Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tidevand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Paa samme Maade som Maanen vil Solen
fremkalde en flodfrembringende Kraft; men da
denne virker omvendt med Kubus af Afstanden,
medens den tiltrækkende Kraft virker omvendt
med Kvadratet af Afstanden, vil Følgen være den,
at endskønt Solens Tiltrækning paa Jorden er
næsten 200 Gange Maanens Tiltrækning, vil
den flodfrembringende Kraft fremkaldt ved
Solen kun være 2/5 Gange den, som hidrører fra
Maanen.
Hidtil er forudsat, at Solen og Maanen staar
i Ækvator; for Solen finder dette Sted kun ved
Jævndøgnstiderne, for Maanen 2 Gange i hvert
Omløb om Jorden; ellers er saavel Solen som
Maanen ikke i Ækvator. Følgen heraf vil
være, at der foruden den halvdaglige
Flod, der er desto større, jo nærmere Maanen
og Solen er Ækvator, og som forsvinder ved
Jordens Poler, optræder en daglig Maane-
og Solflod, naar Maanen og Solen er i øvre
Kulmination, Ebbe derimod, naar de er i nedre
Kulmination. Falder den halvdaglige og
daglige Flod sammen ved øvre Kulmination, vil de
virke sammen, men mod hinanden ved
paafølgende nedre Kulmination, og Forskellen
mellem disse to T. vil blive det dobbelte af den daglige
Flod. Denne har sin største Værdi ved 45° n.
og s. Br., men forsvinder derimod saavel ved
Polerne som ved Ækvator. Denne daglige Flod
er lidet mærkbar ved Atlanterhavets Kyster,
derimod meget betydelig i andre Havne, som
ved Kysterne af Tongking. Foruden disse to T.
optræder der ogsaa en fjortendaglig
Maaneflod og en halvaarlig Solflod; den
sidste viser sig mange Steder ved, at i det ene
halve Aar er T. højere om Formiddagen end
om Eftermiddagen, i det andet halve Aar
finder det omvendte Sted; den forsvinder ved 35°
16′ n. og s. Br.
Newton’s statiske Teori stemmer lidet med
de faktiske Forhold. Jorden er ikke helt
dækket af et overalt lige dybt Hav, meget mere
deler Kontinenterne de store Oceaner paa en
saadan Maade, at disses største Udstrækning
kommer til at gaa i Nord og Syd. T. maa
derfor nærmest betragtes som opstaaede i store
Indsøer, og paa dette Tilfælde kan Newton’s
Teori ikke anvendes. Vandet er heller ikke
uden Friktion, og Vandmassen sættes ikke
øjeblikkelig i Bevægelse. Derfor vil T.
gennemgaaende indtræffe, efter at Maanen har
kulmineret, og Springfloden kommer sædvanlig 1
til 2 Dage efter Ny- og Fuldmaanedagen.
Laplace søgte gennem Hydrodynamikens
Grundligninger at forklare T., idet han
fremstillede det som et Bevægelsesproblem, hvori
han rigtignok ikke tog Hensyn til Friktionen,
den dynamiske Teori. Hans Undersøgelser
er det vigtigste Fremskridt paa dette Omraade
siden Newton, men denne Teori har ikke
formaaet helt ud at kunne forklare T. i sine
store Træk. Heller ikke har de nyere
Undersøgelser af Airy og Ferrel kunnet gøre fuldt
Rede for mange af de Ejendommeligheder,
man har bemærket ved T. Senere har J. H.
Poincaré, S. S. Hough og Harris arbejdet med
dette Spørgsmaal. Den førstnævnte har ikke
haft til Hensigt at faa numeriske Værdier
anvendelige paa en bestemt Fordeling af Land og
Vand; han har snarere foretrukket at paapege
de Metoder, hvorved man muligvis kan komme
til Løsningen af dette Problem ad matematisk
Vej. Hough er det lykkedes at bringe
Problemet til en langt mere tilfredsstillende Løsning
end man hidtil har kunnet opnaa. Harris er i
sine Studier gaaet ud fra Ferrel’s Anskuelse,
at T. er staaende Bølger af kæmpemæssige
Dimensioner. (Lignende Studier er anstillet af
Defant: »Untersuchung über die
Gezeitenerscheinungen im Mittel- und Randmeeren in
Buchten und Kanälen«, I—IV, 1919—20). Og han har
paavist saavel ude paa det store Hav som i
Havbugter visse no-tide-point, som han kalder
amphidromiske Punkter; omkring et
saadant Punkt gennemløber Højvandet alle
Timer (det er specielt den halvdaglige
Maaneflod, som er studeret). Der er paavist slige
Punkter, bl. a. i St Lorenzgolfen (Adria,
Sterneck), den engelske Kanal (Defant), Det stille
Ocean, Atlanterhavet (Defant). I Nordsøen har
J. Proudman og A. T. Doodson fundet 3 slige
amphidromiske Punkter, et i Hoofden omtrent
midtvejs mellem England og Holland, et noget
uden for Jæderen og et c. 160 km V. f.
Esbjerg. Under »Maud«’s Drift 1922—24 N. f.
Sibiriens Kyst blev T. studeret af Sverdrup
(Dynamic of tides on the North Sibirian Shelf,
1926).
Kan derfor Problemet endnu ikke løses i sin
Alm., er man nødt til ad empirisk Vej at
undersøge, hvorledes Vandstanden forandrer sig
under Paavirkning af Solen, Maanen og
Jorden, og som den Metode, der heri yder alt,
hvad man kan forlange, staar i første Række
den af Lord Kelvin 1867 udviklede
harmoniske Analyse. Efter denne Metode
tænker man sig den hele Flodbølge sammensat af
en Række Bølger, som hver med sin Højde og
Hastighed bevæger sig hen over Havet. Af de
Bølger, som Lord Kelvin tager Hensyn til, har
11 en halvdaglig Periode, 10 en daglig, og 7 en
længere Periode, hovedsagelig hidrørende fra
Vind og Vejr, foruden at enkelte af disse
Bølger slaar sig sammen; af disse sidste har man
i alt 12. For at bestemme Værdierne for de
mest fremtrædende af disse Bølger anvender
Lord Kelvin alm. de af en Vandstandsmaaler
— Mareograf (s. d.) — optegnede timevise
Vandstandsmaalinger (s. d.) strækkende sig over
omtr. et Aar. Darwin har givet en Udredning
af Metodens praktiske Udførelse (Baird: Manual
of tidal observations, London 1886; Schureman:
Manual of the harmonic analysis and prediction
of tides, Washington 1924) og konstrueret et
meget sindrigt Beregningsapparat, forenklet af
Brown og Doodson; han lægger til Grund
Newton’s Ligevægtsteori, medens Börgen i sin
Anvisning: »Die harmonische Analyse d.
Gezeitenbeobachtungen« (Berlin 1885) benytter den
Udvikling, Airy i Tides and Waves har givet af
Vandets Bevægelse under Paavirkning af
Solens og Maanens flodfrembringende Kræfter i
en Kanal, der følger en Storcirkel (Jordens
Oceaner sammensættes af Stykker af saadanne
Kanaler). En god Fremstilling af denne
Kanalteori har man i H. Lamb: Hydrodynamics,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
