Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bernstorff, Andreas Peter, Greve, dansk Statsminister, (1735-1797) - Bernstorff, Christian Günther, Greve, dansk, senere preussisk Statsminister - Bernstorff, Joachim Frederik, Greve, dansk Statsmand, (1771-1835) - Bernstorff, Johan Hartvig Ernst, Greve, dansk Statsminister, (1712-1772)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
I. [1903], der giver en fængslende Fremstilling
af B.’s Ungdomsliv, men kun gaar til 1758;
Samme, »A. P. B. og O. H. Guldberg« [1899];
Samme, »B.’ske Papirer« I—III [1904—13]);
(C. F.). L. K.
Bernstorff, Christian Günther,
Greve, dansk, senere preussisk Statsminister, Søn
af A. P. B., f. i Kbhvn 3. Apr. 1769, d. 18. Marts
1835. Som Følge af Faderens Stilling blev B.
tidlig ført ind paa den diplomatiske Løbebane,
idet han allerede i en Alder af 20 Aar blev
Legationssekretær i Berlin, derpaa Gesandt smst.
(1791) og i Sthlm (1795), i hvilke Stillinger han
hurtig erhvervede sig en betydelig Rutine i sit
Fag. Han blev derfor efter Faderens Død
udnævnt til Chef for det udenrigske Departement
under Navn af Statssekretær. Statsminister blev
han først 1803. B.’s Politik gik i Faderens
Fodspor; men Forholdene udviklede sig snart
saaledes, at et Brud med England vanskelig kunde
undgaas, da Fordringen paa Visitationsret over
for Skibe under Konvoj ikke kunde indrømmes
fra dansk Side. Som Følge af en eng. Flaades
truende Nærværelse i Sundet maatte B. 29. Aug.
1800 gaa ind paa en Traktat med England, ved
hvilken Danmark frafaldt Konvojeringen, indtil
man fik Retten til Visitation nøjere bestemt.
Men B., der haabede at finde en Støtte i Rusland,
havde ogsaa plejet Underhandlinger med
denne Magt, og Kejser Poul gik med Glæde
ind paa et Forslag om at genoprette det væbnede
Neutralitetsforbund af 1780. Det viste sig
imidlertid snart, p. Gr. a. Poul’s Optræden over
for England, at et saadant Forbund vilde blive
en mislig Sag for Danmark; men B. var gaaet for
langt til nu at kunne trække sig ud af Spillet,
og Decbr 1800 blev Forbundet sluttet, omtr. paa
samme Betingelser som 1780, mellem Danmark-Norge,
Sverige, Rusland og Preussen. Danmark,
som laa mest udsat, maatte først føle Virkningen
af Englands Vrede, og Slaget paa Reden 2.
Apr. 1801 nødte Danmark til at udtræde af
Neutralitetsforbundet, og da Alexander I, der
imidlertid efter sin Faders Mord (24. Marts) var
blevet russ. Kejser, ved en Fredsslutning med
England lod sine Allierede i Stikken og opgav
de fleste af de Fordringer, Neutralitetsforbundet
havde opstillet, maatte Regeringen i Kbhvn
følge efter (23. Oktbr). I de flg. Aar, da
Frankrigs Vælde blev mere og mere truende, var
det B.’s Mening, at Danmark skulde slutte sig til
Napoleon’s Modstandere, og da de fr. Hære
nærmede sig den danske Stats Grænser, var B.
rede til, hvis Franskmændene ikke respekterede
Danmarks Neutralitet, at slutte sig til Frankrigs
Fjender, hvad man fra dansk Side meget
tydelig havde tilkendegivet det eng. Ministerium,
idet man bestemt vilde afvise ethvert Forslag
om at tiltræde Fastlandsspærringen. Han
nærede derfor ingen Frygt for England, og dette
Lands Optræden efter Tilsit-Freden kom derfor
ganske bag paa Regeringen, der ved Forholdenes
hurtige Udvikling blev afskaaret fra den
eng. Alliance, som den hele Tiden havde
ønsket, men som nu var umuliggjort ved
Englands krænkende Fordringer, der maatte afslaas
af Kronprinsen og B. Apr. 1810 tog B. tillige med
sin Broder, Direktøren i Udenrigsministeriet,
nedenn. Joachim Fr. B., sin Afsked p. Gr. a.
politisk Uoverensstemmelse med Frederik VI.
1811 blev B. Gesandt i Wien, 1817 i Berlin,
men gik allerede 1818 med Kongens Tilladelse
i preussisk Tjeneste som Udenrigsminister;
som saadan var han i den hellige Alliances
Aand en Modstander af Tidens liberale
Strømninger. Over for Danmark bevarede han stadig
et venligt Sindelag. I Datidens Breve og
Memoirer skildres han som en fintdannet Mand, en
nobel og elskværdig Karakter. Danmarks
Ulykker i 19. Aarh.’s Beg. har bragt strenge Domme
over hans Hoved, men nyere Undersøgelser
har til Dels vist det uberettigede i dem; han var
en dygtig Diplomat, hvis Politik i det hele gik
i den rigtige Retning, men Faderens overlegne
Evner havde han ikke, og en vis magelig
Sorgløshed kan han ikke helt frikendes for. (Litt.:
E. Holm, »Danmarks-Norges udenrigske
Historie 1791—1807«; »Hist. Tidsskr.« VII. I.).
(C. F.). L. K.
Bernstorff, Joachim Frederik, Greve,
dansk Statsmand, Broder til ovenn., f. i
Mecklenburg Oktbr 1771, d. 28. Oktbr 1835. Han
traadte tidlig i Statens Tjeneste og gennem
forsk. Embedsstillinger naaede han (1800) at
blive Direktør i det udenrigske Departement
under Broderen som Minister. Under Kronprinsens
Ophold i Kiel (fra 1805), hvor ogsaa
Christian B. maatte være, blev B.’s Embedsstilling
af større Bet., da han i Kbhvn maatte lede
Forretningerne, der saa fik deres endelige
Afgørelse i Kiel, hvorefter de vandrede tilbage til
Statsraadet i Hovedstaden. I de ulykkelige
Augustdage 1807 underhandlede han til ingen
Nytte med de eng. Afsendinge og delte Broderens
Skuffelse og bitre Sorg over Begivenhedernes
Gang, ligesom han fik sin Part af de Bebrejdelser
for Sorgløshed og Ligegyldighed, der
rettedes mod Broderen. 1810 fratraadte han,
ligesom Broderen, sit Embede og blev 1813 sendt
til London, hvor han forgæves søgte at redde
Norge for Danmark; lige saa resultatløs blev
hans Virksomhed sammen med Broderen paa
Wien-Kongressen. 1816—35 var han dansk
Gesandt i Wien.
(C. F.). L. K.
Bernstorff, Johan Hartvig Ernst,
Greve, dansk Statsminister, f. i Hannover 13.
Maj 1712, d. 18. Febr 1772. Hans Fader, Friherre
Joachim B., der var Godsejer, og hans Morfader,
Andreas B., i sin Tid velkendt som hannoveransk
Minister hos Georg I af England, gav
ham og den ældre Broder, A. G. B., en fortrinlig
Opdragelse, som afsluttedes ved Universitetsstudier
og Udenlandsrejser, som det den Tid var
Skik. Familietraditionen tro skulde den ældste
Søn blive hjemme og styre Familiens Godser,
medens den yngre skulde være Statsmand.
Hannover frembød imidlertid dengang, i provinsiel
Afhængighed, som det var af England, ingen
større Udsigter for B., der derfor besluttede at
gaa i fremmed, dansk Statstjeneste. Christian
VI ansatte ham som Envoyé ved det kursachsiske
Hof (1733), hvorfra han 1737 blev forflyttet
til Regensburg for at varetage Danmarks
Interesser ved den tyske Rigsdag. Han var udset
til at beklæde Stillingen som Gesandt i Wien;
men Kejser Karl VI’s Død forhindrede dette,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
