Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Troskab - Troskabsbrud - Troskabsed - Troskabspligt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
oprindelige germanske Kongedømme, men findes
allerede i Merovingertiden hos de sydgermanske
Folk, hvor den muligvis er opstaaet under
romersk Paavirkning. I Danmark er den vistnok
først blevet anerkendt betydelig senere, og om
den er ældre end det 11. Aarhundrede, er
tvivlsomt. Dog kendte man sikkert langt tidligere
et Begreb om Landsforræderi, der maa
forudsætte en Troskabspligt, men denne behøver ikke
at have været en Pligt over for Kongen. At
angive Indholdet af den undersaatlige
Troskabspligt efter ældre Ret, er vanskeligt, da
Grænserne for den var temmelig udflydende.
Først og fremmest krænkedes den ved Anslag
mod Kongens og hans nærmestes Liv, men
ogsaa Oprør og anden væbnet Modstand mod
Kongen var i Strid med den, og det samme
gjaldt i en noget senere Tid om
Landsforræderi, der nu betragtedes som rettet mod
Kongen. Troskabspligten var imidlertid ikke
udtømt i det negative, ikke at skade denne,
men rummede ogsaa positive Pligter.
Hyldningseden gik saaledes bl. a. ud paa, at de
paagældende vilde tjene Kongen tro, og
Troskabsforholdet var i Virkeligheden det
almindelige Udtryk for Befolkningens Pligtforhold
over for Kongen, og de mere specielle
undersaatlige Pligter, baade de ovenfor nævnte
negative og de positive (Lydighedspligt,
Tjenestepligt, Skattepligt), kun forskellige særlige Sider
ved det. Ved Siden af den undersaatlige
Troskabspligt var der stadig Plads for
videregaaende Pligter, hvilende paa kontraktmæssigt
Grundlag, og saadanne kunde ogsaa haves over
for andre end Kongen. Til disse Pligter hørte
først og fremmest den tidligere omtalte
Troskabspligt for Hirdmændene, der fastholdtes,
saa længe Hirdforholdet bestod, og senere
overførtes til de Forhold, der mere eller mindre
traadte i dets Sted, i Danmark saaledes til
Herremændenes (Adelens) Forhold til Kongen
eller de andre Herrer, der kunde have Mænd
i deres Tjeneste (se Adel, S. 162). Af største
Betydning var fremdeles i de Stater, hvor
Lensvæsenet trængte igennem, Vasallens
Troskabspligt over for Lensherren (se
Lensvæsen, S. 661—62), hvilken ofte gav Anledning
til Forviklinger, naar Vasallen havde Len af
flere Herrer. Maaske er ogsaa denne Pligt
opstaaet under Indflydelse fra Hirdforholdet, og
fra dette stammer i hvert Fald til en vis Grad
den særlige Troskabspligt, som paahvilede
Embedsmændene. Den paa Aftale hvilende Pligt
til T. var i sit Indhold væsensbeslægtet med den
undersaatlige Troskabspligt og havde ligesom
denne baade en positiv og en negativ Side, men
den rakte ofte videre derved, at den
forpligtede til Gengæld for de Goder, der tilflød ham
fra vedkommende Herre, maatte holde sig til
Disposition for denne i større Omfang end
Undersaatterne over for Kongen.
Hvor en Troskabspligt var hjemlet, fandt den
som oftest sit formelle Udtryk i Aflæggelsen af
en Troskabsed. Denne kunde høre med til
selve Stiftelsen af det paagældende Retsforhold,
men kunde ogsaa, saaledes som Tilfældet var
ved det almindelige undersaatlige
Troskabsforhold, bekræfte en forud eksisterende Pligt. Selv
i saa Fald ansaas Eden dog som mere eller
mindre nødvendig, og derfor maatte f. Eks.
Kongen ved sin Tronbestigelse hyldes af Folket (se
Hyldning), medens Afsættelse af ham skete
ved, at man opsagde ham den svorne T.
Brud paa en Troskabspligt, særlig
naar den var edelig bekræftet, var i alle
Tilfælde et groft Retsbrud, der paadrog strenge
Straffe. Hvad den undersaatlige Troskabspligt
angaar, var Brud paa den
Majestætsforbrydelse, der medførte Tab af Liv og Gods, baade
rørligt og urørligt. Ved de mindre graverende
Former af Forbrydelsen, f. Eks. ved Ulydighed
mod Kongens Bud, var der dog ikke Tale om
en regelmæssig Anvendelse af disse Straffe,
men Forholdet opfattedes saaledes, at de vel
egentlig var forskyldte, men at det beroede
paa Kongen, om de virkelig skulde fuldbyrdes,
hvilket var ensbetydende med, at der for
Tilfælde af Troskabsbrud anerkendtes en arbitrær
kongelig Straffemyndighed (se Naade). En til
Straffen for Majestætsforbrydelse svarende Straf
ramte ogsaa den Hirdmand, der sveg sin Tro;
ifølge den danske Hirdlov (Vederloven) havde
han forgjort sig selv og alt det, han ejede.
Lensmandens Troskabsbrud (Feloni) fandt
derimod hovedsagelig sin Sanktion i Forbrydelse
af Lenet (se Hjemfald).
I nyere Tid har T. som retligt Begreb
efterhaanden for en stor Del mistet sin Betydning.
De mange Pligter, som i ældre Tid ansaas for
indbefattede i Troskabspligten, er af
Lovgivningen blevet specielt udformede som
Særpligter, hvis Ikke-Opfyldelse drager
forskelligartede Retsfølger efter sig, og i Forbindelse
dermed er Aflæggelse af Troskabsed gaaet af Brug
eller er blevet indskrænket (se Hyldning,
Embedsed, Faneed). En Del af de
Retsforhold, som i ældre Tid medførte
Troskabspligt, er derhos forsvundet. I Nutiden kan der
vel nok vedblivende tales om en undersaatlig
Troskabspligt og om en Troskabspligt for
Embedsmænd, men disse Pligter har nærmest kun
Betydning ved at danne den almindelige
Baggrund for en Række specielle Straffebud (se
Undersaat og Embedsmand, S. 154).
P. J. J.
Troskabsbrud, se Troskab.
Troskabsed, se Troskab.
Troskabspligt (mellem Ægtefæller). I
adskillige fremmede Retsforfatninger, f. Eks. i
Sverige, Frankrig og Schweiz, udtaler Loven
udtrykkeligt, at Mand og Hustru skal være
hinanden tro. I dansk Ret er T.’s positive Side
udtrykt noget vagere i Lov om Ægteskabets
Retsvirkninger af 18. Marts 1925 § 1, hvori det
hedder: »Mand og Hustru skal være hinanden
til Støtte«. Derimod er den negative Side af
T. kraftigt fremhævet i den endnu gældende
Straffelov af 10. Febr 1866, i hvis § 159 der
foreskrives Straf for ægteskabelig Utroskab i
snævrere Forstand (Hor), hvorhos Lov om
Ægteskabets Indgaaelse og Opløsning af 30.
Juni 1922 baade i Tilfælde af Hor og af
ensidig Ophævelse af Samlivet (desertio) giver
den anden Ægtefælle Ret til at forlange
Skilsmisse. — Ogsaa Ægtefællernes gensidige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
