Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bernstorff, Johan Hartvig Ernst, Greve, dansk Statsminister, (1712-1772) - Bernström, John Petter Fredrik, sv. Industridrivende, (1848- )
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Personer ved det russ. Hof, at komme ind paa
nogenlunde fast Grund. For at opnaa et
saadant Resultat, betænkte B. sig end ikke paa at
opgive sin Alliancepolitik over for Frankrig, der
nu behandlede Hoffet i Kbhvn med udpræget
Kulde, medens det søgte at skaffe sig en
stærkere Forbundsfælle i Sverige ved at arbejde
paa en Forfatningsforandring i dette Land. En
udvidet Kongemagt i Sverige var imidlertid
efter B.’s Mening, som før berørt, ikke heldig
for Danmark, og her var et Tilknytningspunkt
til Rusland, i hvis Interesse det ogsaa laa at
bevare Partistriden i Nabolandet. En Traktat
af 11. Marts 1765 beseglede Tilnærmelsen
mellem Hofferne i Kbhvn og Petrograd; heri lovede
Kejserinden sin Hjælp til Arbejdet paa et
Mageskifte, og de to Magter skulde ved fælles
Kræfter søge at bevare den daværende Forfatning i
Sverige. To Aar efter (22. Apr. 1767) kom da
endelig den foreløbige Mageskiftetraktat i Stand,
der endte den aarelange Strid med Gottorp’erne,
om end den definitive Afgørelse først fandt Sted,
da Storfyrst Poul var blevet myndig (1773).
Danmark opnåede her, at den ældre gottorp’ske
Linie, repræsenteret af Poul, gav Afkald paa alle
Fordringer paa den tidligere gottorp’ske Del af
Slesvig og gik ind paa et Mageskifte mellem den
ældre gottorp’ske Del af Holsten og
Grevskaberne Oldenburg og Delmenhorst. Hvad
Danmark over for disse Indrømmelser fra russ. Side
maatte yde i Pengeofre og paa anden Maade,
havde kun lidet at sige, naar man afvejede de
store og øjensynlige Fordele, Forliget skaffede
Staten ved at bringe den i fuld Besiddelse af
Hertugdømmerne. For at bringe saa meget som
muligt af de, ved de fordums Delinger splittede
Hertugdømmer direkte under Kronen, havde B.
alt forinden (1756) sluttet en Overenskomst med
de forsk. Linier af Huset Sønderborg, hvorefter
Hertugerne af Augustenborg og Holsten-Beck til
Fordel for Kronen gav Afkald paa deres Arveret
til de plønske og glücksborgske Lande, naar
disses Indehavere uddøde, hvilket skete henh.
1761 og 1777. B., der efter Mageskiftetraktatens
Afslutning tillige med sin Broder, A. G. B. og
dennes Børn blev optaget i den danske Grevestand,
kunde med Tilfredshed se paa Resultatet
af sit Arbejde, om det end ikke kunde undgaas,
at Danmark maatte komme i et Afhængighedsforhold
til Rusland, saa længe Mageskiftet ikke
var endelig fuldbyrdet, hvad B.’s Modstandere
stærkt fremhævede; men hertil tog han intet
Hensyn og knyttede endog, idet han stadig
haabede at kunne hævde sin Konges
Selvstændighed ved Siden af Katharina II, Danmark
endnu nøjere til Rusland ved en Traktat af 13.
Decbr 1769. Statens Sikkerhed krævede efter
hans Mening den nøjeste Tilslutning til Rusland
p. Gr. a. Sveriges intime Forbindelse med
Frankrig; Traktaten indeholdt derfor en Bestemmelse
om en Indskriden fra begge Magters Side
mod en Forfatningsforandring i Sverige, der
udvidede den kgl. Myndighed. Medens B.’s
udenrigske Politik af adskillige, p. Gr. a. Forholdet
til Rusland, med et Skin af Ret kunde anses
som farlig for Staten, var de Angreb, der
rettedes mod ham p. Gr. a. hans Indflydelse paa
den indenrigske Styrelse, i høj Grad ubillige,
skønt de bl. a. kom fra en Mand som Fr. Danneskjold
Samsøe. Denne Mand, der efter Christian
VII’s Tronbestigelse en kort Tid atter styrede
Marinen, indleverede et Klageskrift til Kongen,
hvori B. stempledes som en for Staten
fordærvelig Mand, der bl. a. havde ødelagt Statens
Finanser og tilsidesatte de Danske for indkaldte
Fremmede. Alt dette viser, at man ansaa B. for
at være den ledende Aand ogsaa i Rigets indre
Anliggender, hvad han ganske sikkert var. At
B. nu stillede stærke Krav til Rigets Finanser,
er rigtigt nok; men disse Fordringer var
berettigede, hvad Udenrigspolitikken angaar, og naar
B. ofrede store Summer paa en kunstig
Opelskning af Fabrikdriften, handlede han jo paa dette
Omraade i sin Tids Aand; at han indkaldte
mange Fremmede er sandt, men det var
dygtige Folk, hvis Tjeneste Landet dengang kun
daarlig kunde have undværet, og B. ringeagtede
ingenlunde de indfødte Danske, men brugte dem,
hvor han kunde; han følte sig som »god dansk«,
trods det, at han vist aldrig lærte Landets
Sprog; at han med Omhu tog sig af Agerbrug,
Søfart og Handel, ligesom dansk Litt. og
videnskabelige Arbejder i ham fandt en virksom
Beskytter, kunde ingen med Rette nægte. B. havde
derfor let ved at gendrive hine og fl. a. Beskyldninger;
men hans Stilling var dog stærkt truet
under en Konge som Christian VII, og ved
Struensee’s Fremtræden var hans Rolle udspillet.
15.—16. Septbr 1770 blev han afskediget fra
alle sine Embeder og forlod med sin Brodersøn,
A. P. B., Kbhvn. Han opholdt sig nu paa sine
Godser og i Hamburg, hvor han døde. 1751 havde
B. ægtet Charitas Emilia v. Buchwald (1733—1820).
Ægteskabet var lykkeligt, men barnløst;
i sin Brodersøn, A. P. B., hvis Opdragelse og
Uddannelse B. med Iver og Omhu tog sig af,
fik han imidlertid en værdig Arvtager af det
store Navn, han havde erhvervet sig som Statsmand,
ligesom hans uplettede Retskaffenhed og
Gudsfrygt gik over paa den yngre B. Man
har sagt om B., at han var for stor en Minister
for Danmark-Norge, og nogen Sandhed
er der heri, for saa vidt den Rolle, han lod
Staten spille i den europæiske Koncert, ikke altid
svarede til dens virkelige Styrke; men var end
hans Planer undertiden noget for storstilede,
vil dog hans utrættelige Arbejde for hans ny
Hjemlands Vel, præget, som det er, af hans
ædle Karakter og sjældne Evner, for bestandig
sikre ham et lysende Minde i Danmarks
Historie. (Litt.: E. Holm, »Danmark-Norges
Historie 1720—1814« II ff.; P. Vedel, »Den æ.
Grev B.’s Ministerium« [1882]; A. Friis, B.’erne
og Danmark« I [1903] [kun indtil B.’s
Ansættelse som Udenrigsminister 1751]; Samme,
»B.’ske Papirer« I—III [1904—13]).
(C. F). L. K.
Bernström, John Petter Fredrik,
sv. Industridrivende, f. 26. Jan. 1848 i Helsingborg,
blev 1887 administrerende Direktør i det
1883 til Udnyttelse af G. de Laval’s Mejerimaskiner
oprettede Aktieselskab »Separator«.
Under B.’s Ledelse blev dette Firma hurtig en
Verdensforretning af første Rang og B. en af
den sv. Industris betydeligste Foregangsmænd.
B. grundlagde 1902 Sveriges
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
