Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Augustinus, Aurelius - Augustodunum, se Autun - Augustovo ell. Avgustof - Augustus - Augustus (Gajus Julius Caesar Octavianus)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Syndstilgivelse; dette Begreb indtager overhovedet
hos A. en tilbagetrædende Plads; naar han
taler om Retfærdiggørelse, tænker han ikke paa
en blot Frikendelsesdom, men paa en faktisk
Forandring af Mennesket fra uretfærdig til
retfærdig. Det er som en Kraftmeddelelse, at
Naaden opfattes, som en Indgydelse af en god Villie
i St. f. den fordærvede, egenkærlige og kødelige
Villie, ell., da den gode Villie bestaar i at
hænge ved Gud, som en Inspiration af
Kærlighed. Det er altsaa Kærligheden, hvorpaa
Hovedvægten lægges i den Kristnes Liv. Troen,
der fra Beg. er en Tro paa Kirkens Autoritet,
og som aldrig helt taber Præget heraf, danner
i Grunden kun Indledningen til Kærligheden;
den kan ligesom Haabet, skønt de begge er
Gaver af Helligaanden, ogsaa findes uden for
Kirken. Derimod gælder det om Kærligheden,
at den kun kan erhverves i Kirken og ikke kan
bevares uden i den ene og alm. Kirke. Kirkens
Enhed og Kærligheden svarer nøje til hinanden:
Inspirationen af Kærlighed kan kun foregaa i
det Samfund, hvor alt er forenet ved Fredens
Baand. Kætterne kan saaledes vistnok bruge
Sakramenterne, og disse taber heller ikke deres
Gyldighed ved Uværdiges Brug, saa at f. Eks.
Daaben ikke behøver at gentages siden; men
den egl. indre Velsignelse falder ingenlunde
umiddelbart sammen med den ydre Handling.
Det er en ganske ejendommelig Modsætning,
som her viser sig i A.’s Kirkebegreb. Paa den
ene Side hævder han den objektive Kraft, der
knytter sig til Kirken som Naadens eneste
Bærer; Kirken er hellig, og denne Karakter
grunder sig til sidst ikke paa de enkelte
Kristnes Liv, men paa Sakramenternes, særlig
Ordinationens Kraft; det er Opfattelsen af Kirken
som en hierarkisk Frelsesanstalt, som her
møder, den er Guds Stat paa Jorden i Modsætning
til den jordiske Stat, der fornemmelig har sit
Udtryk i det hedenske Romerrige (se alene
saliggørende). Men paa den anden Side
gør A. gældende, at der i Kirken er alle Slags
Mennesker, baade onde og gode, Kar til Ære
og Vanære; der bliver altsaa en mindre Kirke
inden for den store, en sand Kirke af de
Troende, en saadan, som hører og lærer gennem et
indvortes Ord, og som derfor er vidt forsk. fra
det udvortes kendelige Samfund med Ord og
Sakramenter; det er Opfattelsen af Kirken som
Antallet af de forudbestemte, som her møder os,
den er det indre Samfund med Gud, som den
Enkelte oplever gennem Kærligheden til ham.
Disse to Betragtninger staar temmelig
uformidlede ved Siden af hinanden. Der kunde synes
at være Fare for, at den Enkeltes mystiske
Kærlighedsforhold til Gud kunde sprænge den ydre
Kirkes Ramme, men herimod har A. værget sig
derved, at han ikke opstiller noget Kriterium for
den Enkelte til at dømme om sin
Forudbestemmelse, ja endog afviser Tanken om en personlig
Frelsesvished; den Sikkerhed, som den Enkelte
trænger til, kan Kirken alene give, og derved er
dens Myndighed og Uundværlighed faststillet.
Det blev saaledes den hierarkiske Side, som fik
Overvægten hos A., og det er den, som ogsaa
blev fremhævet af den nærmeste Eftertid.
A.’s Skrifter foreligger i en
Benediktinerudgave (Paris) i 11 Bd fra 1679—1700, sidst fra
1835—40. Imellem de enkelte Skr maa
fremhæves: Confessiones (Bekendelser), en
Selvbiografi, oversat paa Norsk af S. Vemmestad (1881),
De doctrina christiana (Om den kristelige Lære),
særskilt udg. af Bruder (1876), Enchiridion ell.
Manuale (Haandbog), oversat paa Norsk af D.
Thrap (1884), De civitate Dei (Om Guds Stat),
oversat i forkortet Skikkelse af O. Moe (1884) og
endelig Retractationes (Tilbagekaldelser), en
Oversigt og Kritik over hans eget Forfatterskab.
(Litt.: Bindemann, »Der heilige A.«
[1844]; Poujoulat, Histoire de St. A. [2. Udg.
1852]; Böhringer, »A.« [2. Opl. 1877—78];
A. Dorner, »A.« [1873]; H. Reuter,
»Augustinische Studien« [1887]; Harnack,
»Lehrbuch der Dogmengeschichte« [2. Opl. 1888—90]).
F. C. K.
Augustodunum, se Autun.
Augustovo ell. Avgustof, By i det
russisk-polske Guv. Suvalki, ligger i en lav Sumpegn ved
en Kanal, som forbinder Vistula med Njemen.
A. har (1907) 13800 Indb., hvoraf Halvdelen
Jøder, og berømte Heste- og Kvægmarkeder. Den
er grundlagt 1557 af Kong Sigismund II August
af Polen og opkaldt efter ham og har tidligere
været Guv.’s Hovedstad.
G. Ht.
Augustus, d. e. hellig, ophøjet, ærværdig, et
Æresnavn, som blev tillagt Octavian (s. ndf.)
Aar 27 f. Kr., og som alle flg. Kejsere i Rom
bibeholdt; det stilledes umiddelbart efter deres
Egennavn, medens imperator gik forud for dette.
Kejsernes Gemalinder, senere alle Frænker af
den kejserlige Familie, kaldtes Augusta.
Indtil Marcus Aurelius (161—180) var der kun een
A. ad Gangen; men denne Kejser gjorde Lucius
Verus til sin Medregent med Titlen A., og senere
var der ofte samtidig to ell. fl. Augusti, indtil
Romerriget ved Theodosius’ Død 395 blev endelig
delt i et østligt og vestligt Rige. Da
Kejserdømmet i Vesten blev genoprettet af Karl den Store
(800), optoges ogsaa Titlen A. med Tillægget
semper (altid), der allerede forekommer i 3.
Aarh., og Titlen bevaredes, saa længe det
tyskrom. Rige bestod, altsaa til 1806; paa Tysk
gengaves den ved »allezeit Mehrer des Reichs«, idet
man afledte A. af augere (forøge).
Kr. E.
Augustus (Gajus Julius Caesar
Octavianus), den første rom. Kejser, hed opr. Gajus
Octavius og var en Søn af Prætoren Gajus
Octavius i dennes Ægteskab med Atia, en Datter
af Julius Cæsar’s yngre Søster Julia. F. 23.
Septbr 63 f. Kr. mistede han sin Fader allerede
Aar 58; Moderen, der giftede sig med Lucius
Marcius Philippus, opdrog ham omhyggelig, og
den lovende Dreng vandt ogsaa sin mægtige
Grandonkels Gunst, saaledes at denne
adopterede ham og indsatte ham til sin
Hovedarving. I det Øjeblik, da Cæsar blev myrdet (15.
Marts 44), opholdt Octavian sig i Apollonia i
Illyrien for her at uddanne sig i Retorik under
Ledelse af Taleren Apollodor; han ilede til Rom,
hvor Antonius imidlertid havde tilegnet sig
Magten og aldeles ikke havde Lyst til at dele den
med den attenaarige Yngling. Med stor Snildhed
vidste Octavian at vinde Folkets Yndest og faa
Senatet til i ham at se et Redskab, egnet til at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
