Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Beginer, Enker og Jomfruer, der lever et religiøst Samliv - Begjernmalm, d. s. s. Uranbegmalm. - Begkrans, en Krans af Blaar e. l., der er dyppet i smeltet Beg og benyttes som Fakkel. - Begkul, se Brunkul. - Beglerbeg, se Bei. - Begnaad, de Mellemrum, Naadder, der fremkommer mellem de enkelte Planker i et Skibsdæk, - Begolie, Terpentinolie - Begonia L. (Begonie), Slægt af Skævbladfamilien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Svende i at gifte sig, maatte en stor Del
Kvinder i Middelalderen leve ugifte.
Nonneklostrenes Tal voksede derfor stærkt, især i 12. og
13. Aarh.; men det var ikke alle Kvinder, der
kunde bekvemme sig til at aflægge Klosterløftet.
De sluttede sig sammen i Foreninger og kaldtes
B. ell. Bekiner, et Navn, hvis Oprindelse ikke
kendes (nogle afleder det af Begga [s. d.], andre
af en Præst i Liège, Lambert le bègue, og atter
andre af det gl-sachsiske Ord beggen =
tigge, men Navnet er sikkert af fr. Oprindelse).
De Enker ell. ugifte Kvinder, der boede i
Begingaardene (béguinage, beggynhof), maatte,
efter at have gennemgaaet en Prøvetid, overholde
visse Regler; men de kunde træde ud, naar de
vilde. De strikkede, kniplede, syede, spandt og
vævede, plejede Syge og hjalp Fattige. I
Spidsen for en Begingaard stod en magistra (grande
dame, groot-jufrow), Tiggermunkene havde i
Reglen Overopsynet. Dragten var graa, sort
ell. blaa, paa Hovedet bar B. et hvidt Slør. B.’s
Blomstringstid falder mellem 1250 og 1350.
Deres Øgenavn Begutter (»Bei Gott«, et Udtryk,
som B. hyppig brugte), blev senere en
Betegnelse for hyklerisk Fromhed (»bigot«). For
Tiden findes Begingaarde i Belgien (Gent og
Brügge) og i Holland. For at indtræde i dem
kræves Indskrivningspenge (i Gent omtr. 150
frc.) og en aarlig Rente (omtr. 100 frc.). Omtr.
1220 dannedes lgn. Foreninger for Mænd,
Begharder. Hos dem, ligesom hos B., fandt
Kætterne i Slutn. af Middelalderen et Tilhold,
og Begharde blev i 14. Aarh. et Kætternavn.
Der udstedtes Buller imod dem, og Inkvisitionen
forfulgte dem. (Litt.: J. Greven, »Die
Anfänge der Beginen« [Münster 1912]).
L. M.
Begjernmalm, d. s. s. Uranbegmalm.
Begkrans, en Krans af Blaar e. l., der er
dyppet i smeltet Beg og benyttes som Fakkel.
Begkul, se Brunkul.
Beglerbeg, se Bei.
Begnaad, de Mellemrum, Naadder, der
fremkommer mellem de enkelte Planker i et
Skibsdæk, udfyldes med en ell. fl. Traade
tjæret Hamp (Værk) for at gøre Dækket vandtæt.
Efter at Naadderne er fyldte med Værk, hældes
flydende Beg oven paa Værket, og Naadderne
kaldes derefter Begnaadder i Modsætning til
Naadderne i Dækket paa Lystyachter o. l., som
udfyldes med Kit for at give Dækket et
pynteligere Udseende.
H. P. C.
Begolie bruges undertiden som Benævnelse
for Terpentinolie. Æterisk B., Resineon,
er en flygtig, farveløs Olie, der faas ved at
destillere Tjære med Potaske og finder nogen
Anvendelse i Medicinen (til Indgnidning).
K. M.
Begonia L. (Begonie), Slægt af
Skævbladfamilien, fleraarige, sjældnere enaarige, Urter,
ell. Halvbuske med leddet Rizom ell. Stamme,
hvorfra de saftfulde Bladstilke og
Blomsterskafter udspringer. Bladene er toradede og af
forsk. Form, men gerne stærkt
uligesidede, og ofte prægtigt farvede; Akselbladene
falder tidlig af. Blomsterne, som er
særkønnede, sidder i Gaffelkvast; de hanlige har fire
Blosterblade, to og to ens store og lige over for
hinanden, og talrige hovedformig samlede
Støvdragere; de hunlige derimod har et femtalligt,
oversædigt Bloster og en trekantet vinget
Frugtknude med en stor Mængde Æg; de tre
Ar er tokløvede. Frugten bliver en Kapsel. —
Slægten tæller en stor Mængde Arter, der hører
hjemme i tropiske Egne, saavel i den ny (de
2/3) som i den gamle Verden. De vokser oftest
paa skyggefulde Steder og paa fugtig Humus,
enten i Urskovenes Bund ell. mellem
Klipperevner.
A. M.
Man kan henføre Begonia-Sorterne til to
Hovedgrupper, nemlig Bladbegonier og
Blomsterbegonier. De første havde deres Glansperiode
i Midten af 19. Aarh. Derimod er det først i
1880’erne, at Blomsterbegonien blev Modeplante;
men til Trods for den forholdsvis korte Tid er
det forbavsende Resultater, man har naaet i
Henseende til Blomsternes Størrelse, Form og
Farverigdom.
Bl. Bladbegoniearter skal nævnes Begonia
Rex (se farvetrykt Tavle »Bladplanter«, Fig.
11), hvis mørkegrønne Blade er forsynede
med en bred, sølvhvid Zone, og B. ricinifolia,
der har et stort, dekorativt Blad; den sidste
egner sig nok saa godt for Stuekultur som den
førstnævnte. Disse formeres i Reglen ved
Bladstiklinger, helst i Aug.; Bladet lægges fladt
udbredt oven paa Sandet i et Formeringsbed og
fastholdes i denne Stilling ved smaa Trækroge,
der hist og her stikkes ned gennem Bladet.
Hovedribberne skæres dernæst over med en
skarp Kniv for hver 1 1/2 cm, og naar der er
tilstrækkelig Varme og passende fugtig Luft,
skyder der en lille Plante frem hvert Sted,
hvor Ribberne er skaarne over. Bladbegonierne
maa kun vandes meget sparsomt i Løbet af
Vinteren. Naar de om Foraaret begynder at
skyde ny Blade, omplantes de i en let nærende
Jord, Bladjord med en Tilsætning af
Varmebedsjord, og hvis man har det, tillige
Lyngjord ell. Sphagnum for at gøre Jorden porøs;
man giver forholdsvis store Potter. I Løbet af
Sommeren holdes de i Varmhuset ell. Bakken,
hvor de skygges stærkt, og ved Sprøjtning og
Overvanding sørger man for at holde Luften
jævnt fugtig. Blomsterstænglen afskæres, naar
den viser sig.
 |
| Begonia hybr. Gloire de Lorraine. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
