Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bach 5) Johann Sebastian (1685-1750)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(1707), dengang en fri Rigsstad og vandt lidt
ved Byttet, skønt hans hele Løn her kun var 85
Gylden om Aaret. Alligevel saa han frejdig paa
Livet, ja giftede sig endog (1707) kun nogle og
20 Aar gl. Denne hans første Hustru, den
førnævnte Maria Barbara, blev Moder til de
berømteste af hans Sønner. Hun døde 1720;
Aaret efter indgik B. nyt Ægteskab med Anna
Magdalena Wülken, en talentfuld
Sangerinde. Ved disse Ægteskaber stiftede han en
talrig Familie, i alt fik han 19 Børn, hvoraf 6
Sønner og 4 Døtre overlevede ham. Han var en
trofast Ægtefælle og en udmærket Fader for
sine Børn.
I Mühlhausen blev dog B. kun et Aars Tid.
Han fulgte et Kald som Kammermusikus og
Hoforganist i Weimar hos Hertug
Wilhelm Ernst. De 9 Aar, B. levede i Weimar
(1708—17), var han fornemmelig virksom som
Orgelspiller og Kirkekomponist. Fra denne hans
første Manddomstid stammer en stor Del af
hans Orgelværker, Præludier og Fugaer, samt
hans første, højst dybsindige Bearbejdelser af
Koraler for Orgel og fl. af hans Kantater, hvor
endnu Tyngdepunktet ligger i Solosangen. Her
lagde han tillige Grunden til sit store Ry som
Orgelvirtuos. Bekendt er den Væddestrid, der
blev arrangeret i Dresden mellem B. og den fr.
Orgelberømthed, Louis Marchand, men
hvorfra den sidstnævnte klogelig udeblev, da han
først havde lært B.’s Mesterskab at kende.
1717 tog B. imod et Engagement som
Kapelmester hos Fyrst Leopold af Anhalt-Köthen.
Landet var reformert, og
Kirkemusikken derfor uden Bet. Men den unge Fyrste
var en æstetisk dannet Mand, dertil meget
musikalsk, og B. blev paa een Gang hans Lærer og
Ven. Det meste af hans Kammermusik stammer
fra disse gode Dage, Sonaterne og Suiterne dels
for Violin, dels for Violoncel, fl. af Hovedværkerne
for Klaver, deriblandt første Halvdel
af Samlingen »Das wohltemperierte Clavier« og
de til Undervisningsbrug for hans ældste Søn
skrevne ejendommelige »Inventioner«.
Dog Udsigten til en betydeligere, mere
omfattende Virksomhed lokkede, og 1723 drog B. til
Leipzig som Kantor ved den bekendte
Thomasskole. Leipzig blev den sidste Station paa
hans Livsbane, i denne Stad levede han saa godt
som uafbrudt sine sidste 27 Aar. Som Kantor
for det af 55 Alumner dannede Syngekor havde
han at besørge den regelmæssige Kirkemusik i
4 ell. 5 Kirker. Desuden overtog B. Dirigentposten
ved Byens største Musikkollegium og ved
Univ., saa han ansaa sig selv som Leipzigs
Director musices. Hans Liv i Leipzig kan dog
ikke kaldes lykkeligt. Midt i et Spidsborgersamfund
levede denne store Kunstner bl. Mennesker,
som for største Delen ikke havde Anelse om hans
Bet. Navnlig hans underordnede Plads ved
Thomasskolen gjorde hans Stilling brydsom.
Desuden var de kunstneriske Midler sparsomme nok.
Den reglementerede Bestand af hans Orkester
bestod af — 7 Mand! Resten maatte han se at
skaffe sig som bedst. Det er ganske mærkeligt,
at B. under saa trykkende ydre Forhold alligevel
fik Kraft til at komponere saa meget. Netop alle
Storværkerne af hans Kirkemusik stammer fra
hans Leipzig-Tid. Saa smaa var dog Forholdene,
at for at faa blot nogle af Værkerne trykte,
maatte B. selv stikke Nodepladerne. Henimod
Slutn. af sit Liv blev B. blind, og et Par
forgæves Operationer og uafladelig Medicineren
gjorde kun hans Tilstand daarligere. Da han
var død, sørgede man for en statelig Begravelse;
men Mindet om den store Mester var dog ikke
mere levende, end at hans efterladte Enke
efterhaanden sank ned i den usleste Fattigdom.
Hun døde 10 Aar efter B. som Almisselem.
B. staar paa Overgangen mellem to Tidsaldre i
Musikkens Historie og repræsenterer samtidig
dem begge, den gamle Tids store Polyfoni
og den ny Tids smidige Homofoni. Tallet paa
hans Værker er overordentlig stort og omfatter
saa at sige alle Genrer af Musik. Det inderst
bestemmende hos B. som skabende Kunstner
kan man nærmest søge hos ham som Orglets
Mester. Ikke blot, at han selv var den store
Kunstner paa og Komponist for dette Instrument,
men man kan sige, at hans Værker ligesom
personificerer Orgelstilen, saaledes at han
bringer denne med sig overalt, overfører den i
aandelig Forstand ikke blot paa de andre
Instrumenter, han har komponeret for, men ogsaa til
det vokale, til Sangstemmen. Den egl. Bach’ske
Stils Kerne er altsaa det instrumentale,
og den naar kun herigennem til det vokale. I
sin Egenskab af Polyfoniens Mester bliver B.
afgjort Instrumentalfugaens Mester, navnlig
kommer dette frem i hans store Orgelværker,
hans Præludier og Fugaer, samt de
saakaldte Orgelkoraler. Men det samme
lader sig ikke mindre tydeligt fornemme i hans
øvrige Instrumentalværker, i hans
»Kunst der Fuge«, i hans »Wohltemperierte
Clavier« (2 Gange 24 Præludier og Fugaer i alle
Dur- og Molltonearter) og de andre talr. Værker
for Klaver med deres mærkelige Udtryk for de
fine Afskygninger i Sjælelivet, fremdeles i den
hele Række af Kompositioner for Violin, for
Violoncel (samt Viola da gamba og Viola
pomposa) og for Lut.
Ligeledes er det Orgelstilen, udviklet i
kæmpestore Dimensioner, der er den røde Traad i B.’s
Kirkemusik. Hans Frugtbarhed paa dette
Omraade grænser til det ufattelige, navnlig naar
Kvaliteten tages med i Betragtning. Alene af
Kirkekantater har han skrevet ikke mindre end
5 fuldstændige Aargange til alle Søn- og
Helligdage i Leipzigs Kirker, hvilket giver en samlet
Sum af 295 Kantater! Fremdeles har B. skrevet
4 Passioner (til Evangelisterne Johannes og
Matthæus, begge bevarede, samt til Marcus og endnu
en Passion til blandet Tekst, begge gaaede tabte),
mulig ligeledes en 5. Passion til Lucas; desuden
3 Oratorier, til Jul, Paaske og Kristi
Himmelfartsdag. Endelig har vi fra B.’s Haand fl.
Motetter og Messer og et Magnificat, alt med lat.
Tekster. Liturgien i Leipzigs Kirker har nemlig
bevaret adskillige Træk fra den kat. Kirke,
desuden kan det kat. Hof i Dresden have givet B.
en ydre Foranledning til disse Værker. Særligt
maa nævnes den storslaaede, saakaldte
»Hohe-Messe« i H-moll, det dybeste og mægtigste af
alle B.’s Værker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
