Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tolstoj, Lev Nikolajevitsch - Tolstoj, Peter Aleksandrovitsch - Tolstoj, Peter Andrejevitsch - Tolteker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en Fornægtelse af Statens og Kirkens Autoritet
og til en ubetinget Fordømmelse af Krigen —
uden noget Hensyn til hvad der kæmpes for.
Til sidst opstillede han i Virkeligheden den
fuldstændige Passivitet som Idealet, idet han
forkyndte det, der for ham var Kernen i
Kristendommen og Hovedpunktet i al Moral: Budet
»I skal ikke sætte Eder imod det onde«. Disse
Ideer kom til Orde i talrige Skrifter, af hvilke
flere ogsaa kunstnerisk staar højt. Til de
vigtigste af disse hører; »V čem moja věra?« (»Hvori
hestaar min Tro?«), »Čem ljudi živy?« (»Hvoraf
lever Menneskene?«), »Smert Ivana Iljiča«
(»Ivan Iljič’s Død«), »Krejcerova sonata«
(»Kreutzersonaten«, 1890), »Voskresenie«
(»Opstandelse«, 1899) og Bondedramaet »Vlast tmy«
(»Mørkets Magt«, skrevet 1886, Opførelsen først
tilladt 1895).
T. naaede efterhaanden at øve en stor
Indflydelse i vide Kredse baade i Rusland og ogsaa
til Dels i andre Lande, og jo mere denne
Indflydelse voksede, des mere saa Regeringen
skævt til ham uden dog at turde gaa strengt til
Værks imod ham. Med den ortodokse Kirke
kom han i aaben Konflikt, der endte med hans
Udelukkelse. Medens den Modstand, han mødte
hos disse Autoriteter, som han ikke selv
anerkendte, næppe gjorde videre Indtryk paa ham,
bærer derimod det efter hans Død
offentliggjorte Skuespil »I svět vo tmě světit« (»Lyset
skinner i Mørket«) ligesom talrige Steder i hans
Breve og Dagbøger Vidne om, hvor meget han
led under ikke at kunne bringe sit eget Liv i
Overensstemmelse med sine Ideer. Dertil kom,
at ogsaa den Mangel paa Forstaaelse, han mødte
hos sine nærmeste, bidrog til at formørke hans
sidste Aar. Tilsidst blev Tilstanden ham
uudholdelig, og Natten til 28. Oktbr 1910 forlod han
Jasnaja Poljana for at søge et Sted, hvor han i
Ensomhed og Stilhed kunde leve sine sidste
Dage. Han naaede kun til den lille
Jernbanestation Astapovo, dér blev han syg, og 7. Novbr
døde han. — T.’s Værker er udkommet i talrige
Udgaver, deriblandt en Udgave i 20 Bd
1911—12. Censuren i Rusland tillod dog inden
Revolutionen ingen fuldstændig Udgave at udkomme
der. 1912 udgaves 3 Bd efterladte Arbejder af
T. »Postmertnyja proizvedenija«. (Litt. om
T. baade paa Russisk og andre Sprog er meget
omfangsrig. Den vigtigste Biografi er af P. J.
Birjukov, 1. Udg. 1906; 3. Udg. i 3 Bd 1921).
H. C-e.
Tolstoj [ta£’ståj], Peter
Aleksandrovitsch, Greve, russisk Forfatter og Diplomat
(1769—1844), deltog i Suvorov’s Kampe mod
Tyrker og Polakker, var 1799 russisk
Kommissionær ved Ærkehertug Karl’s Armé og førte
1805 Befalingen over det russiske
Landgangskorps i Nordtyskland. 1807—08 var han
Gesandt i Paris. Han søgte i de følgende Aar uden
Resultat at advare Tsaren mod Napoleon. 1813
førte han et Korps af Benningsen’s Armé,
belejrede med dette Dresden og rykkede derefter
mod Hamburg, som han tvang til Overgivelse,
hvorefter han blev forfremmet til General.
Efter Alexander I’s Død fik han Ledelsen af
Militærkoloniernes Anliggender og 1831
Overbefalingen over Reservehæren, med hvilken han
slog Polakkerne. Han døde i Moskva som
Præsident for Rigsraadets Departement for
Militæranliggender.
(W. G.). H. C-e.
Tolstoj [ta£’ståj], Peter Andrejevitsch,
Greve, russisk Diplomat (1645—1729), Søn af
en Vojevode i Tschernigov. Efter at have
deltaget i Streltsernes Sammensværgelse skal T.
for at vinde Peter den Store’s Gunst have
anmodet om at maatte blive sendt paa en
Studierejse til Vesteuropa. Sikkert er det i alle
Tilfælde, at han efter Tsarens Ordre gjorde en
lang Rejse gennem Rusland, Polen, Østerrig og
Italien og alle Vegne med den mest vaagne
Interesse søgte at sætte sig ind i de fremmede
Folks Sæder og Skikke. I Italien studerede han
særlig Navigation baade teoretisk og ogsaa
praktisk paa Søtogter paa Adriaterhavet.
Rejsen, der varede fra 1697 til 1699, har T.
omhyggeligt beskrevet og overalt ledsaget
Skildringen med sine egne Bemærkninger og
Sammenligninger mellem det fremmede og russiske
Forhold. Hans Beretning blev først
offentliggjort 1888 i »Russkij Archiv«. Fra 1702 til 1714
var T. russisk Ambassadør i Konstantinopel, og
to Aar senere ledsagede han Peter den Store
paa en Rejse til Holland. 1717 blev han sendt
til Wien for at forsøge at faa Peter’s Søn
Aleksej med tilbage til Rusland. Ved snedige
Overtalelser lykkedes det T. at udføre dette
lidet hæderlige Hverv, og han var senere blandt
de Dommere, der dømte Tsarens Søn til Døden.
Under Peter II ramte Skæbnens Omskiftelser
T. selv. Han faldt i Unaade og maatte tilbringe
de sidste to Aar af sit Liv i Solovetskij
Klosteret ved det hvide Hav. — Foruden Beretningen
om sin Udenlandsrejse har T. efterladt et Skrift
med geografiske Oplysninger om det sorte Hav
og en Oversættelse af Ovid’s »Metamorfoser«.
(W. G.). H. C-e.
Tolteker, Tolteca, et sagnomspundet Folk
i Mexiko, af Nana-Folkene, hvortil ogsaa
Atztekerne regnes. For de gamle atztekiske
Mexikanere spillede de en lignende Rolle som
Pelasgerne for Grækerne. Dem tilskrev man alle
Bygningsruiner, hvis Oprindelse var gaaet
Atztekerne selv af Minde, Opfindelsen af Agerbrug,
Haandværk og Kunst samt af Kronologi og al
Videnskab. Man antog, at de paa et Tidspunkt,
der efter vor Tidsregning falder i 7. Aarh. e.
Kr., indvandrede til Mexiko og stiftede et Rige,
der bestod i 400 Aar, og man opstillede en
Kongerække, der dog har vist sig væsentlig at
tilhøre Fablernes Verden. Deres Hovedstad
paastod man, at Byen Tula eller Tollan i den
nordlige Mexiko-Dal havde været, og som specielt
toltekiske Gudeskikkelser opfattedes Lys- og
Himmelguden Tonacateontli eller Ometecutli
samt Vindguden Quetzalcoatl. I ny Tid har Ed.
Seler ved Undersøgelse af Chich-en-Itza,
der efter Mayafolkenes Tradition ved Siden af
Mayapan var T.’s Hovedstad, fremdraget en
Kultur, som er væsentlig forskellig fra den
senere Maya-Kultur, og det kan herefter anses
for sikkert, at Sagnene bygger paa en historisk
Virkelighed. Nyere historiske Undersøgelser
skyldes W. Lehmann, der skelner mellem en
ældre T.-Kultur, hvis Hovedsæder var
Teotihuacan og Tollan, en yngre med Byerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
