. begrænset, bl. a. gennem Bestemmelser
i deres nyere Handelstraktater.
P. J. J.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
