Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Asien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Erans Kyst til Eufrats Munding. Alexander’s
Tog var ikke blot et Erobringstog, men det
medførte ogsaa et udvidet Kendskab til de
fjernere Dele af A., baade i etnografisk og
naturhistorisk Henseende. Alexander’s Tog har
saaledes skaffet Materiale til den begyndende
Naturvidenskab, som repræsenteredes af
Aristoteles. Under Alexander’s Efterfølgere trængte
Grækerne frem i Indien. Seleukos kæmpede
med Magadahs Konge Chandragupta og sendte
Megasthenes som Gesandt til Kongens
Hovedstad Patalibotra, det nuværende Patna.
Senere opstod græske Riger i Baktrien og
Indien, endog saa langt mod Ø. som i Orissa har
græske Dynastier hersket. Alexandria var paa
den Tid Centrum for Grækernes Søhandel, og
græsk-ægyptiske Handelsskibe havde livligt
Samkvem med Sydasien. Hovedmarked for
asiatiske Varer var Barygaza i Forindien, ved
Mundingen af Narbada. Samtidig begyndte
Karavanhandelen gennem Centralasien at antage
fastere Former. Handelsvejen gik fra Babylon til
Hamadan (Ekbatana), Merv (Antiochia
margiana) og videre over Pamir til Kina, hvorfra
Silke hjembragtes. Under Romernes
Herredømme fortsattes Handelssamkvemmet med
Indien gennem alexandrinske Sømænd. I det
andet Aarh. e. Kr. kendes allerede Ceylon
(Taprobane), man kender det bengalske Hav
(Sinus Gangeticus), som adskiller India cis ell.
intra Gangem fra India trans ell. extra Gangem.
Dristige Sømænd var endog sejlet S. om
Chryse Chersonesos (Malaka). Java kendtes
under Navnet Java diu, og med Molukkerne maa
man have haft Forbindelse direkte ell. paa
anden Haand, thi Romerne brugte de derfra
kommende Krydderier. Det er et Spørgsmaal, hvor
langt mod Ø. Oldtidens europæiske Søfarere er
naaet. Paa Ptolemæus’ Kort findes Ø. f.
Bagindien en Bugt (Sinus magnus), og Ø. f. denne
Landet Sinæ med Byen Kattigara, det yderste
kendte Sted mod Ø. Bugten skal maaske være
det østkinesiske Hav, og Kattigara kan have
ligget i det sydl. Kina. Nogle anser dog Sinus
magnus for at være Tonkin-Bugten og mener,
at Kattigara skal være at søge i Tonkin. I
Slutningen af Oldtiden kendtes altsaa Sydasien fra
Lilleasien og Kaukasus til Sydkina. Nordasien
var derimod kun lidet kendt. Man var i
Vildrede med, om det kaspiske Hav var en Sø ell.
en Bugt af et langt mod N. liggende Hav. Man
troede, at Amu Darja løb til det kaspiske Hav.
Medens Kendskabet til Stedernes Bredde
gennemgaaende var ganske god, var Oldtidens
Længdebestemmelser, paa Grund af Mangelen
paa paalidelige Tidsmaalere, ganske værdiløse.
Ptolemæus anbringer saaledes Bagindiens
Østkyst paa 150° østl. L. Grw. Det samlede
Resultat af Oldtidens geografiske Viden er
bevaret i Værker af Strabo, Plinius og
Ptolemæus.
Middelalderen. Den tidlige Middelalder
betyder for Vesteuropa i enhver Henseende et
Tilbageskridt i Viden. Efter at de germanske
Lande var blevne inddragne i den romerske
Kristenheds Kultursamfund, herskede der hos
Germanerne dog kun eventyrlige Forestillinger om
Orienten. I den græske Verden vedblev derimod
Forbindelsen med Østen. Nestorianske
Missionærer trængte frem til Østasien og grundlagde
Menigheder. I Kina findes Mindesmærker med
deres Indskrifter. I Sydindien traf man paa
Opdagelsestiden deres Menigheder, som er
blomstrende endnu. Blandt Rejsende af større
Betydning for Udvidelsen af den topografiske Viden
kan nævnes Zemarchos, der 569 drog som
Gesandt fra Konstantinopel til Tatarkongen
Dizabulus, hvis Lejr han traf ved Foden af
Bjerget Ektag, hvilket nu er Navnet paa
Altaisystemets Hovedkæde. I Løbet af Middelalderen
udbredte imidlertid Araberne deres
Herredømme over hele Vestasien. Vandrelysten har
altid ligget Araberne i Blodet, og deres Trang
til Kundskab om nye Lande har betydelig
udvidet Grænserne for den kendte Verden. I
10. Aarh. besøgte Ibn Foszlan, Masudi
og Ibn Hauqal det kaspiske Hav, der
erkendes som en Sø. Masudi omtaler for første
Gang Aralsøen, men omtaler to Mundinger af
Amu, en i det kaspiske Hav, en i Aralsøen,
Sir-Darja overskrides, og Araberne trænger frem til
Balkasch-Søen. Handelsvejen til Kina førte
dengang fra Samarkand til Kuldscha, derfra over
Tienshan, gennem Østturkestan til Kantschou,
ved den nordl. Fod af Kwenlyn, hvorfra man
kunde naa Pekin (Chanbalik) paa 40 Dage. N. f.
denne Handelsvej blev Arabernes Kendskab
ringere. Kirgisersteppen kendte de, men Sibirien
var endnu et Fabelland, hvortil de bibelske
Folkeslag Gog og Magog’s Hjemstavn henlagdes.
Blandt de arabiske Opdagelsesrejsende maa især
nævnes Edrisi fra 12. Aarh., Abulfeda
og Ibn Batuta fra 13. Aarh. Den
muhammedanske Verden var meget vel
underettet om Indien, som i 11. Aarh. erobredes af
Mahmud, men ogsaa det sydøstl. A. besøgtes
hyppig af Araberne. Fra Siraf ved den persiske
Havbugt for Skibene til Kysterne af Ceylon
(Serendib), Sumatra, Java og Borneo. I
Sydkina havde Byen Chanfu et særligt arabisk
Kvarter med egne Kadier. I Tsiwentschou ved
Fukienstrædet fandtes store Markeder for
Krydderier, som Araberne indførte fra Molukkerne.
Om Araberne har naaet Japan, er tvivlsomt.
Overalt paa Kysterne grundede Araberne
Handelsstationer, hvorfra de foretog Handelsrejser
og samlede Underretninger om det Indre af
Landene. Hele denne Viden var ukendt for
Vesteuropa. Korstogene bidrog nok til at henlede
Vestens Opmærksomhed paa Orienten og ledte
ogsaa til Oprettelsen af Handelsforbindelser
mellem de østl. Middelhavslande og de italienske
Handelsstæder, Pisa, Genova og Venezia. Selv
om disse Handelsstæder med Araberne som
Mellemmænd traadte i Handelsforbindelse med
Persien og Indien, trængte europæiske Hære og
Rejsende dog ikke længere frem end til
Lilleasien og Syrien. Først efter at Mongolerne
(1241) paa deres Sejrstog var trængt frem til
Schlesien, efter at have lagt Landene fra Kina
til Rusland under deres Herredømme, begyndte
et fredeligt Samkvem mellem Europa og A.
Mongolerne var yderst tolerante over for
fremmede Religioner, hvilket bragte Paverne til at
gøre sig Forhaabninger om at kunne skaffe den
romerske Kirke Fremgang hos dem. Det første
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
