Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind II: Arbejderhaver—Benzol / 147 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arrhenius, Johan, sv. Botaniker og Agronom (1811-1889) - Arrhenius, Svante August, sv. Kemiker og Fysiker, f. 1859 - Arrhidaios, Søn af Filip af Makedonien - Arria, Romeren Cæcina Pætus' heltemodige Hustru - Arrianos, Flavius, gr. Forf.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

rene Videnskab har hans Arbejder baaret Frugt.
Allerede 1840 udgav han: Monographia Ruborum
Sueciae, hvori han har leveret et for Batologien
grundlæggende Arbejde, hvis Principper senere
er blevne fulgte saavel paa Europas Fastland
som i England. Den danske Botaniker Joh.
Lange har efter A. opkaldt sin Rubus Arrhenii,
der findes i Slesvigs og Nordtysklands Skove;
desuden er en Paddehat: Agaricus (Pholiota)
Arrhenii Fr. samt en Svampeslægt: Arrhenia
Fr. (nærbeslægtet med Cantharellus ell.
Vingesvamp) opkaldt efter ham.
V. A. P.

Arrhenius, Svante August, sv. Kemiker
og Fysiker, f. 19. Febr 1859 paa Slottet Wijk
ved Mälaren ikke langt fra Upsala. A. studerede
ved Upsala Univ. fra 1876—81 og fra 1881—84 i
Sthlm; 1884 blev
han Licentiat,
s. A. tog han
Doktorgraden
og blev
Privatdocent i fysisk
Kemi ved
Upsala Univ. Hans
Doktorafhandling
omhandlede
Undersøgelser over
Elektrolytternes
galvaniske
Ledningsevne;
den vandt ikke
nogen
Anerkendelse ved
Upsala Univ.
straks ved dens
Fremkomst, men det viste sig snart, at de
Undersøgelser, som den omhandlede, skulde blive
af meget stor Bet. for den fys. Kemi. A. fik da
1886 et betydeligt Rejsestipendium fra
Videnskabs-Akademiet i Sthlm til videre Uddannelse
i denne Gren af Kemien; han studerede
1886—88 i Riga, Würtzburg, Graz og Amsterdam, henh.
hos Ostwald, Kohlrausch, Boltzmann og van’t
Hoff. Under Studiet i Würtzburg lærte han van’t
Hoff’s Arbejde over Analogien mellem Luftarter
og Opløsninger at kende og opstillede kort efter
Teorien om den elektrolytiske
Dissociation (se Opløsningers
Teori), som har gjort hans Navn verdenskendt.
1891 blev han Lærer i Fysik ved Sthlm’s
Højskole, 1895 Prof. i Fysik smst.; 1905 blev han
Direktør for det fys.-kem. Nobel-Institut. 1902
havde han faaet Davy-Medaillen, 1903
Nobel-Prisen for sine Undersøgelser over den
elektrolytiske Dissociation. 1899—1902 var han Rektor
for Sthlm’s Højskole.

A. har offentliggjort en stor Række
udmærkede Arbejder paa den fys. Kemis Omraade,
hvorved han har bidraget betydelig til denne
Videnskabs Udvikling og Anvendelse paa forsk.
Omraader. Ogsaa kosmogoniske og
immunokemiske Arbejder foreligger fra hans Haand.
Hans Arbejder findes navnlig offentliggjorte
i »Zeitschrift für physikalische Chemie«, men
ogsaa i andre Tidsskr. Han har desuden udg.
en Lærebog i Elektrokemi, en Immunokemi o.
fl. a. Værker.
O. C.

S. A. Arrhenius.

Arrhidaios, en Søn af Filip af Makedonien
og en thessalisk Danserinde, Halvbroder til
Alexander den Store, blev ved dennes Død i
Babylon 323 udraabt til Konge under Navnet Filip.
Da han var aldeles aandssvag, var han
afvekslende et villieløst Redskab for Perdikkas,
Antipatros og sin herskesyge Dronning, Eurydike,
der 317 indkaldte Kassandros som kgl.
Overgeneral til Makedonien; men da denne kort
efter vendte tilbage til Grækenland, blev A. et
Offer for Olympias, der understøttet af den
molossiske Konge, Aiakides, gjorde et Indfald i
Makedonien, og saavel A. som Eurydike mistede
Livet (317).
K. H.

Arria [↱ar-] var Romeren Cæcina Pætus’
heltemodige Hustru. Hendes Ægtefælle havde
deltaget i en Opstand mod Kejser Claudius, var
blevet dømt til Døden (42 e. Kr.) og havde ingen
anden Udvej end at dræbe sig selv. A. greb da
Dolken og stødte den i sit eget Bryst med de
Ord: Paete, non dolet (ɔ: Det gør ikke ondt,
Pætus). I den nyere Tid har man knyttet
Navnene A. og Pætus til et navnkundigt
Billedhuggerværk, der findes i Villa Ludovisi i Rom. Dette
er dog ganske urigtigt; Værket er meget ældre,
tilhører den pergamenske Kunst og forestiller
en Gallerhøvding, der dræber sin Hustru og sig
selv for at undgaa Fangenskab.
Kr. E.

Arrianos, Flavius, en af de betydeligste
gr. Forf. i den rom. Kejsertid, f. i den sidste
Halvdel af 1. Aarh. e. Kr. i Nikomedia, steg
under Hadrian til Konsulatet (130?) og
bestyrede derpaa i længere Tid Prov. Kappadokien,
som han beskyttede mod Alanernes Indfald. Han
er som Forf. en Efterligner af Xenofon og valgte
sig ogsaa beslægtede Emner. Som Discipel og
Ven af Stoikeren Epiktet optegnede han dennes
Foredrag i 8 Bøger, hvoraf Halvdelen er bevaret
(Diatribae Epicteti, udg. af Schweighäuser
[Leipig 1799] og Schenkl [smst. 1894]); dertil slutter
sig en kortfattet Haandbog i Moral, Enchiridion
Epicteti, der i 6. Aarh. blev kommenteret af
Aristoteles’ Kommentator, Simplicius (udg. af
Conz [Stuttgart 1869]). A.’s Hovedværk,
Anabasis skildrer efter de bedste Kilder
(Ptolemaios og Aristobulos) Alexander den Store’s
Krigstog (udg. af Krüger [Berlin 1835—48 og
1851], Sintenis [smst. 1867] og Abicht [Leipzig
1871], oversat af Gertz [Kbhvn 1914—15]); et
Supplement hertil danner hans Indica, som væsentlig
er af geogr. Indhold og skrevet i ionisk Dialekt
(udg. af Schmieder [Halle 1798] og sammen
med Anabasis af Schmid med Noter af
Raphelius [Amsterdam 1757]). Periplus Ponti Euxini
er en til Kejser Hadrian aflagt Beretning om en
Sejlads langs det Sorte Havs Kyst (udg. af Gail
i Geographi Graeci minores [Paris 1831] og
Hoffmann [Leipzig 1842]). Af en »Alanernes
Historie« er kun bevaret Ectaxis (Slagplan, udg. af
Blancard [Amsterdam 1750]). Cynegeticus, om
Jagten, danner et Supplement til Xenofon’s Skr.
af samme Navn (udg. af Zeune i opuscula politica
af Xenofon [Leipzig 1778] og af Sauppe
[Helmstadt 1840]); en ham tillagt Haandbog i Taktik
er af tvivlsom Ægthed. Hovedudgaven af A. er
besørget af Dübner & Müller (Paris 1877); scripta
minora er udg. af Hercher (Leipzig 1854), 2.
Udg. ved Eberhard (smst. 1885). Bl. de tabte

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>