Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Athena
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ved synderligt ud over det, at hun har været til.
Den hist. Oldtids Opfattelse af A.’s Væsen og
Egenskaber er især udformet af den ioniske
Stamme og i alle sine Hovedtræk afhængig dels
af de Forestillinger, som træder frem i de
homeriske Digte, dels af den atheniske Kultus og den
attiske Billedkunst og Poesi i 6.—5. Aarh. f. Kr.
Vel kendes der under Navnet A. forsk. lokale
Gudinder, hvis Kultus fra først af har et tydeligt
Særpræg; men i Tidens Løb blev de omformede i
Lighed med de alm. A.-Forestillinger.
I de homeriske Digte træder ingen af
Guderne i den Grad frem som A., den mægtige,
jomfruelige Gudinde, der uden at forstyrres af
andre Tanker vaager over sine Yndlinges
Skæbne fra først til sidst. Til Zeus staar hun i
et nært og inderligt Forhold, udfører hans Bud,
giver ham Raad og modtager Raad af ham. Hun
er hans »egen Datter« og tiltales sædvanlig med
dette Navn af de andre Guder (Sagnet om
hendes vidunderlige Fødsel [se ndf.] fortælles
derimod ikke direkte i de homeriske Digte). Baade
i Iliaden og Odysseen er A. en utrættelig
Ledsager af Grækernes ypperste Helte (Diomedes,
Achilleus, Odysseus, Telemachos), som hun
hjælper i Kamp og alle Haande Farer. Skønt dette
for en væsentlig Del skyldes den gamle
Digtnings Teknik, der giver de menneskelige
Handlinger større Glans og Værd ved stadig at lade
Guderne staa bag ved dem, har Digternes
Fantasi dog sikkert i dette Tilfælde haft en alm.
Folketro at støtte sig til. For sine Yndlinge viser
A. sig snart i sin sande Skikkelse, snart
forvandlet til et Menneske. For deres Skyld byder
hun over Naturens Kræfter; hun hyller dem i
Taage, for at ingen skal se dem, men lader til
andre Tider overnaturligt Lys skinne om dem;
hun gør dem unge og skønne, gamle og hæslige,
alt efter deres Tarv; hun skænker dem Søvn og
sender dem Drømme. Medens A. i det store og
hele deler disse Træk med de andre Guder, er
der andre, som er mere ejendommelige. Først
og fremmest hendes stadige Optræden paa
Valpladsen, hvor hun »hersker« bl. de kæmpende
Mænd; ved høje Raab ægger hun til Kamp ell.
standser Kampen; hun slapper Modstandernes
Lemmer og afværger deres Spyd ell. blæser dem
med et sagte Aandepust tilbage; men dem,
hendes Venner udslynger, giver hun øget Kraft. For
Digterens Tanke er A. og Ares i samme Grad
Krigsguder: de tænkes jævnsides i Spidsen for
en Hær, der rykker ud til Kamp under Gudernes
Førelse. Men i Krigen om Ilion staar de to
fjendtlig imod hinanden: Ares, der hjælper
Troerne, støder endog paa Valpladsen sammen med
A., som vinder en let Sejr over ham ved at
ramme ham med en stor Sten og slaar Afrodite
til Jorden, da hun vil drage ham ud af Kampen.
A.’s Ydre, naar hun gaar i Krigen, skildres
fl. St. i Iliaden; hun aflægger da sin lange
Kjortel (Peplos) og ifører sig Zeus’ Rustning; over
sine Skuldre hænger hun det frygtelige Skjold,
Aigis, som bærer Billeder af Kampens Dæmoner
og i Midten det dødbringende Gorgo-Hoved;
i højre Haand svinger hun det store, tunge
Spyd, hvormed hun betvinger Krigernes
Rækker, og paa Hovedet bærer hun en gylden Hjelm.
I Krigen anvender A. ikke udelukkende Mod og
Kraft, men fuldt saa meget Kløgt og Besindighed.
Ogsaa uden for Valpladsen elsker hun
bestandig Klogskab hos Menneskene; i det Hele
staar hun i et mere inderligt Forhold til
Menneskets Sjæleliv end nogen anden Guddom;
forstandige Beslutninger, kloge Paafund, Evne til
at te sig ret under Livets forsk. Forhold skyldes
først og fremmest hende. Kunst og Haandværk,
hvortil særligt Snille udkræves, har deres
Udspring fra A. Hun er Skibsbyggeres og Smedes
Lærer; men især lærer Kvinderne af hende
at udføre skønne Arbejder (Vævning, Syning,
o. a.); selv har hun virket sin egen og andre
Gudinders skønne Klædninger. A. er derfor
ogsaa Beskytter af Byerne, hvor Menneskenes
Kunst og Haandværk trives; paa Borgen i Ilion
troner hendes Billede i et Tempel, hvortil
Kvinderne i Optog bringer en fin Kjortel, som
nedlægges paa hendes Knæ. Ligeledes har hun et
rigt Tempel i Athen, medens hendes Helligdomme
ellers, efter den homeriske Tids Skik,
kun bestaar af en Lund med en Kilde. De
Tilnavne, der i de homeriske Digte hyppig føjes
til Navnet A., er for en Del fuldt forstaaelige
poetiske Tillægsord, som fremhæver forsk. Sider
af Gudindens Væsen ell. Ydre (den stadbeskyttende,
folkeæggende, raadsnilde, modige,
lysøjede, haarfagre o. a.); andre synes nedarvede
fra langt ældre Tiders religiøse og digteriske
Sprog og kan ikke tydes med fuld Sikkerhed,
saaledes de stadig gentagne Navne Pallas
(den spydsvingende?) og Tritogeneia (den
ved Triton-Floden fødte?).
A.’s fornemste Sæde i Hellas var Athen, hvor
hendes Dyrkelse kan spores, saa langt de
historiske Vidnesbyrd i det Hele naar tilbage.
Adskillige Sagn, der bærer Præg af høj Ælde, viser
 |
| Fig. 1. Terrakottafigur fra Athens Akropolis. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
